Gud har jo ikke skabt kapitalismen

For mig at se er det en grundværdi for en socialist at være ateist, siger Henning Hyllested.-- Arkivfoto.
For mig at se er det en grundværdi for en socialist at være ateist, siger Henning Hyllested.-- Arkivfoto.

Kritikken af Asmaa Abdol-Hamid, der er muslim, bærer tørklæde og kandiderer til Folketinget for Enhedslisten, fik i den forgangne uge tilslutning fra hendes partifælle Henning Hyllested, der er lokal folketingskandidat i Esbjerg. Han mener nemlig slet ikke, at man kan repræsentere Enhedslisten, når man tror på en Gud.

Betyder det, at du mener, at det er uforeneligt at være socialist og religiøs?

-- Ja, et eller andet sted gør det vel. Jeg kan ikke få ind i hovedet, hvordan man kan forene de ting. For mig at se er det en grundværdi for en socialist at være ateist. Jeg har ikke problemer med, at troende stemmer på os eller er partimedlemmer. Men hvis man insisterer på sin tro, har jeg svært ved at se, at man kan være frontfigur i et socialistisk parti.

Socialistisk Folkeparti har haft præsten Margrete Auken som folketingsmedlem. Er hun ikke eksempel på, at man kan være troende kristen og socialistisk frontfigur?

-- Jeg synes især, problemet opstår, når frontfiguren på en meget agiterende og insisteren- de måde bruger sin religiøsitet. Man hører ikke Margrete Auken i tide og utide gå ud og fortælle om sin kristne overbevisning.

Så du mener som statsministeren, at religion er i orden, hvis det holdes ude af det offentlige rum?

-- Vi må meget gerne diskutere religion offentligt, for religion spiller en stor rolle i samfundet. Problemet er en kandidat, der som troende nødvendigvis må have en anden forklaring på samfundets forhold end den socialistiske. Kapitalismen er ikke skabt af Gud. Som socialister tror vi på, at den er skabt af mennesker og kan ændres af mennesker. Lige siden arbejderbevægelsen opstod, har vi afvist religiøse forklaringer på, hvorfor vi er her, og hvordan vi kan ændre samfundet.

Handler det ikke bare om, at Asmaa Abdol-Hamid og du konkurrerer indbyrdes om at blive valgt til Folketinget for jeres parti?

-- Nej, for pokker. Jeg er bare en lille lokal kandidat fra Esbjerg. Jeg er ikke på top 10 ligesom Asmaa, der er opstillet som nummer syv på landsplan. Jeg har ingen ambitioner om selv at blive valgt ind. Når jeg reagerer, er det kun, fordi det strider mod min socialistiske børnelærdom, at man kan være repræsentant for socialisme, samtidig med at man repræsenterer islam, kristendommen eller en anden religion.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

-- Problemet er en kandidat, der som troende nødvendigvis må have en anden forklaring på samfundets forhold end den socialistiske, siger Henning Hyllested.  – Foto:Scanpix.
– Problemet er en kandidat, der som troende nødvendigvis må have en anden forklaring på samfundets forhold end den socialistiske, siger Henning Hyllested. – Foto:Scanpix.