At gøre noget, bare fordi man kan

Frank Erichsen alias Bonderøven lavede i torsdags bindingsværk udformet som Andreas-kors. –
Frank Erichsen alias Bonderøven lavede i torsdags bindingsværk udformet som Andreas-kors. – . Foto: DR.

VED AT SE TV torsdag aften kom jeg flere gange til at tænke på det berømte citat fra Prædikerens Bog, kapitel 7, vers 29: ”Kun det fandt jeg ud af, at Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige spekulationer.”

Eller som der stod i den ældre oversættelse:

”Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for.”

”MANGE SÆRE TING FOR”. Sådan valgte forfatteren Svend Åge Madsen i 2009 at kalde den finurligt filosofiske kriminalroman om at jagte sandheden og om at turde se sandheden i øjnene, når man – måske – møder den.

At møde den og erkende den ved at gøre noget, bare fordi man kan det, var, hvad Frank Erichsen satte sig for at demonstrere i den seneste udgave af DR 1’s ”Bonderøven”.

I en udbygning til sin kalkbrændeovn fik seerne at se, hvordan en i grunden unyttig indviklet tømmerkonstruktion kan være hensigtmæssigt smuk. Især hvis den udføres fagligt kyndigt, netop sådan som ”Bonderøven” har lært at kunne det. Og fordi det solidt funktionelle ofte viser sig også at være af høj æstetisk nytteværdi.

PÅ EN RAFFINERET MÅDE blev et bindingsværk udformet som to såkaldte andreaskors.

Det vil ifølge Den Danske Ordbog – som henviser til Kristeligt Dagblad – sige, at korset består af fire lige lange, skråtstillede arme. Et kvadratkors, der også kan symbolisere de fire verdenshjørner, var, hvad apostlen Andreas ifølge overleveringerne blev korsfæstet på. Det X-formede kors ses blandt andet også i det skotske flag.

Til helt bogstaveligt at udbygge denne redegørelse havde Frank Erichsen tilkaldt en udsøgt hjælper, der afværgende sagde om personvalget: ”Jeg er kun præst.”

Frank Erichsen svarede omgående afvæbnende: ”Det skal du ikke høre for!”.

Ved fælles hjælp og håndkraft fik de derefter samlet det kraftige træværk med imponerende præcision.

MERE PRIMITIVE og langt mindre solide var de teltboliger, de sidste tre deltagere – Astrid, Sanne og Lars – efter en destruktiv storm møjsommeligt fik stablet på benene i det syvende og næstsidste afsnit af DR 1’s serie ”Alene i vildmarken”. Som det blev formuleret i foromtalen:

”De tilbageværende deltagere kæmper nu lige så meget mod de ydre omstændigheder som mod deres egne indre dæmoner.” Alt filmer de selv. Den, der klarer sig i længst tid, vinder.

Astrid ser ud til at være bedst rustet, både mentalt og fysisk. Hun har det med at græde af glæde, når solen skinner: ”Jeg holder uendelig meget af det her sted. Men jeg er slet ikke så sej, som jeg ser ud til.”

Hendes tilsyneladende sejhed skyldes blandt andet, at hun er bedst til – eller måske rettere har mest held til – at fange fisk. Alene derfor ligner hun en vinder.

Umiddelbart efter så jeg på DR K det egentlig noget deprimerende franske såkaldte komediedrama fra 2015 ”Marguerite”. Filmen handlede passende nok om at gøre noget alene, fordi man ikke kan: at være operasanger.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.