Prøv avisen
Debat

Groft karaktermord på Bowie er under lavmålet

Sørgende foran et gademaleri af David Bowie med det rød-blå lyn ned over ansigtet. Hans Hauge mener, at lynet minder stærkt om de britiske fascisters symbol, Flash and Circle (lyn og cirkel). Foto: Demotix

Det er ærgerligt, at Hans Hauge får lov til at køre ud ad en tangent med så grove og udokumenterede påstande om David Bowie, skriver Henrik Mikaelsen. Bowie har nemlig adskillige gange afvist enhver form for ideologisk sympati for nazisme eller fascisme

Læsere af Berlingske kender lektor Hans Hauge fra klummen ”Groft sagt”, så det kan på sin vis ikke overraske, at netop Hauge er i besiddelse af en grov pen.

Den 13. januar beskæftiger han sig med mediernes dækning af musikeren David Bowies død i netop ”Groft sagt”, og tre dage senere tager han så samme emne op i en noget længere - men i sin essens fuldstændig lige så perfid - kommentar i Kristeligt Dagblad under den i øvrigt noget misvisende overskrift ”Bowies død i et religiøst perspektiv”.

For var det så bare det, kommentaren handlede om, så havde det formentlig været interessant læsning. Nu er det bare et ensidigt og uvederhæftigt karaktermord.

Hauge har stirret sig blind på det ikoniske cover til Bowie-pladen ”Aladdin Sane”, som viser Bowies ansigt malet med et rødt lyn, og som - ifølge Hauge - er påfaldende identisk med symbolet for det britiske fascistparti.

Hauge forfølger dernæst nogle 40 år gamle og velbeskrevne teorier om, at Bowie skulle nære sympatier for nazismen i almindelighed og Hitler i særdeleshed. En påstand, som dengang fik næring af Bowies alter ego, ”The Thin White Duke”, der, når ret skal være ret, ikke fremstod som en synderligt sympatisk figur, hvilket Bowie også har indrømmet ved flere lejligheder siden.

Bowie har dog samtidig adskillige gange afvist enhver form for ideologisk sympati for nazisme eller fascisme. Og derfor er det ganske enkelt groft og under lavmålet, når Hans Hauge uden forbehold flere gange omtaler ”Bowies nynazisme” som en veletableret og dokumenterbar historisk kendsgerning.

Hauge ulejliger sig ikke engang med at flette ordet ”påståede” ind, hvilket ellers ville være det rimelige at gøre, når manden nu mere end én gang har afvist at sympatisere med nazismens tankegods, selvom han ganske rigtigt i en ung alder som kunstner og menneske var fascineret af Hitler. Det er han jo mildest talt ikke den første, der har været. Skal vi så også kalde Lars von Trier for nynazist, fordi han kom med en kluntet udtalelse i Cannes engang?

Jeg synes, det er ærgerligt, at Hans Hauge får lov til at køre ud ad en tangent med så grove og udokumenterede påstande, og så vil jeg i denne forbindelse undlade at gøre et stort nummer ud af, hvor patetisk det virker, at Hauge overhovedet kaster sig ud i at mene noget om indholdet af Bowies tekster og musik. ”Nu har jeg pligtskyldigt forsøgt at høre ham og har kedet mig bravt.”

Vorherre bevares! Det ville svare til, at jeg lyttede mig igennem 18 klaversonater af Mozart og herefter konstaterede, at det var ekstremt søvndyssende, og at ham Wolfgang da vist også var noget af en sindssyg stodder.

Til sidst bare lige denne undren: Når nu samtlige aviser - undtagen Kristeligt Dagblad - gav den gas med Bowie på forsiden, hvorfor er det da kun skribenter fra Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken, som Hans Hauge taler ned til? Hvad har Michael Charles Gaunt fra Berlingske dog gjort, siden han ikke også skal hånes? Nå jo. Hans meget Bowie-begejstrede nekrolog stod jo i den avis, som ugentligt lægger tryksværte til Hauges tanker.

Henrik Mikaelsen, Nørregade 11b, Nyborg