Gotfredsen: Autoritet bør genskabes som et positivt begreb

Genskabelse af autoritet som et positivt begreb er en nødvendighed, mener Sørine Gotfredsen - for længslen efter autoriteter er der allerede

De nye Venstre-ministre Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen har ifølge Sørine Gotfredsen et særligt ansvar for at genskabe autoriteten i undervisningssystemet.
De nye Venstre-ministre Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen har ifølge Sørine Gotfredsen et særligt ansvar for at genskabe autoriteten i undervisningssystemet. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Da jeg for nogen tid siden var så heldig at få mulighed for at veksle et par ord med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) angående presserende anliggender for en borgerlig regering, nævnte jeg begrebet autoritet.

Det skyldtes, at dette gennem lang tid er blevet frataget så megen ære og værdighed, at stort set ingen i dag tør vedkende sig at udstråle bare en smule autoritet.

Men et savn er begyndt at røre på sig, og i denne uge fik vi at vide, at et flertal af danske forældre efterlyser mere autoritet blandt skolelærerne. Cirka hver fjerde af de adspurgte sender ligefrem deres børn i skole, velvidende at de skal undervises af en lærer, de ikke ser som en autoritet.

Det synes ganske oplagt, at den nye borgerlige regering påtager sig opgaven at genoplive begrebet autoritet som noget positivt. Ja, som noget uundværligt. Men det er en svær opgave i et samfund, der hviler på en lang tradition for frisættelse af den enkelte og opgør med enhver myndighed. Det er en tradition, der havde sit seneste klimaks i 1960'ernes kulturrevolution, og mentaliteten præger fortsat i høj grad vores samfund.

Egentlig falder det mig mest naturligt at kritisere den danske præstestand, men af og til må man erkende, at der kan være skær af noget heltemodigt over den. Også angående begrebet autoritet. Få - ud over skolelærerne - oplever nemlig som præster jævnligt at stå konfronteret med en forsamling, der ikke alene er udisciplineret, men nærmest tømt for sansen for, at der kan findes noget overordnet at agte.

Vi taler her om voksne mennesker, der sidder og hænger med mobiltelefonen i hånden og et tomt blik i øjnene, og over for dem står præsten og skal repræsentere en slags autoritet, idet han stirrer lige ind i det store danske kollaps. Ikke blot har han selv mistet myndighed, det har Gud som bekendt også, og der er ikke meget ægte vertikal bevidsthed tilbage i den brede befolkning.

Det er meget svært at gøre det forståeligt, at der er stor værdighed forbundet med at lade sig møde af noget andet end sig selv, og der er faktisk noget heltemodigt over den præst, der ufortrødent taler videre. Skønt han ved, at en del af tilhørerne bare håber, at han snart holder inde med sin højtravende tale, ligesom han ved, at muligheden for at gøre blivende indtryk kan være relativt lille.

Den præst, der alligevel bliver ved og søndag efter søndag insisterer på at være en autoritet, som taler alvor ind i bevidstløsheden, gør et slidsomt, men samfundsnyttigt arbejde, som man stort set ikke ser andre steder. For mange præster giver op og tilpasser sig den autoritets-forskrækkede tradition. Men nogle holder fast og opdager som belønning, at kampen af og til betaler sig, hvis blot man ikke vakler.

Den kamp skal generelt kæmpes i et samfund, hvor vi står på skuldrene af det moderne gennembrud, hvor fornuften i fremskridtets navn blev udnævnt til ”al autoritets eneste legitime kilde”. Som det beskrives i Jon P. Gissels bog ”Konservatisme og Kulturkamp”.

Den form for fornuft udelukker al religiøsitet, og det er i dette rum, at autoriteten skal genskabes. Den kan ikke begrundes gennem Guds eksistens, men skal begrundes mere rationelt gennem erkendelsen af, at mennesket har et dybtliggende behov for at blive lettet i den udmattende administration af sig selv.

Og det interessante ved denne tid er altså, at længslen efter autoritet så småt begynder at vise sig. Vi begynder at søge balancen mellem en form for genindførelse af autoritet og fastholdelse af jævnbyrdighed, meget godt forklaret af lektor ved Aarhus Universitet Helle Bjerg, der i en aviskronik har skrevet, at børn grundlæggende ønsker, at læreren skal træde i karakter som autoritet. Og gør han ikke det, bliver han straffet.

Præcis som vi gjorde allerede i 1970'erne, hvor vi nærmest systematisk mobbede de lærere, der virkelig var oplært i kunsten at overdrage indflydelse til eleverne. Vi udnyttede det groft og lærte ikke meget.

Og Helle Bjerg tilføjer: ”Før i tiden var forholdet mellem lærer og elev udelukkende en disciplinær relation, og autoriteten var bundet op på lærerens placering i hierarkiet. Men i dag hviler autoriteten i langt højere grad på lærerens evne til at skabe personlige relationer med eleverne.”

De ord giver et meget godt billede af det moderne vilkår, hvor autoriteten skal genskabes i en virkelighed, hvor den enkelte befinder sig langt fra forestillingen om generelt at adlyde. Længslen efter autoritet og det moderne menneskesyn støder sammen, og den store opgave er at få begrebet autoritet genopfundet som noget, der er med til at styrke et menneske frem for at undertrykke det.

Det er en opgave, der er som skabt til de nye Venstre-ministre. Ikke mindst Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen, der sammen dækker området for det store undervisningssystem.

Den ligger lige til jer to. Tiden er moden, længslen rører på sig, og en genskabelse af autoritet som et positivt begreb er en nødvendighed.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen