Prøv avisen
Debat

Forfatter: Kamp for kønsneutral Gud ender i kønsløshed og kedsomhed

Når kirken bliver så modernistisk og rationalistisk, at den ikke længere kan tage ord som ”Han” og ”Hun” i sin mund, fordi det kunne fornærme nogle feminister, så mister den enhver forankring i sin egen tradition, og dermed enhver relevans.

En ting er, at man gerne vil diskutere den kvindelige side af det guddommelige og dens plads i kirken efter 2000 års ensidig patriarkalsk dominans, som har undertrykt og stort set fået udryddet alle spor af det feminint guddommelige.

Men det er der jo slet ikke tale om her. Her handler det bare om at rette sproget til, så man skærer kønsdelene af den patriarkalske guddom og indsætter en kønsneutral eller intetkønnet idé om Gud i stedet.

Men dermed afskærer man samtidig hele den kønsspecifikke symbolske dynamik, som udspiller sig i kernen af kristendommens billedsprog. Man afskærer poesien, fantasien og den åndelige skaberkraft, som er kristendommens livs- og hjerteblod. Man lammer den erotiske livsnerve og sætter troslivet fuldkommen i stå, blot for at opnå en glat sproglig overflade, der ikke udfordrer nogen.

Den kristelige guddom har faktisk en fortrængt kvindelig side. Hendes navn er Visdommen eller Sophia, og hun står i den grad på spring til igen at blive kaldt frem i lyset. For er der noget, vi mangler og tørster efter i denne moderne og grundforstyrrede verden, så er det visdom.

I den gammeltestamentlige tradition står visdommen som en helt afgørende central figur. Visdommen siger om sig selv, at Hun har været sammen med Herren lige fra begyndelsen. Dengang han skabte verden. I urtiden, før noget som helst andet var til, der fandtes jeg, siger visdommen. Og det er sandt, for hun er med lige fra det allerførste vers i Skabelsesberetningen.

Intet af alt det, som er til, kunne være blevet skabt, hvis ikke det var for Hende. Hun er den Himmelske Moder, de levende og livsalige vande, hvorover Skaberånden svævede, og som den til stadighed forplanter sig og tager form igennem. Hvis Gud er den åndelige avlekraft, der har skabt hele universet, så er Hun frugtbar- heden, den åndelige modtagelighed, der har undfanget og født det.

Så visdommen er Guds partner, legekammerat og håndgangne hjælper hele vejen igennem det skaberværk, som stadig er under udfoldelse. Det siger hun om sig selv i Ordsprogenes Bog, og hele den jødiske tradition bekræfter det.

Grundtvig var vild med Visdommen, og en stor del af hans teologiske indsats gik ud på at kalde Hende frem af glemslen for igen at lade Hende indtage sin retmæssige plads i det kirkelige liv og den kirkelige tradition.

Visdommen er den indre forvandlings- og genfødselskraft, der baner vej for nyt liv og nye indsigter i mennesket. Ligesom det var Jomfru Maria, der i sin tid fødte Jesusbarnet, så er det Visdommen, der føder det ’nye menneske i Kristus’.

Planeten lider under trykket af menneskers egoisme og åndelige tonedøvhed. Hele skabelsen sukker af længsel efter det nye menneskes åbenbarelse. Hvis ikke vi genopdager visdommen helt inde i hjertet af den kristne, den kirkelige og den folkelige tradition, så klarer vi det simpelthen ikke.

Men alt det opnår man jo slet ikke ved blot at skære hankønnet af patriarkernes Gud. Tværtimod, det eneste, man vil opnå på den måde, er, at kønsløsheden, kedsomheden og ligegyldigheden breder sig yderligere. Og så kan kirken lige så godt lukke og slukke.

Uffe Jonas er ph.d., forfatter, sanger.