Af Jan Lindhardt
Co2 er over os med fuld styrke. Vi skal have klimakonference sidst på året, og det er vedtaget på forhånd, at de rige lande skal skære deres CO2-udslip ned med 80 procent i løbet af en kort årrække– et ufatteligt højt tal.
Hvordan det skal ske, er der endnu ingen, der ved. Man taler om at ville erstatte bilparken med elektriske biler i løbet af ganske få år. Mærkeligt, at det skulle kunne gå så hurtig, når man tænker på, at vi har arbejdet energisk herpå i de sidste 50 år, uden at der er kommet noget afgørende gennembrud. Og hvad skulle det i øvrigt kunne hjælpe, når man tænker på produktionen af elektricitet sammenlagt formentlig er mer CO2-udledende end de nuværende produktionsformer? Men det gælder om at gøre så meget som muligt.
Vi skal også til at spise mindre kød og mere grønt, end vi gør nu, fordi køer og grise prutter så meget, at atmosfæren bliver fuld af CO2. Men mon det hjælper, at vi mennesker går over til at spise grønt? I så fald er det vel os selv, der kommer til at prutte betydeligt mere, end det er tilfældet nu. Ja, man ved aldrig.
Der er mange uafklarede forhold. Forleden var der en BBC-udsendelse om vulkaner, hvoraf det fremgik, at disse med deres voldsomme og støjende luftafgang overgår mennesker og dyr tilsammen med at sende CO2 ud i atmosfæren. Og hvis vulkanerne ikke gjorde det, ville kloden udvikle sig til en stor snebold, og klimaet ville blive meget ubehageligt at leve i . Hvis det overhovedet var muligt.
Kan det overhovedet nytte noget med alle vore tiltag? Måske – eller måske ikke. Hvem ved? Menigmand ved ikke meget, og de kloge skændes.
Men det i denne sammenhæng interessante er, at der uden tvivl meget hurtigt vil gå religion i det grønne. Inden for den kirkelige sfære har man allerede foreslået udnævnelsen af en grøn biskop, ligesom sikkert alle alterlys skal tjekkes, og der skal være grønt tilsyn af sognegårdenes køkkener og så videre.
Allerede nu reklamerer DSB med, at man bliver mere grøn ved at skifte fra biltrafik til en plads i toget, og SAS mener, at vi om få år kan flyve grønt med dem. Der kommer til at stå grøn på de biler, vi kører, den leverpostej, vi spiser, og den mælk, vi drikker. Den grønne bølge rejser sig til en sand tsunami og vil snart skylle ind over os
Usikkerheden er stor, men ét synes allerede nu sikkert, nemlig, at der vil gå religion i det.
Religionen har mennesket på godt og ondt. Den er udtryk for det smukkeste, man kan opleve. Men den kan også misbruges. Som Løgstrup sagde engang: Når man er ude på at svindle eller snyde, dækker man sig ofte ind bag religionen og forsøger at låne dens englevinger. Jo mere grønne vi bliver i dag, jo mere grønt-religiøse bliver vi også.
Et af symptomerne bliver, at vi skal være grønne overhovedet. Vi skal tilberede vores mad grønt, gå i grønt tøj, være ekstremt økologisk bevidste, gå ind for genbrug, ja, ikke blot dette, men også arbejde på, at tingene kan bruges, fra de fremstilles, til de overgår til en eller anden form for genbrug. Ja, endnu mere radikalt: Nu taler man ikke mere om genbrug, men om "fra vugge til vugge" og ikke mere fra vugge til grav. Tingene skal under en eller anden form leve evigt og aldrig gå til grunde.
Og for at vi kan opleve tingenes evige genfødsel, må vi arbejde hårdt og hele tiden holde os målet for øje. Vi må aldrig blive svage i troen, men altid gå fremad.
Nu er vi jo her i landet protestanter, oven i købet evangelisk-lutherske, og det burde måske få os til at tøve en kende. En protestant har sin sag med Gud i orden. Vi skal ikke jage efter Hans kærlighed, for den har vi allerede. Vi har derfor også fundet den evige frelse.
Derimod skal vi gøre gavn i vort samfund og for vore medmennesker. Ikke for at blive elsket af Gud, men for at gøre gavn. Det er altså ikke motivet, der tæller i vor omgang med verden, men resultatet. Hvis et initiativ eller et projekt viser sig ikke at gavne, så bør man opgive det.
I Danmark er Viggo Hørup blevet berømt ved sit politiske slogan: "Hvad skal det nytte?" Hvis ikke man kunne svare på dette simple spørgsmål, så skulle man hellere opgive sit forehavende.
Hermed har jeg ikke sagt, at CO2-projektet er overflødigt eller skadeligt. Men det skal bestandig bevise sin værdi. Kommer der alt for mange kolde somre, må man se på sagen igen. Og hvis de mange smukke, hverdagslige initiativer hovedsagelig er af mentalhygiejnisk karakter, for at vi kan pleje vore gode motiver, så bør man igen tænke sig realistisk om.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen