Prøv avisen

Grundtvigske åndehuller: Kirke-forfatningen har brug for frisogne

Topstyring vil svække Folkekirken, mener dagens debattør. Arkivfoto: Ribe Domkirke. Foto: Christian Ringbæk Denmark

DER ER TO SLAGS kulturelt og kirkeligt liv i Danmark: et offentligt styret liv fra centralt hold og et decentralt folkeligt og folkekirkeligt liv, der styres anarkistisk rundt om i forsamlingshuse, foreninger og kirker.

Man vil nu fra visse kirkelige topkredse hjælpe det decentrale og anarkistisk folkekirkelige liv ved at centralisere det og styre det og gøre det synligt og billigt,hvad det helt sikkert ikke bliver for dem i bunden af pyramiden.

Det sker ikke bare gennem forslag om kirkeråd, men også gennem provstier og kirkeministerium. Man slår sogne sammen, man skal nu via provstiet styre også de teologiske sider af provstiets liv (jævnfør de prøveordninger, der blandt andet er indført i Varde Provsti), man indfører new public managements tælletyranni via kirkebogsfunktionen, noget, som Kirkeministeriet for nylig har sat i gang. Man gør det kort sagt umuligt at definere sig som en klassisk grundtvigsk folkekirkelig menighed, hvis virkefelt er sognet.

Derfor bør fornuftige politikere sørge for, at der i den nye lov om folkekirkens styrelse er en udvidet valgmenighedsparagraf/frisognsordning, der gør, at et sogn kan forlange at få rådighed over de midler, der på baggrund af deres medlemsskattegrundlag tilhører dem.

De skulle så have mulighed for at kunne organisere sig som valgmenighed uden indblanding fra provsti og andre centrale myndigheder, altså som valgmenighed i praksis fungerer i dag. Det vil muligvis betyde færre penge for det enkelte frisogn, men som man gør i frie menigheder, så finder man frivillige til de forskellige funktioner, som menigheden finder vigtige.

LÆS OGSÅ: Teologien forandrer ikke længere verden

Det er min erfaring gennem 10 år i Ryslinge Frimenighed på Fyn og 10 år i folkekirken, at de kræfter, som man aktiverede der, vil kunne aktiveres i folkekirkelige frisogne. Det vil betyde, at man styrkede det decentrale element i folkekirken, som alle dage har været dens force, fordi man netop herigennem kunne undgå utidige politiseringer og ensretning fra kirkens bekymrede topfolk.

Den politiske kreds af venstrefolk og konservative, der i sin tid stod bag Valgmenighedsloven af 1868, må her være foregangsmænd sammen med andre fornuftige frihedselskende tilhængere af en folkekirke, hvor Guds ord er rammen for menighedens liv, og hvor man deler sig efter anskuelser, når man er trådt ud af kirken, hvor man har siddet sammen.

Et kirkeråd med topstyring kan muligvis ikke undgås, men man bør så i det mindste i frihedens navn sikre, at de menigheder, der ikke ønsker at leve under dette enorme bureaukrati, kan gøre det.

Det vil være altafgørende for folkekirkens fremtid, at der findes sådanne åndehuller, som kan gøres til model for fremtidens folkekirke, når de kristne i landet er blevet trætte af kirkeråd, ministre, provstier og andres formynderi og papirbjerge.

Torben Bramming, sognepræst i Ribe og Seem Puggaardsgade 3,1., Ribe