Prøv avisen
Debat

Grundtvig som kirkekorsanger

En del af maleriet ”Luthersk Gudstjeneste” viser salmedigteren, præsten og historikeren Nikolai Frederik Severin Grundtvig stående i midten af et kirkekor ved en gudstjeneste. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Maleri fra 1843 illustrerer, at man ikke kan overvurdere Grundtvigs betydning for salme- og folkesang

Der findes et stort antal portrætter af N.F.S. Grundtvig, men det er først for nylig, jeg er blevet opmærksom på, at der findes en afbildning af Grundtvig stående i midten af et kirkekor ved en gudstjeneste.

Ganske vist ikke som et selvstændigt billede, men som en del af et maleri forestillende en luthersk gudstjeneste udført af Johan Ludvig Lund (1777-1867).

Billedet blev udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling i 1843. Det hænger i dag i statsrådssalen på Christiansborg Slot.

Maleriet er et af en serie på fem, der beskriver religionens historie i Danmark, som blev udarbejdet i perioden 1827-1843 til Christiansborg Slot.

Titlerne på billederne er: ”Solens Tilbedelse”, ”Nordisk Offerscene fra den Odinske Periode”, ”Ansgar prædiker Kristendommen i Danmark”, ”Processionen ved Kristi Legemsfest fra den katolske Tid i Danmark” og ”Luthersk Gudstjeneste”.

En serie på otte malerier med profanhistoriske motiver til Christiansborg blev malet af C.W. Eckersberg. Arbejdsdelingen mellem de to malerprofessorer ved Kunstakademiet var en følge af deres interesser, hvor Lund især var blevet inspireret af de religiøse motiver under sine ophold i Italien.

Billedet af den lutherske gudstjeneste viser nadveren ved en gudstjeneste. Nadveren forrettes af to præster. Den ene står ved alteret med ryggen til, medens den anden uddeler nadverens vin til de knælende altergæster.

Præsterne bærer en rød skjoldmessehagel med et guldbroderet rygkors over albaen.

Et kirkekor står i baggrunden ved siden af alterpartiet. På en søjle ovenover hænger et billede af Martin Luther til erindring om kirkens reformator i starten af 1500-tallet.

I baggrunden står et brudepar med følge. Bruden er i hvid brudekjole med slør og hvide handsker. I højre hånd holder hun en brudekrans. Personernes klædedragt afspejler 1830'ernes stil og modefarverne grøn, lilla og blå.

I forgrunden i billedets højre side sidder en gammel kone på en taburet. Hun har en lang sort kjole på med en hvid krave og en sort kyse på hovedet. I forgrunden til venstre ses lidt af døbefonten.

Korstole og monstransskab viser, at det er en gammel kirke med inventar fra den katolske tid. J.L. Lund har gjort grundige forstudier til motivet. I Kobberstiksamlingen findes en tegning og tre løsere skitser til motivet samt en række figurstudier.

Det kan overvejes, om kirkearkitekturen henviser til en bestemt kirke. Det er muligt, at Lund har haft den gamle barokudgave af Frue Kirke i København i tankerne, da han besluttede sig for den arkitektoniske ramme.

Baggrunden tyder på, at der i koret er en kapelkrans omkring alteret, hvilket barokkirken havde bibeholdt fra sin gotiske forgænger.

Det lutherske i billedet er, at nadverens vin drikkes af altergæsterne, det vil sige, at nadveren uddeles i begge skikkelser.

Luther forklarer alterets sakramente således: ”Nadveren er et måltid for os kristne, indstiftet af vor Herre Jesus Kristus, som i brødet og vinen giver os sit eget legeme og blod.” I den katolske kirke uddeltes på den tid kun brødet til menigheden.

Denne forskel har kunstneren illustreret ved at vise nadvervinens uddeling af en fælles kalk, som alle drikker af. Det er blandt andet fortolkningen af nadveren, der adskiller den romersk-katolske kirke fra den evangelisk-lutherske kirke.

Billedet viser også vielsen som en kirkelig handling i forbindelse med gudstjenesten.

Grundtvig ses i midtenaf kirkekoret, der består af drenge. Alle korets medlemmer er iført sorte kapper med hvide kraver. Grundtvig er et hoved højere end kordrengene. Han har næsten skaldet isse og korte bakkenbarter. Han er på det tidspunkt omkring 58 år gammel.

Grundtvig står med en opslået salmebog i hænderne, men ser i modsætningen til drengene ikke ud til at synge med. Måske er det fra kunstnerens side tænkt som en symbolsk anbringelse af skjalden.

En pennetegning udført af P.C. Skovgaard i 1841 kan have dannet forbillede for J.L. Lunds Grundtvig-ikonografi. Tegningen findes i Det Kongelige Bibliotek. P.C. Skovgaard var elev af professor Lund, og det er muligt, at læremesteren har skelet til elevens tegning af Grundtvig.

Også andre kendte kirkefolk i samtiden er indsat i billedet i genkendelig form. Det gælder således præsten ved alteret, der umiskendeligt ligner biskop J.P. Mynster, der var Sjællands biskop fra 1834 til 1854. En portrætskitse af Mynster udført af J.V. Gertner i 1842 kan have været inspirationskilde.

Præsten med kalken er vanskeligere at bestemme, men kan muligvis, bedømt på alder og ikonografi, være H.L. Martensen, som i 1840 blev professor i teologi ved Københavns Universitet. Det er først i det endelige maleri, Lund indarbejder navngivne personer i billedet.

GRUNDTVIGS BETYDNING for salme- og folkesang kan ikke overvurderes. Det synes J.L. Lund allerede at have indset i 1843, da han i et billede indsatte Grundtvig i et kirkekor.

Det var Grundtvigs hensigt at forny salmesangen i den danske folkekirke. I 1837 udgav Grundtvig første del af ”Sangværk til den danske Kirke” med cirka 400 salmer, og i 1839 blev han præst ved Vartov Kirke, hvor han samlede en trofast menighed om sig.

I den danske gudstjeneste har salmesangen en meget central placering, og det er ikke mindst Grundtvigs skyld. Det har derfor kirkehistorisk relevans at vise Grundtvig sammen med et kirkekor, selvom det efter Grundtvigs opfattelse hverken er orgel eller kirkekor, der bærer salmesangen, men menigheden.

I gudstjenesten lyder Guds levende ord, og menigheden svarer igen med lovsang, så taget letter, og englene fryder sig!

Lovsynger Herren, min mund og mit indre!

Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!

Tonerne spille, som stjernerne tindre,

trindt om Jehovas højhellige navn!