”Der er ingen andre grønlandseksperter end inuit, som lever i landet. Bare fordi du har rejst i landet eller skrevet en bog om inuit, betyder det ikke, at du er ekspert. Giv mikrofonen videre!,” skriver den grønlandske debattør og filminstruktør Aka Hansen på det sociale medie Twitter.
Udsagnet rammer ind i en af tidens store diskussioner om kolonialisme og såkaldt kulturel appropriation, som også handler om, hvem der overhovedet har ret til at have en mening om forholdet mellem undertrykkerne og de undertrykte, både historisk og aktuelt.
Gennem årene er der lavet mange danske kulturproduktioner om Grønland med DR’s nye serie til efteråret om den grønlandsk-danske historie som det næste skud på stammen, ligesom danske eksperter på grønlandske forhold får spalteplads i medierne. Derimod er det sjældent, at inuit, det grønlandske folk, står som afsender på kulturproduktioner eller udtaler sig om grønlandske forhold, påpeger Aka Hansen, der arbejder for afkolonisering af den grønlandsk-danske relation.
Kan du uddybe, hvad du mener med, at det kun er inuit, der kan være grønlandseksperter?
”På trods af, at der findes mange akademisk uddannede grønlændere i Grønland og Danmark, er det primært danske journalister, forfattere og forskere, som medierne vælger at bruge som eksperter på grønlandske forhold. Og det kan godt føles kunstigt. Uddannede grønlændere kender flere dimensioner, end en journalist eller forfatter, der har rejst i Grønland, nogensinde kommer til.”
Hvis man eksempelvis har en ph.d. i et emne, der relaterer sig til Grønland, kan man så ikke være grønlandsekspert?
”Selvfølgelig. Jeg siger ikke, at ingen må udtale sig, medmindre de er inuit af oprindelse. Men når det kun er etnisk danske eksperter, der får plads i medierne, så mangler vi nogle farver og nuancer. Der er også en problematik i mediernes forståelse af, hvem der kan være ekspert. Det er en meget europæisk tilgang, at man først kan være ekspert, når man er uddannet inden for et felt. Jeg tror, jeg ved meget mere om grønlandske forhold, selvom jeg ikke har en akademisk uddannelse, end en etnisk dansk person, der har studeret det. De sande eksperter er dem, der har en levet erfaring.”
Mange mennesker i Grønland er både etnisk grønlandske og danske, ligesom der lever danskere i Grønland og grønlændere i Danmark. Hvornår er tilknytningen til Grønland berettiget nok til at få ordet?
”Der skal selvfølgelig være plads til alle i debatten, men der er et behov for at gøre op med strukturerne, hvor mange eksperter taler på vegne af oprindelige folk, som inuit er. Nogle danske journalister og forfattere tjener eksempelvis penge på at portrættere Grønland, hvorimod vi er mange mennesker fra Grønland, der ikke bliver betalt for samme type arbejde. Mit mål er, at inuit bliver lige så repræsenteret og anerkendt som eksperter.”
Flere mennesker har gennem tiden påpeget, at grundfortællingen i den grønlandsk-danske historie er, at Danmark hjælper Grønland. Har dette indflydelse på det opgør, du ønsker at tage?
”Helt vildt, for ofte bliver der talt hen over hovedet på grønlændere. Ligesom der tit mangler et perspektiv i medierne, hvor man skriver, hvorfor forholdene er, som de er. Der kan hurtigt blive skabt en misvisende eller direkte forkert fortælling om Grønland. Folk i Danmark forventer eksempelvis ikke, at jeg har haft en velfungerende barndom, eller at jeg har en uddannelse, og jeg har fået kommentarer om, at jeg taler godt dansk. Det er virkelig ignorant, for vi er blevet påduttet at lære det danske sprog. Selvom folk mener det som et kompliment, minder det om, hvordan systemet undertrykker vores eget sprog.”
Hvad skal der til for, at det inuitiske synspunkt kommer til at stå stærkere i debatten om Grønland?
”Det er vigtigt, at man i Danmark også gør op med nogle af de skønmalerier, der er lavet af den danske kolonisering. Det er ikke, fordi kolonisering kun har været dårlig, men lige nu har vi en fortælling, der hedder, at den kun har været god.
Faktum er, at Danmark har efterladt Grønland i en mental ubalance, der kommer til udtryk i strukturerne, hvor grønlændere bliver mødt som mindreværdige. Det bliver man nødt til at erkende i Danmark og tage sin del af opgøret ved blandt andet at lytte og lade inuit fortælle sin historie selv.”