Den franske premierminister, Manuel Valls, har ret i sit nylige udsagn om, at der ikke er nogen god undskyldning for jihad. Afvisningen af undskyldelseskulturen, sagde Valls, består også i at modstå fristelsen til at dvæle ved forklaringer på det, der driver de hellige krigere.
Valls havde ret nok engang den 4. april, da han advarede mod farerne ved en ideologisk sejr til salafismen, doktrinen bag jihadismen, som ser Europa (og mere konkret Frankrig) som gødet grund for at hverve tilhængere.
Læs en anmeldelse af Bernard-Henri Lévys nye bog her.
I tre årtier har franske regeringer undgået at tage ansvaret for at gå ind i denne debat. Deres passivitet sikrede måske nok samfundsfreden på kort sigt, men tillod urepublikanske værdier at slå rod i store områder i Frankrigs storbyer. Og det blev fulgt op af en villet blindhed, idet regeringerne undlod at erkende, at militant islamisk fundamentalisme reelt var islamisk fascisme: den tredje globale variant af totalitarismen, som vedholdende kritikere har fordømt i et kvart århundrede.
Regeringernes svigt gik hånd i hånd med den medskyldige nærsynethed hos de politiske ekstremer. I 2012 slog Marine Le Pen, lederen af det højreekstreme Front National, det religiøse symbol, som kalotten er, i hartkorn med det politiske symbol, som sløret er, for at fordømme dem begge. Og nu har De Grønnes senator Esther Benbassa så lige påstået, at lårkorte skørter er lige så fremmedgørende som burkaen.
Hvad havde Le Pen og Benbassa gang i andet end at gøre en form for barbarisme acceptabel, der indimellem har et menneskeligt ansigt, som dog aldrig bør forlede os til at glemme, at folk dræber, lemlæster og voldtager i dens navn.
Problemet forværres af den velkendte fordel, som ekstremister har frem for moderate, i og med at de råber højst. Præcis ligesom montagnarderne overdøvede girondinerne i den lovgivende forsamling under den franske revolution, overdøver de vilde og gale jihadister det store antal muslimer, som bare gerne vil have lov til at praktisere deres tro fredeligt og i respekt for andre og for loven.
Endelig er der den ængstelige roen i land, vi så ofte ser vores ledere foretage, hver gang religiøse fanatikere stigmatiserer dem, der krænker dem. I går var det den indiske forfatter Salman Rushdie, i dag den algeriske forfatter Kamel Daoud. Den første indskydelse hos mange ledere er at stigmatisere ofrene endnu engang ved at antyde, at de selv er ude om det.
Under alle omstændigheder er resultatet klart: Forsøg på at gøre den voldelige radikalisme tilpas giver den bare blod på tanden. Konsekvensen er, at vi befinder os i en uerklæret intellektuel undtagelsestilstand. Og den har desværre ført til den undtagelsestilstand, som vores regeringer udråbte i kølvandet på terrorangrebene.
For at håndtere denne intellektuelle undtagelsestilstand kræver det først og fremmest, at vi siger og gør det modsatte af det, vi har sagt og gjort indtil nu. Især er vi nødt til at kalde tingene ved deres rette navn: En islamist er måske nok en fortabt muslim eller en afsporet muslim, men han eller hun er stadig muslim. Vi må ophøre med at gentage til bevidstløshed, at disse afvigende muslimer ”intet har at gøre med islam”.
Vi må med andre ord erkende, at de to udgaver af islam befinder sig i en kamp til døden med hverandre, og fordi slagmarken er planeten, og krigen truer de vestlige værdier, så er kampen ikke alene muslimernes sag.
Når først vi erkender det, må vi vie os selv til at identificere, optrevle og udstille netværkene af islamisk had og terror med samme energi og opfindsomhed, som for tiden bruges på at opklare skattesnydernes verdensomspændende arrangementer. Hvor længe vil vi skulle afvente salafismens Panama-papirer? Hvad afholder de store aviser fra at bringe den globale jihads ”mossackfonsecaer” og dens forbryderiske offshore-selskaber frem i lyset fra det mørke net?
Vi må også bistå, opmuntre og bevæbne de muslimer ideologisk, som afviser hadets islam til fordel for et islam med respekt for kvinder, deres ansigter og deres rettigheder så vel som for menneskerettigheder i det hele taget. Var det ikke det, vi gjorde for ikke så frygteligt længe siden, når det gjaldt de modige mennesker, vi kaldte dissidenter i den sovjetiske verden?
Sande antiracister, antiimperialister og tilhængere af det republikanske demokrati bør vælge side for det moderate og fredelige islam i dets krig mod salafisternes kriminelle islam. Der er tale om en ideologisk, teologisk og politisk krise, som går på tværs af verdener, kulturer og det, vi med rette benævner civilisationer, fra Frankrigs fortabte bydele til områder som Kurdistan, Marokko, Bosnien og Bangladesh, hvor oplyst islam lever i bedste velgående. Det er i grove træk vores presserende opgave. Det er vores krig.
Bernard-Henri Lévy er en af grundlæggerne af bevægelsen Nye Filosoffer. Blandt hans bøger er ”Left in Dark Times: A Stand Against the New Barbarism”. Hans seneste bog ”L’esprit du judaïsme” anmeldes i dagens avis.
© Project Syndicate 2016. Oversat af Sara Høyrup