Jeg har med interesse fra sidelinjen fulgt debatten om, hvad der skal ske med kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Risskov. Som skeletforsker med hovedinteresse i vores befolkning og dens sundhed gennem de seneste 1000 år har jeg både en personlig holdning til sagen og en professionel interesse i dens udfald.
Når man arbejder med de jordiske rester af mennesker, tvinges man til at gøre sig etiske overvejelser om, hvordan man skal behandle historiske gravpladser og de skeletter, der findes på dem.
Generelt bør jordfaste fortidsminder bevares, men man kan på den anden side ikke altid lade dette bevaringssynspunkt stille sig i vejen for en hensigtsmæssig udvikling af nutidens samfund.
Så når nutidens krav gør det nødvendigt at forstyrre en kirkegård, som er gået af brug, må man sørge for, at den med de skeletter, der måtte være bevaret, bliver behandlet og undersøgt på en måde, så de maksimalt oplyser os om så vel det enkelte menneskes liv som om livet i fortiden generelt.
Samtidig er det vigtigt, at skeletundersøgelsen og opbevaringen sker på en måde, som giver dem den værdighed og respekt, de naturligt har krav på.
Etikken i arbejdet med at sløjfe en gravplads eller en kirkegård er i denne forbindelse det centrale problem. I debatten har der fra flere sider med rette været fokus på det tab af værdighed, som en fjernelse af kirkegården ved Psykiatrisk Hospital vil betyde for så vel den enkelte døde som for gruppen af psykiatriske patienter, døde som levende.
At forestille sig, at man skulle tillade at bulldozerrydde kirkegården, er efter min mening helt uden for en rimelig værdighedsbetragtning. Jeg har også svært ved at forestille mig, at folk skulle have lyst til at bo oven på en kirkegård, som er ryddet på en sådan måde.
En værdig bevarelse af kirkegården vil forudsætte, at den vedligeholdes på et højere niveau, end det hidtil har været tilfældet. Hvis dette vil kunne foranstaltes, vil det klart være den etisk bedste løsning.
Hvis det ikke inden for de givne rammer kan lade sig gøre, må den nødvendigvis udgraves professionelt forsvarligt og værdigt, undersøges og opbevares værdigt, så den information, som den indeholder, ikke går tabt, men bevares som vigtig viden om sundhed og sygdom for fremtiden.
Jesper Boldsen, professor, leder af antropologisk afdeling (ADBOU), retsmedicinsk institut på Syddansk Universitet,Klokkerfaldet 1, Aarhus V