For Grundtvig var sproget indbegrebet af danskhed

I år er det 150 år siden, N.F.S. Grundtvig døde. Grundtvig levede fra 1783 til 1872 og efterlod sig et enormt forfatterskab. Grundtvig var besat af at udtrykke sig i både skrift og tale, og for ham var sproget ikke blot et middel til at formidle sine tanker. Han tillagde også sproget stor værdi i sig selv.

I sit programskrift ”Det Danske Fiir-Kløver” eller ”Danskheden partisk betragtet” fra 1836 placerede han sproget som et af danskhedens fire elementer: konge, folk, modersmål og fædreland.

Grundtvig var en arg modstander af latin, og han skrev som 53-årig teolog i ”Det Danske Fiir-Kløver”, at han ”endnu [havde] Smagen i Munden af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder siden spyttede ud”.

Hele Grundtvigs levetid var præget af krige mellem Danmark og de tysktalende naboer mod syd. Grundtvig var trods sit indgående kendskab til tysk filosofi og litteratur interesseret i en nordisk alliance, og sprogvidenskaben var en vigtig kampplads for identitetsfølelsen. Den tyske sprogforsker Jacob Grimm (1785-1863), der i dag er mest kendt for de folkeeventyr, han samlede og udgav med sin bror Wilhelm Grimm (1786-1859), anså det danske sprog for at være en germansk dialekt på linje med eksempelvis hessisk og holstensk.

Det brød man sig ikke om i Danmark, for hvis det danske sprog var tysk, var danskerne også en slags tyskere, og så kunne det selvstændige kongedømme lige så godt anses for et tysk rige. Grundtvig ønskede at betone den nordiske vinkel på den danske identitet og udarbejdede værket ”Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren”, som udkom i 1808, og var på den måde med til at støtte den voksende interesse for det nordiske. I 1811 blev der udskrevet en prisopgave med formuleringen:

”Med historisk Kritik at undersöge og med passende Eksempler at oplyse, af hvilken Kilde det gamle skandinaviske Sprog sikrest kan udledes.”

Prisopgaven blev besvaret af en ung studerende ved navn Rasmus Rask, og Grundtvig jublede, da Rask vandt prisen ved at påvise, at de gamle skandinaviske sprog havde en række træk til fælles med det gamle islandske sprog, som ikke fandtes i det tyske sprog, og at dansk derfor burde betragtes som særlig del af de nordiske sprog og ikke som en tysk dialekt. Et af disse træk var den efterstillede bestemte artikel. Hvor man på tysk, fransk og engelsk har foranstillet bestemt artikel som i das Haus, la maison og the house, har man på dansk efterstillet bestemthed i huset, som på islandsk, norsk og svensk. Dette argument har fået nogle til at hævde, at de jyske dialekter skulle anses for at være tyske, da man her skelner mellem a hus (et hus) og æ hus (huset), men den diskussion lader vi ligge her.

Grundtvig støttede Rask, der i øvrigt var døbt Rasch, men fordanskede sit navn, og Rasks sprogvidenskabelige forskning gjorde om muligt Grundtvig til en endnu mere entusiastisk dyrker af nordisk mytologi og bekæmper af dem, der mente at kunne finde rester af dyrkelse af Odin og Thor på tysk grund.

Grundtvig blev med årene mere og mere optaget af at rense det danske sprog for fremmedord. Ifølge ham havde ”Tanker og Følelser kun paa Modersmaalet deres Fynd og Klarhed for os alle”. Han udarbejdede en liste over afløsningsord, altså danske ord, der kunne bruges i stedet for ord fra latin og græsk.

Nogle af dem var stærkt værdiladede som gadedrengeherskab i stedet for anarki, skriverstueherskab for bureaukrati, selvrådighed for demokrati, åndelig og hjertelig frigivelse for kvindens emancipation og selvklogskab for rationalisme.

Grundtvig kunne heller ikke lide ordet sprog, som er beslægtet med det tyske ord Sprache, og når han talte om sprog, kaldte han det ”Moders Tunge”, ”Modersmaal”, eller ”Moders Maal” og kombinerede det danske sprog med feminine værdier som sødt, smukt og blødt.

Det var ikke almindeligt på det tidspunkt at opfatte det danske sprog som noget feminint. Holberg brugte både betegnelserne ”Fædernelands Maal” og ”Moders Maal”, mens St.St. Blicher i sangen ”Mit Modersmaal” fra 1840 skelner mellem ”Moders Maal”, der er knyttet til ”De første Toner søde, der Barneøret i dets Vugge møde” og ”Min faders Maal”, som er en ”fast Alvorsstemme”, og Christian Wilster brugte i 1827 i digtet Ludvig Holberg-udtrykket ”Fædrenes Tunge”.

Grundtvig opponerede mod datidens danskeres nedprioritering af det danske sprog, og i 1815 sammenlignede han det med udenlandske sprog:

”Jeg troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest oprørte Sø-Gang. Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke truffet nogen Fremmed med mindste Stemme-Ret, der jo strax indrømmede, at Danmark, deiligst Vang og Vænge, Lukt med Bølgen blaa, er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt, bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, næst deres Eget, vilde prise Danmark og Dansken.”

GRUNDTVIG mente, at de fremmede, hvis sagen altså blev rigtigt drøftet, ville give ham ret i, at det danske sprog var verdens næstbedste sprog – kun overgået af deres eget modersmål.

Grundtvig opfattede det danske sprog som noget, der er knyttet til det danske folk. Allerede i 1837 skrev han sangen ”Moders navn, som lever i folkemunde”, og i sangen ”Ingen har guldtårer fældet” fra 1855 synger vi om ”Ordets klang i folkemunde”, og i sangen ”Jeg gik mig ud en sommerdag” fra 1847 synger vi ”På folkets modersmål, med Danmarks tunge”.

Grundtvig beskriver i sangen ”Moders navn” fra 1837 sproget som det, der skaber fællesskab mellem mennesker: ”Modersmål er det rosenbånd, / som store og små omslynger”, og han ser også sproget, som det, der forbinder danskere i fortid og nutid. I sangen ”Der er hel underligt et sprog” fra 1816 hedder det:

”Der er hel underligt et sprog

hun har, den dane-sage,

hun taler kun så jævnt og dog

så snildt om gamle dage.”

Det kunne se ud, som om Grundtvig beskæftigede sig indgående med det danske sprog i alle dets facetter. Der er dog ét sprogligt område, han undgik hele livet. Intet kunne interessere ham mindre end Grammatikalsk Fuldkommenhed og Lexikalsk Fuldstændighed.

Dette område kunne Skole for Døden og dens tilhængere have i fred fra ham.

Lise Bostrup er cand.mag. i dansk og tysk og formand for Den Danske Sprogkreds