Gud tilgiver også Anders Behring Breivik

At vi alene gennem tillid til Guds nåde bliver accepteret af Gud, selvom vi er uacceptable, forekommer en nutidig moral skandaløs og tåbelig, skriver Sven Thorgaard

Gud tilgiver også de uacceptable, skriver Sven Thorgaard i dagens debatindlæg
Gud tilgiver også de uacceptable, skriver Sven Thorgaard i dagens debatindlæg. Foto: ROALD, BERIT Denmark.

I SIN BOG Solsikken erindrer Simon Wiesenthal en oplevelse fra Anden Verdenskrig, hvor han i Rusland bliver ført ind til en døende tysk soldat, der gerne vil have en jødes tilgivelse for en grusom massakre mod 300 jøder.

Der er især et billede, der igen og igen dukker op i den tyske soldats erindring: en brændende far, der med sin datter springer ud af et brændende hus. Pigens hår var sort, og hun havde sorte øjne.

LÆS OGSÅ: Teologer: Gud står bag Breiviks massakre

Simon Wiesenthal rejser sig fra soldatens dødsleje uden et ord. Lige siden forfulgte han spørgsmålet: Skulle jeg have tilgivet soldaten?. Og så tilføjer han: Havde det været en kristen præst, så havde soldaten sikkert fået sin tilgivelse.

At mennesket alene ved Guds nåde og ved tro, uden lovens virke, det vil sige uden enhver moralsk anstrengelse, bliver en for Gud uigenkaldelig person, det var ikke blot på kristendommens tidlige stadium for grækerne en dårskab og for jøderne en skandale.

At vi uden enhver anstrengelse, uden egen medvirken, men alene gennem tillid til Guds nåde bliver accepteret af Gud, selvom vi er uacceptable, det forekommer også en nutidig moral skandaløs og tåbelig. Men sådan er det altså.

Når vi sidder i kirken om søndagen, oplever vi at blive tiltalt som personer, der er mere end summen af vore handlinger. Her kan vi så at sige begynde forfra. Hvordan eller hvorfor?

Fordi Gud har taget vores forbandelsesdød på sig. I den korsfæstede Kristus har Gud dødet døden i vores sted (2. Kor. 5, 21): Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.

Jamen, hvad så med det onde? Hør engang Luther. Han henviser til 1. Sam. 2, 6: Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra. Her er en modsætning, siger Luther og henviser til 1. Kor 12, 6: Gud er den samme, som virker alt i alle.

Men Luther siger også, at Gud ødelægger, for at han på ny kan skabe ud af intet. Gud gør alt, hvad der sker i virkeligheden, han virker alt i alt. Når mennesket dør, når der sker ondt, så er heller ikke dette muligt uden Guds almagt.

Var Gud ikke i alt, hvad der skete, så ville han være en latterlig Gud. Men virker Gud alt i alle, så er han også i den gudløse, ja, endog Satan. Ja, så må Farao, Judas og Breivik være til tjeneste for hans almægtige vilje.

Guds nej til Kain er Bibelens første ord om retfærdiggørelse af den gudløse (1. Mos. 4, 8), hvor brodermorderen Kain dømmer sig selv til at blive flygtning på jorden. Men det siger Gud nej til.

Og Kain er hvert menneskes mulighed.