Prøv avisen
Kirkeligt set

Guds død får mennesket til at knæle for teknologien

Illustration: Søren Mosdal

Vi italesætter os selv som små programmerbare maskiner og indretter os derefter. Mennesket er ved at forsvinde, skriver lektor i socialvidenskab, der mener, at kirken ikke kan sidde denne udvikling overhørig

DEBATTEN OM de digitale kirkeklokker, der blandt andet har kørt her i bladet, kan virke perifer og ligegyldig. Men set i en større kontekst er der al mulig grund til at tage debatten alvorligt. Den handler nemlig om teknologiens indmarch i vores dagligdag, fra vugge til død. Der er nu opstået et helt forskningsfelt, ”robotics”, der konstant skubber grænserne for, hvad robotter og kunstig intelligens kan udrette.

For en generation siden betragtede man mest robotter som noget teknisk, der kunne frigøre mennesket fra det mekaniske og rutinemæssige arbejde. Med robotternes hjælp kan mennesket jo passende dedikere mere tid til det, der faktisk giver livet mening: åndslivet, nærheden, legen, venskabet, kærligheden og det sociale samvær. Alt andet er jo en parentes i livets store fortælling.

Nu er situationen en helt anden. Robotter bliver udviklet netop med sigte på at assistere os i det allermest intime. Der vil ligge legerobotter til landets børn under juletræet i år. For det andet er sex-robotter af stigende popularitet. Snart behøver vi slet ikke bekymre os om at finde egnede sexpartnere. Vi kan bare bestille dem på nettet med netop de mål og stønnelyde, der måtte pirre os. Et tredje område, hvor robotforskningen er i rivende udvikling, er plejesektoren. Konkurrencestaten har jo svært ved at nå ud til alle de mennesker, der måtte have behov for pleje. Så bare rolig: Robotterne er på vej. Et fjerde område, hvor robotudviklingen accelererer, er krigsførelse. I stedet for at sende mennesker i felten for at slå ihjel, kan man sætte robotter til det. Går det galt, er det trods alt kun en maskine, der skal repareres. Robotter er effektive dræbermaskiner, og krig handler om at maksimere fjendens tab. Leg, sex, omsorg og krig. Det er inden for disse afgørende dimensioner, at robotternes fremmarch vil forandre vores livsverden.

Man skal ikke afskrive robotternes potentialer. Samtidig er det nok meget klogt at tænke lidt over de langsigtede konsekvenser, hvilket sjældent er en dyd blandt de firmaer, der finansierer den teknologiske udvikling – og skummer profitten.

Vores børns afhængighed af elektronik er allerede nu en bekymrende patologi. Måske sexrobotter på den korte bane kan aflede aggressive mænd og redde kvinder fra voldtægt. Men på den lange bane kan den ultimative afspiritualisering af det erotiske møde også være med til at udbrede opfattelsen af kvindekroppen som et passivt objekt, man kan udnytte, som man vil.

Måske robotter kan effektivisere plejesektoren, men de kan nok også skabe en fremmedgørende effekt lige præcis der i livet, hvor det ikke er en talende støvsuger, men varmen fra et menneske, vi har brug for.

Dræberrobotter kan optimere krigsførelsen, men de kan så sandelig også være med til at eskalere militære konflikter ud af proportioner. Forskerne er selv blevet klar over, hvilket uhyre de har bragt til verden, og appellerer nu til FN om et globalt forbud på militærrobotter. Stormagterne er ligeglade med forskernes bekymringer. Ligesom dengang med atombomben.

MEN PROBLEMETS KERNE er ikke teknologien. Videnskaben er i fuld gang med at lave replikanter, men i mellemtiden er vi for længst gået i gang med at gøre os selv til maskiner. Når politikerne skal finde på nye reformer, tager de ”en tur i maskinrummet” og laver noget ”koks i maskineriet”. Når vi er ”brændt ud” skal vi ”tanke op”. Når vi er ”løbet tør for strøm”, skal vi ”oplade vores batterier”. For ikke at stresse videre mod endnu en ”kortslutning” skal vi lære at ”trække stikket ud”. Det er ”energien”, vi har mistet – ikke sjælen.

Den sproglige udvikling af de maskinelle metaforer er både et symptom på åndslivets forfald og en medvirkende årsag dertil. Transhumanismen fortsætter bare en udvikling, der for længst er sat i gang. Vi italesætter os selv som små programmerbare maskiner og indretter os derefter. Opholdet i den antropocæne tidsalder står til at blive kortvarigt. Mennesket er ved at forsvinde, som et ansigt tegnet i sandet ved havets bred.

Kirken kan ikke sidde denne udvikling overhørig. Digitale kirkeklokker eller ej. Det er Guds død, der får mennesket til at knæle for teknologien. Utopier om selvfrelse og drømme om det perfekte menneske har altid været drevet af den radikale ateisme.

Ordet ”robot” er tjekkisk, fra ”robotnik”, som betyder ”slave”. Ordet blev introduceret i forbindelse med et teaterstykke af Karel Capek, som fik premiere i Prag i 1921. Stykket handler om en fabriksejer, som fremstiller robotter, der skal udføre menneskernes arbejde. I starten går det fint, men så organiserer robotterne en revolte og gør menneskerne til slaver. Den frihed, mennesket skulle have vundet med robotternes hjælp, ender i den ultimative trældom. Stykket skabte stor opmærksomhed og rejste i triumf til London og Broadway. Nu er det tjekkiske teaterstykke ikke længere en dyster og utopisk vision, men snarere en stadig mere præcis beskrivelse af den verden, vi lever i.

Robotterne er kommet for at blive. Spørgsmålet er, om man kan sige det samme om menneskeheden.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.