STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE var en fuser. Som sådan blev den straks takseret af hele det politiske kommentatorkorps, og de lod den ligge. Vendte ryggen til, gik deres vej, og de var måske allerede så optaget af andre løjer, at de ikke ænsede det brag, der nu alligevel lød. En sær, dyster dundren. Som gik en verden under.
Så meget krudt havde gemt sig i blot et par af talens sætninger. De var højeksplosive, dødsensfarlige. Kunne den stormflod, der kom et par dage efter, kaldes en hundredårsbegivenhed, så var dog denne detonation af en langt sjældnere art. Man har næppe nogensinde hørt og vil næppe i noget land i verden igen høre en regeringschef, i sin årlige tale til nationen og med et smil, deklassere sit lands tusindårige sprog.
Det var en sensation af en slags, som kun blev så meget desto mere sensationel, som den blev ignoreret. Som var det en selvfølge, en ret ligegyldig detalje i den øvrige harmløse hyggesnak. Jo, der var da også hos statsministeren gang i en festlig ungdomskomsammen, og ”snakken gik lystigt om bordet – på formfuldendt engelsk. Om drømme. Fremtiden. Livet. Først langt ud på aftenen gik det op for mig, at alle gæsterne var pæredanske. På nær en ung canadier, som faktisk også talte fint dansk.”
Men dansk talte ingen. For det var livet og fremtiden, der så lystigt var på tale, det var drømme, og dertil duer vores eget sprog, og hvad der inderst er os, slet ikke længere. Nej, og når statsministeren så friktionsløst kunne meddele, at vores sjæl er sat til salg for drømme, så hænger det jo sammen med, at så mange andre meget gerne vil medvirke ved handelen.
Danmarks Radio har længe sendt lange passager på engelsk, ofte med antydningsvise oversættelser eller helt uden, skønt store dele af licensbetalerne aldrig har lært det sprog. En arrogance så ubegribelig, at den kun overgås af disse menneskers tålmod.
EN ENDNU MERE AGGRESSIV modersmålsbekæmpelse leverer en række uddannelsesinstitutioner. Ifølge dem udgør vi, der vil beholde dansk i enhver tænkelig sammenhæng, en trussel mod landets fremtid. Ved ordet ”Danmark” forstår de dog næppe noget af det, man gør for eksempel i Parken. Vores land betyder for dem vores vækstøkonomi.
For denne kimære (fra græsk ”ged”) vil de sælge vores ene, sande egenart, og vil man ikke blot hævde, at prisen er alt, alt for lav, men også at handlen aldrig bør finde sted, ja, har man så udvirket andet end at gøre opmærksom på, at man er blevet gammel? Og må man så ikke bare affinde sig med, at den tid – de århundreder – hvor dansk var og blev et fuldgyldigt sprog, er forbi?
Lad os da et øjeblik mindes, hvad det var, det danske sprog. Lad mig citere Søren Kierkegaard:
”Et modersmål, der er rigt i indre oprindelighed, når det udvider sjælen, og lyder vellystigt i øret med sin søde klang; … et sprog, der ikke finder langt borte, hvad der ligger nær, eller søger dybt nede, hvad der er lige ved hånden; ... et sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtanken og bi-begrebet og tillægsordet, og stemningens småsnakken, og overgangens nynnen, og bøjningens inderlighed og det dulgte velværes forborgne frodighed; et sprog, der forstår spøg nok så godt som alvor.”
Og dette er vores! Eller var det, og undlader vi nu virkelig at bruge det på visse merkantile og videnskabelige områder af samfundslivet, så vil det hastigt tabe kraft og sygne hen. Det vil ende med at blive, hvad fremmedsprogs-snobberne allerede bilder sig ind, at det er: utilstrækkeligt. Flere andre vil da opgive det, og det vil blive et særsprog for nostalgikere, og vi vil i vores omgang med hinanden have mistet den rigdom af halvkvædede viser og aparte tonaliteter, der indimellem og som af sig selv så ganske hjerteligt kan forbinde os. Ligesom vi må give afkald på en egentlig indlevende erindring om dem, der talte og skrev dette sprog før os.
NÅR STATSMAGTER førhen meget resolut satsede på at etablere og styrke nationalsprog – gennem skoler og ordbogsudgivende akademier – så har de naturligvis, havde jeg nær sagt, haft gode økonomiske og magtpolitiske grunde til det. Skulle dette rationale nu være udhulet, og skulle opretholdelsen af nationalsprog tværtimod stille hindringer i vejen for erhvervelsen af flere penge og mere magt, må vi så ikke forvente at staten – vores – vil fremme afskaffelsen af – vores – nationalsprog?
Jo, ”naturligvis”. Medmindre vi kan blive enige om at træffe et anderledes valg. Gigantiske produktivkræfter har omsider gjort det muligt at fravælge ”mere og mere” til fordel for ”hvad”. Vi har råd til at beslutte os for vores sprog. Og for hvad vi ellers har med os af natur.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .
