SPØRGSMÅLET om blasfemiparagraffens berettigelse er igen blevet aktuelt, efter at Institut for Mennneskerettigheder sammen med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har stillet forslag om, at den afskaffes.
Ønsket om at få paragraffen sløjfet trækker spor helt tilbage til Muhammed-krisen og handler tilsyneladende mest om at forhindre muslimer i at bruge blasfemilovgivningen som et værn imod religionskritik.
LÆS OGSÅ: Det er snarere politik der skal ud af det offentlige rum
Selv Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, har meldt sig blandt åndsfrihedens kamptropper og mener, at forhånelser af Gud er prisen værd, hvis de kan bremse de muslimer, der vil undertrykke kristne og religionskritikere med blasfemiloven.
Teologer tøver altså ikke med at gå på kompromis med, hvordan der kan tales om deres egen Gud, bare det kan give dem kontrol over, hvordan andre tænker og tror om Gud. Det er foruroligende, at teologer ikke længere mener, at det er muligt at konfrontere islam med kritik uden at tage retten til at latterliggøre og håne Gud i brug. Det må være, fordi de har meget lidt tiltro til deres egen gud, at behovet for at spotte andres gud er så stærkt. Det er, som om jo større ret vi får til at svine Gud til, desto mere styr synes vi, vi har på Gud.
Paradoksalt nok er den fornuftsbårne religionskritik og de tunge teologiske argumenter mod islam forstummet, i takt med at der råbes højere og højere om retten til ytringsfriheden fra præstegårdene og de teologiske fakulteter. Hvor mange danske teologer er gået i åben clinch med muslimer om Jesu guddommelige natur, opstandelse og Gud som treenig? Forbavsende få er optaget af sandhedsspørgsmålet i religionerne, men rider i stedet for med på en bølge af politisk raseri imod alt helligt.
LÆS OGSÅ: Begrav blasfemiparagraffen
Under Muhammed-krisen, hvor grænserne for, hvad man kunne sige om Gud og andre menneskers tro, blev endevendt, hørte man igen og igen præster og teologer sige, at der ingen grund var til at bekymre sig om den kristne Gud. Han kunne holde til hvad som helst. Intet kunne forarge ham, ingen latterliggørelse, uanset hvor grov eller pervers den måtte være, kunne ryste og krænke Gud. Samme argument gentog biskopperne Kjeld Holm og Karsten Nissen forleden i debatten om blasfemiloven: Gud kan sagtens holde til det; Gud kan ikke blive fornærmet, forsikrede de.
Jeg er nu ikke så sikker på, at det er rigtigt, at Gud ikke kan blive fornærmet eller føle sig direkte krænket. Nyere tids kristendom har fostret et gudsbillede, hvor Gud ligner en naturlov, der fungerer efter fastlagte og nærmest mekaniske regler.
En fjern og anonym instans, hvis automatfunktion er at tilgive og se igennem fingre med alt. Det er ikke en Gud, der kan reagere eller føle noget som helst. Han er helt blottet for ethvert menneskeligt følelsestræk selv-om kristendommens kongstanke er, at Gud er blevet menneske.
LÆS OGSÅ: Bevar paragraffen om blasfemi
For visse teologer er følelser ligefrem af det onde. De skal derfor holdes ude af troslivet og især gudsbilledet. Klummeskribent Kåre Gade skriver da også i sine Lørdagsrefleksioner den 12. maj her i avisen, at hvis religiøse følelser skulle være et argument for at beholde blasfemiparagraffen, er det alene grund nok til at få den afskaffet hurtigst muligt. Derfor er Gud også blevet frataget retten til at føle noget.
Det er ikke et gudsbillede, der harmonerer med den Gud, som Bibelen fortæller om. Her optræder Gud i allerhøjeste grad som en Gud, der føler og bliver bevæget. Gud glæder sig over sit skaberværd, han fortryder også næsten, at han skabte mennesket og sender syndfloden. Han svarer, når salmisten råber på ham fra dybet, og han griber ind over for dem, som viser ham tillid. Han elsker verden så meget, at han giver den sin søn. Sønnen føler sult i ørkenen, og han bliver så vred, at han rydder Tempelpladsen. Han føler medlidenhed med de syge, han sveder blod af angst i Getsemane Have, og han tørster på korset.
Som kærlighedens ophav og skaber føler Gud meget mere, end noget menneske har forstand til at forestille sig. Der er ingen tvivl om, at Gud bliver dybt såret og krænket over vores afvisning og latterliggørelse af ham. Det er i øvrigt også et gennemgående tema hos de fleste kristne mystikere, at Gud begræder, hvordan mennesker dagligt genkorsfæster ham.
Vi mener, at med retten til at håne og foragte Gud har vi nået højdepunktet i vores civilisation. Men inden vi for alvor begynder at tæske løs på Gud, er det måske værd at overveje, at de absolut allerstørste kunstværker og milepæle i europæisk historie er skabt til ære for Gud.
Det gælder for eksemepel de store katedraler og kunstnere som Michelangelo, Rafael, Dante og J.S. Bach. De havde nemlig forstået at frygte Herren er begyndelsen til visdom, enhver, der gør det, bliver såre klog. (Salmernes Bog 111).