Lillian Bondo: Mindre tryghed gør os ikke rigere

Noget af det, der har garanteret det danske samfunds vækst, er et sundhedssystem, hvor der er tid til at svare på spørgsmål. Hvor en fødsel er tryg, og amningen er velunderstøttet. Hvor livets afslutning ikke er præget af travlhed, men af nærvær og omsorg. Det opnås ikke ved styring efter konstant effektivisering

Uden undtagelse skal vi bare gøre det bedre hele tiden. Vi skal rationalisere og effektivisere, vi skal udvikle og forfine, skære til og rette ind.

Det er rigtigt at se sådan på alt, hvad vi har med at gøre, fordi vi lever på en tæt befolket jord, hvor vi hele tiden tager mere for os af naturressourcer, end vi kan tillade os, i forhold til hvad vi efterlader til kommende generationer af plante- og dyreliv – herunder meneskeliv. Helt sikkert. Pas på det, der er os betroet, så vi ikke smadrer kloden.

Det ville være dejligt, hvis det var det, der var målet for formaningerne om at kvalitetsudvikle og forbedre opnåede resultater.

Men det er det vist ikke? Når vi inden for sundhedsvæsenet skal effektivisere med to procent om året, så er det ikke for at passe på de sparsomme ressourcer på kloden.

Så er det for at tillade vækst generelt. Vækst i omsætningen i samfundet. Mere forbrug til alle, flere varer konsumeret, lavere skatter til mennesker, der i forvejen har langt mere end til dagen og vejen.

Måske er der en pointe i, at det private erhvervsliv, der skal stimuleres, faktisk er med til at finde løsninger på belastningen af kloden, så vi kan tillade os at regne med, at den også er her til vores oldebørn – uden at vi har udryddet alle andre dyrearter og størstedelen af plantelivet.

Det kan jeg godt acceptere at spare for at sikre. Hvis det virkelig virker positivt på fremtiden, at en gammel kvinde sidst i livet har lidt mindre holde i hånd-tid, så må det nok være sådan. Hvis en dement må råbe lidt mere af sin frustration ud på gangen? Eller hvis en gravid kvinde må opleve at være mindre forberedt på en af livets store oplevelser? Hvis en børnefamilie må knække på grund af for lidt socialrådgivertid?

Hvis det er med til at sikre fremtiden for kloden mod udmarvning, mod uretfærdighed, mod krig, at vi i Danmark sparer på kernen i velfærden, på den solidariske, nære omsorg for alle, der har behov for pasning eller indsats... Så ja.

Men hvis ikke det kan garanteres, at vi rækker efter andet og mere, end at der skal være råd til mere vækst, forstået som højere forbrug og lavere skatter, så vil jeg foreslå, at vi tænker igen. Tænker i den vækst, der ligger i at have tillid og omsorg i et samfund. Ro til pasning, når det er nødvendigt. Sikkerhed ved at kunne overlade sit lille barn til pasning i vuggestuen. Overbevist om den gamle forælders gode pleje.

Vi bliver ikke rigere i Danmark af at stile efter højere ulighed, mindre tryghed. Det er det modsatte, der tiltrækker investeringer, forskere, agenturer, inspiration.

Det er noget af det, der har garanteret det danske samfunds vækst og høje placering på ranglister inden for økonomisk formåen – at vi netop har haft et samfund med en høj grad af tillid til det fælles sikkerhedsnet, både uden for sundhedsvæsenet ved sikkerheden i det offentlige rum, ordentligheden i sagsbehandling, pasningen af de små, tiden til uddannelse af børn og unge. Men i høj grad også det rengjorte hospital, hvor der bliver serveret god mad. Et sundhedsvæsen, hvor der er tid til at svare på spørgsmål. Hvor en fødsel er tryg, og amningen er velunderstøttet. Hvor livets afslutning ikke er præget af travlhed, men af nærvær og omsorg.

Det opnås simpelthen ikke ved styring efter konstant effektivisering.

Det opnås ved tillid til god faglighed.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.