VI ER KUN nået et lille stykke ind i fejringen af Søren Kierkegaards 200-års-fødselsdag, men det står allerede klart, at begivenheden rummer flere inter-essante aspekter.
Man kunne bestemt godt unde manden selv at være til stede og opleve, hvordan hans landsmænd i 2013 forsøger at finde deres ben et sted mellem en ærbødig anerkendelse, der gerne skulle illustrere, at man har forstået ham. Og samtidig en kritisk og selvstændig tilgang.
LÆS OGSÅ:Ånden fra Kierkegaard og Grundtvig er stadig virksom
Det kan være svært at finde balancen i synet på Kierkegaard, og ikke mindst efter festgudstjenesten i Københavns Domkirke på selve fødselsdagen, den 5. maj, er det blevet diskuteret, hvordan man bedst fejrer denne mand, der efter sigende ikke brød sig om den slags persondyrkelse. Og som tilmed i den sidste del af sit liv inderligt kritiserede folkekirken.
Ved gudstjenesten i Domkirken blev Søren Kierkegaards navn stort set ikke nævnt, hvilket bagefter fra øverste hold er blevet udlagt som en central pointe. Idet det må være i fødselarens egen ånd, at fokus i kirkerummet kun er rettet mod Kristus. Hmm, tjah, det kan man mene. I kirken, hvor jeg selv er præst, afholdt vi senere samme dag en gudstjeneste, hvor Kierkegaards teologi, salmesmag og syn på kirken stod i centrum fra først til sidst, og denne forskellighed i synet på, hvordan man markerer Kierkegaards jubilæum siger i sig selv en del om, hvor svært det er entydigt at fortolke hovedpersonen. Men den store berøringsangst, der forleden herskede i Domkirken, udgør i mine øjne en misforståelse i synet på forholdet mellem os og Søren Kierkegaard i dag. Vi må nemlig ikke gøre os så meget til slaver af Kierkegaards selviscenesatte identitet, at vi står nærmest handlingslammede tilbage.
For det første kan ingen i sidste ende udlægge Kierkegaards inderste sande væsen, og for det andet afholdes dette 200-års-jubilæum vel ikke for Kierkegaards skyld. Men derimod for vores egen.
DERFOR MÅ VORES OPGAVE først og fremmest være at bære hans tankerigdom videre, i håbet om at så mange som muligt kan få glæde af den, frem for at dyrke en brynje af utilnærmelighed omkring ham. For er der én ting angående Kierkegaard, der ikke hersker tvivl om, så er det, at han ønskede at tiltale det enkelte menneske. Også efter sin død. Derfor skal også kirken bidrage til at bære den tiltale videre, og jeg bilder mig ind, at hvis man præsenterer Kierkegaards tanker med tilstrækkelig stor alvor, kan det også forsvares at gøre det fra den prædikestol, han nærede så stor mistillid til.
Kierkegaard satte i sin kirkekritik fingeren på nogle indlysende skavanker ved folkekirken, og flere af dem er kun blevet mere udtalte siden hans vrede opråb i begyndelsen af 1850erne. Kaldstanken, alvoren og modet til virkelig at anfægte halter gevaldigt rundt omkring, men at det forfald, Kierke-gaard adresserede, rent faktisk eksisterer, bør ikke få os til at se det som en krænkelse af Kierkegaards person at nævne ham i kirken. Tværtimod kan man hævde, at behovet for at lade ham fylde netop dér aldrig har været større.
For vi skal stadig mærke forargelse. Dette dynamiske og foruroligende begreb, der fylder så meget hos Kierke-gaard, når han udlægger den sjælelige tilstand i mødet med Kristus og troens mulighed. Dér, hvor forstanden for alvor krænkes. Og noget kunne tyde på, at en vis forargelse også melder sig i mødet med Kierkegaard selv. Fødselsdagspostyret afslører det.
Avisredaktører springer frem fra deres huler og skumler over, at Kierkegaard var antidemokrat, at hans tilgang til troen er forrykt og fundamentalistisk, at han for længst er overhalet af Nietzsches drab på Gud, og at han vel mest egner sig til at blive læst af teenagere med ungdommeligt behov for at finde sig selv.
Kierkegaard giver folk trang til at hævde deres egen fornuft og begavelse, og netop nu lærer vi, hvordan vi i dette lille konsensus-samfund så nemt oplever hans radikalitet som en decideret trussel mod det, vi hver dag baserer vores moderne tilværelse på.
For trods den spirituelle søgen og bekvemme flirt med buddhismen grunder de fleste danskere vel i tanken om sig selv som forstandsvæsner før noget andet. Og i dette trygge rum bliver man i mødet med Kierkegaards tale om lidenskabens afgørelse frem for rationalitetens præsenteret for muligheden af at forarges. For bør man, kan man, og tør man underlægge sig noget så uforstandigt?
Det er ikke kun Søren Kierkegaards fødselsdag, vi fejrer. Det er også påmindelsen om, at der i dette moderne liv stadig findes en grænse for forstanden. Den påmindelse skal i allerhøjeste grad også lyde i kirken, selvom Kierkegaard selv lagde afstand til den. For det afgørende er ikke, hvad han selv ville have sagt til at blive nævnt i kirkens rum. Det afgørende er, hvad vi har brug for at høre.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus