Greenpeace-parasitter. Organisationen gør ingen forskel

Problemet med Greenpeace er, at de er en del af alt det, som de vil gøre op med. De er en slags modernitetsparasitter, skriver Hans Hauge

Problemet med Greenpeace er, at de er en del af alt det, som de vil gøre op med. De er en slags modernitetsparasitter, skriver Hans Hauge
Problemet med Greenpeace er, at de er en del af alt det, som de vil gøre op med. De er en slags modernitetsparasitter, skriver Hans Hauge . Foto: RIA NOVOSTI Denmark.

ANNE MIE ROER JENSEN er tiltalt for pirateri i en by i Rusland. Der sidder Anne Mie nu i fængsel, og hendes hjælpere vil have udenrigsminister Villy Søvndal (SF) til at hjælpe. Hun er medlem af eller med i Greenpeace, og hun deltog i en aktion i Barentshavet.

Så vidt så godt. Pirateri er muligvis et veldefineret juridisk begreb i russisk jura, og enhver kan se visse ligheder, når udefrakommende kravler om bord på en lovlig boreplatform.

I denne forbindelse er der mange ting, jeg gerne ville vide noget om. Anne Mie Roer Jensen går på en skole på Ærø og skal vist uddannes til styrmand. Jeg ville gerne vide: Har hun fri fra skole? Får hun mon SU, mens hun er i Murmansk? Og hvordan rejste hun fra Ærø til Murmansk? Fløj hun? Hvem betalte? Hvad har hendes deltagelse kostet foreningen?

LÆS OGSÅ: Rusland tiltaler fem Greenpeace-aktivister for pirateri

Især har det været interessant at se, hvordan en hel gruppe Greenpeace-administratorer har indlogeret sig på en hel etage på Le Meridian Hotel i Murmansk. Der sidder en 10-20 stykker bag hver sin computer, og jeg går ud fra, at de skriver til nogen eller noget. Måske studerer de russisk jura. Men de har også fri om aftenen.

Hotellet er vel det bedste eller i al fald næstbedste i Murmansk. Aktivisterne har sans for komfort. Jeg går ud fra, at de spiser godt på hotellets restauranter, og at de er tilfredse med værelserne på dette firestjernede hotel med bar og bowling. Man kan leje businesscentre for 35.000 rubler om dagen med det hele. Kaffe blandt andet. De har det sikkert spændende, og de lønnes vel godt af Greenpeace. Der var kun ét værelse tilbage, har jeg konstateret. 1600 kroner pr. nat er prisen.

Problemet med Greenpeace er, at de er en del af alt det, som de vil gøre op med. De er en slags modernitetsparasitter. De fører sig ikke frem som konservative eller reaktionære, der vil bevare natur og kultur.

De er givetvis imod den rivende udvikling, som Barentsregionen er en del af, og som gør, at der er et Meridian Hotel og mange andre i Murmansk. De er sikkert glade over, at man nu kan få espresso og caffe latte i Murmansk. De sidder inde i varmen, der kommer fra et atomkraftværk.

Kola-halvøen er stadigvæk et enormt forurenet område med nogle skrækkelige byer som Nikkel, men det går fremad, og nu hvor det går fremad, kommer Greenpeace-invasionen. Deres virke muliggøres af alt det, de er imod. De tog vel flyveren til Murmansk medbringende moderne teknologi. Sagen er: De gør ingen forskel, men de nyder det liv, hvor alt handler om at komme i medierne de globale.

Hans Hauge, dr.phil., Dronning Margrethes Vej 9, 1., Aarhus N