Prøv avisen
Debat

Gør bibliotekerne til litterære laboratorier

På trods af at mange biblioteker har taget idéen om at aktivere brugerne til sig, for eksempel i form af demoteker, kunne det synes, som om bibliotekerne ikke formår at tilgodese danskernes skrivelyst og skabe et rum, hvor danskerne kan dyrke deres nye store hobby, skriver debattør.

Hvis bibliotekerne ville det, kunne de blive samlingspunkt for den fortsatte litterære udvikling ved at opfordre og udfordre den litterære dansker, der skriger af produktionslyst, skriver forfatter og studerende Anna Arendse Thorsen

DER ER BLEVET råbt ”identitetskrise” i biblioteksfaget mange gange. I dagens aviser taler flere og flere om, at litteratursamlingen må vige pladsen til fordel for det lokale mødested og de nye medier på biblioteket. Vi ser Københavns Kommune brænde litteraturskatten til fordel for samtaleøer, wii-spil og scenekunst.

Men alt imens bibliotekarerne råber hen over bålet om hyldeplads, overser biblioteksvæsenet en afgørende chance for fortsat at profilere sig som litteraturens højborg ved at udfordre danskernes stadigt voksende skrivekløe.

På trods af at tanken om, at bibliotekstraditionen skulle håndhæves som en naturfredet tidslomme, er romantisk, er der i dag stor enighed om, at biblioteket er nødt til at holde sig i trit med den kulturelle udvikling.

Kulturtilbuddene centraliseres i en sådan grad, at kommunebiblioteket i dag mange steder deler hus med ungdomsskoler, musikundervisning, sportstilbud, spillesteder, foreningsliv, caféer, borgerservice, diskussionsarrangementer og så videre. De lokale kulturtilbud slås sammen i stadigt større fusioner. Bibliotekarerne er ikke længere først og fremmest litteraturformidlere - denne opgave er i dag udliciteret til den enkelte internetbruger, hvor alle kan finde alt med et enkelt klik.

Samtidig skal bibliotekerne konkurrere med boghandlerne om den litterære interesse. Dette sker ved et stadigt større fokus på populærkulturen ud fra argumentationen om, at biblioteket må give brugeren, hvad hun vil have. Krimier til de voksne, manga-bøger til de unge, legekrog til børnene. Og så i øvrigt cafébord, computerrum og kaffeautomat, så brugerne bliver hængende og chiller.

SAMTIDIG TALES DER mere og mere om danskernes skrivelyst. Om den fiktive fortællings unikke evne til at skabe mening i kaos. Om danskernes voksende interesse for forfatterskoler, selvudgivelser via crowdfunding og skrivekonkurrencer. Vi skriver for vores egen skyld. Samtidig ønsker vi i stadigt højere grad også at dele vores tekster, og dygtiggøre os blandt ligesindede. Litteraturinteressen lever altså i bedste velgående - bare ikke på bibliotekerne.

Når vi nu har slået fast, at biblioteket må og skal konkurrere kommercielt med de øvrige kulturtilbud, hvorfor udnytter biblioteket så ikke denne skrivekløe til sin egen profilering? Hvis bibliotekerne ville det, kunne de blive samlingspunkt for den fortsatte litterære udvikling ved at opfordre og udfordre den litterære dansker, der skriger af produktionslyst.

På trods af at mange biblioteker har taget idéen om at aktivere brugerne til sig, for eksempel i form af demoteker, kunne det synes, som om bibliotekerne ikke formår at tilgodese danskernes skrivelyst og skabe et rum, hvor danskerne kan dyrke deres nye store hobby. De mellemstore biblioteker har ressourcerne til at integrere litterære værkstedfaciliteter, og hvis det lokale bibliotek i højere grad tilbød sparing og undervisning inden for skrivekunsten, både blandt unge og blandt voksne, er jeg overbevist om, at mange ville gøre brug af disse tilbud.

AT OPFORDRE DANSKERNE til at skrive gør samtidig op med en vigtig fordom om, at den introverte forfatter nødvendigvis er den bedste. Akademiseringen af det litterære felt gør, at vi taler om forfatteren som et enerådigt, ensomt og indadvendt menneske og kulturproduktionen her indenfor som en elitær klub, som kun er forbeholdt de allermest talentfulde.

Men det er jo netop denne finkulturelle tendens, som bibliotekerne gør op med, når de stiller populærlitteraturen frem i vinduerne: Brugerne skal have det, de vil have.

Men hvis det, de vil have, er en tom bog med blanke sider, som de selv kan få lov til at udfylde, hvorfor giver bibliotekerne dem så ikke muligheden for netop det? At opfordre folket til at skrive er ikke det samme som at sige, at alt, der skrives ned, nødvendigvis er godt nok til, at det bør læses. Skrivningen skal i højere grad ses som et terapeutisk refleksionsværktøj for den enkelte.

Herfra skal lyde en klar opfordring til bibliotekerne om at tage den litteraturproducerende dansker alvorligt.

Anna Arendse Thorsen er forfatter og studerer informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet