Bildøren smækkesmed et brag, motoren starter, og vi kører gennem de trange gaders mylder af mennesker, grøntsagsboder og tæt trafik. Lyden fra en nærliggende moské, der kalder til bøn, trænger igennem bilens motorstøj og min hulken.
Jeg sidder foroverbøjet på bagsædet med hovedet mellem knæene, grædende i afmagt. Mine hænder har solidt greb om mine lår, og jeg kan mærke, at det højre er meget ømt.
Jeg har netop afsluttet fire timers interview med flygtningebørn ved den syriske grænse, og det går op for mig, at jeg må have nevet mig selv i låret for ikke at lade de triste børneskæbner trænge for langt ind. Fotografen lægger en arm om mig. Han ved godt, at jeg er gået i stykker.
”Never cry in front of the witness, Miss,” siger min tolk, men jeg græder, indtil bilen igen stopper.
”Pull yourself together, Miss. More stories are waiting for you,” siger han og stikker mig et lommetørklæde.
Fotografen søger mit blik for at sikre sig, at jeg er klar. Vi nikker til hinanden. Jeg er klar. Vi er klar.
Vi forlader bilen og opsøger nye historier, nye skæbner, men gamle mønstre i vores verdenshistorie. Scenarierne er de samme, kun tid og sted er forandret, og børnene er altid de største ofre. Generation efter generation lader vi børn vokse op på flugt og i uvished. Uden tryghed, uden mad og ly, uden fremtid.
Deres historier handler om seksuelle overgreb, mishandling, lemlæstelser, svigt, flugt, ensomhed og død. Tre millioner syriske børn er født efter krigens begyndelse for over seks år siden, og de kender ingen anden verden. Deres historier gør det svært ikke at græde og gemme sit ansigt mellem knæene.
Nogle historier er dog som ganske små lys i mørket. Deres fremtid er usikker, og de lyser kun et lille område op, men de brænder ikke desto mindre stædigt videre.
Særligt har tre personer gjort indtryk på mig – tre personer, der insisterer på, at de syriske flygtningebørn skal sikres en værdig fremtid. Deres navne er Salim, Yasmin og Elaph. Alle tre er syriske flygtninge, der har dedikeret deres liv til at hjælpe krigens børn. De kæmper hver eneste dag mod systemer, der prøver at knække dem. De drømmer om, at de syriske børn igen bliver frie, legende, stærke og modstandsdygtige, og hver dag prøver de at erstatte ensomhed, tristhed og traumer med kærlighed, nærvær og tilgivelse.
Yasmin indtager rummet,vi sidder i. Hendes påklædning får hende til at se ud som en frodig kvinde. Jeg prøver at forestille mig hende i et par jeans og en tætsiddende bluse, men hun er perfekt, præcis som hun er. Hun bærer sig selv stolt, som så mange arabiske kvinder gør. Hun taler i en strid strøm, og min tolk er på overarbejde. Hendes ord er insisterende og fyldt med alvor og holdninger. Min hud er fyldt med kuldegysninger blot ved hendes tilstedeværelse.
”Tak, Gud – helte findes i al denne elendighed,” tænker jeg.
Men der er noget ved hende, der ikke passer med ordene. Hun er så lavmælt og træt. Hun smiler ikke, og hendes øjne udstråler afmagt og tristhed. Fotografen, som jeg rejser med, er lullet et saligt sted hen af hendes smukke, arabiske sprog, der nærmest former sig som en sang. Han hviler hovedet i sin hånd, smiler og har lagt kameraet i skødet.
Yasmin har åbnet et børnecenter for syriske gadebørn 500 meter fra den syriske grænse i Tyrkiet, og det hele startede, da hun en dag så en lille pige spise skrald på gaden.
”Det var ulideligt at se, hvad krigen i Syrien havde gjort ved mit folk og børnene. Vi var blevet dyr!”, siger hun.
Børnene, der er tilknyttet centeret, arbejder 12 timer hver dag. De går på gaden og samler plast, pap, papir og glas, som de tager med til en fabrik, hvor det hele bliver vejet. Trætte og sultne står børnene tilbage med fem kroner i hånden – og sommetider en brændende rød kind, efter slag fra fabrikkens ejer. Yasmin har skabt et frirum, hvor de får kram, mad og et bad.
”På centeret lærer jeg børnene, at de er betydningsfulde, og at de har rettigheder,” siger hun. ”Blandt andet retten til at have en mening. Mit højeste ønske er, at de bliver robuste og fyldt med selvtillid. De skal være livsduelige og stærke.”
Jeg møder Salimi en af grænsebyerne til Syrien, i det røgfulde lærerværelse på læringscenteret, som han har startet. Salim er høj, krumrygget og meget slank. Hans jakkesæt er for stort, og jeg tænker, at det nok ikke altid har været det. Han er bekymringsfuld og opgivende, og hans ansigt er fyldt med rynker fra et hårdt liv. Han zapper ind og ud af sindstilstande. I det ene øjeblik griner han, men så snart vores snak falder på centeret og børnenes fremtid, bliver han alvorstynget og trist.
”Jeg er bekymret hver eneste dag og har svært ved at falde i søvn,” fortæller han. ”Jeg tænker på centerets overlevelse og på børnenes traumer og fremtid.”
Salim sidder bag sit overfyldte skrivebord. Bunker af papirer, regninger, tomme kaffekrus og børnetegninger har hobet sig op. På væggene hænger det syriske flag og en gammel, ensom nøgle. Den tilhører en anden tid og et andet liv. Salim låste døren bag sig, da han flygtede fra sit hjem i Aleppo. Nu hænger nøglen på væggen bag hans skrivebord til den dag, hvor han igen kan sætte den i låsen og træde ind i sit efterladte hus.
Børnene kommer til centeret for at synge, lege og tale om deres hjemland.
”Jeg var nødt til at åbne centeret,” forklarer Salim. ”Jeg var begyndt at se syriske børn i en hjerteskærende livssituation; uden tilbud om uddannelse eller omsorg, og som hårdtarbejdende gadebørn. Jeg ville have dem tilbage til det værdige liv, de fortjener. Det er min fordømte pligt!”.
Salim var teaterdirektør for et stort og prestigefyldt teater i Aleppo. Nu bruger han alle kræfter på at prøve at samle resterne af ødelagte barndomme op.
”Mit liv er ovre. Der er ingen fremtid for mig, men jeg bliver nødt til at gøre, hvad jeg kan for børnene,” siger han.
Han fortæller om børn, som arbejder under ulidelige forhold, og som ikke længere er børn. Deres liv er uden retning og håb. De er den tabte generation. Og de er Syriens fremtid.
”Når jeg kigger ind i børnenes øjne, ser jeg en tristhed, som aldrig kan repareres. Ingen kan gøre det godt igen. Aldrig.”
Elaph er min syriske søster. Vi er født det samme år; hun i Syrien, jeg i Norge. Vi skråler til den samme 1990’er-musik og danser med de samme bevægelser til rytmerne. Vi griner ad de samme vittigheder og græder over de samme, triste børneskæbner. Jeg har tre børn. Hun har 43. Elaph driver et børnehjem for forældreløse eller efterladte flygtningebørn. Jeg tilbragte fem timer på børnehjemmet og har snart brugt fem måneder på at komme mig over de historier, jeg hørte der.
Elaph drager omsorg for nogle af de børn, som ingen vil have. Mange af dem har mistet deres forældre under krigen i Syrien, andre er ikke blevet accepteret af mors eller fars nye partner. Atter andre børn har hun fundet på gaden fyldt med heroin og alkohol. En af drengene har set sin mor have seksuel omgang med flere forskellige mænd i deres lejlighed. Hun var tvunget ud i prostitution, og han var fem år gammel.
Vi sidder på Elaphs kontor. Hun gennemgår børnenes skæbner og livshistorier. Vi græder sammen. Jeg kan mærke min mave vende sig, imens jeg tager en tår af min chai.
”I min tro siger vi, at Gud kun giver én de udfordringer, man er i stand til at håndtere. Jeg går ud fra, at Gud har store tanker om mig,” smiler hun.
Jeg tænker, at religion aldrig har givet større mening for mig.
Indimellem bliver vi afbrudt af børn, der kommer stormende ind på hendes kontor. Hun kysser dem. Hun krammer dem. Hun ser dem. Når børnene forlader kontoret, siger hun: ”Det barn dér er noget helt særligt for mig.” Det siger hun om alle sine 43 børn.
”Jeg drømmer om, at de syriske børn, kan leve så normale liv som overhovedet muligt. Min vigtigste opgave er at lære børnene at tilgive. Tilgive de mennesker, der har gjort dem ondt, og finde styrke i tilgivelsen, så de kan leve med det, de har oplevet,” siger hun.
En lille, forsigtig dreng kommer ind på kontoret. Elaph slår sine arme ud: ”Salaam Mohammad!”.
Drengen er mentalt udfordret og er blevet misbrugt af sin mor og far.
”Når jeg bliver voksen, skal jeg blive som Elaph. Jeg elsker hende så højt. Hun passer på mig,” siger han.
Efter to uger måtte jeg forlade mine nye syriske venner og overlade dem til det liv, der set udefra virker brutalt og håbløst, men de har opbygget et liv og en tilværelse sammen med børnene. De har skabt en mening midt i den bundløse meningsløshed.
Yasmin, Salim og Elaph er noget i kraft af de syriske børn. Og omvendt. De kæmper for at besejre det onde med det gode.
Maren Elise Skjerlie Gilling er lærer og forfatter.