Guds rige er større end folkekirken

Vi har brug for biskopper, der ser sig som tjenere for kirken først og så for folkekirken, mener Kennet Kühn, som er præst i netværkskirken Metropol

Guds rige er som bekendt større end folkekirken, og det er hans kirke også, skriver Kenneth Kühn
Guds rige er som bekendt større end folkekirken, og det er hans kirke også, skriver Kenneth Kühn. Foto: Terkel Broe Christensen/ Denmark.

DEN SENESTE UGES polemik om asylsøgere, der døbes af sognepræsten Massoud Fouroozandeh i migtrantmenigheden Church of Love fik samtlige biskopper i tale. Det er nu stadfæstet, at dåben absolut skal føre til medlemskab i den danske folkekirke. Men holdningen synes at savne både teologisk ræsonnement og realitetssans.

Guds kirke er større end folkekirken, ligesom hans rige er det. Teologisk set er kirken således en enhed, der består af alle kristne verden over på tværs af traditioner og samfund. En kristen dåb er først og fremmest dåb ind i denne virkelighed den ene, universelle kirke.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens medlemspraksis skal debatteres

At dette oftest fører til medlemskab og deltagelse i det aktuelle trossamfund, hvor dåben foregår, er ønskeligt og i en vis udstrækning naturligt, men det kan ikke siges at være selvfølgeligt i en absolut dogmatisk forstand.

I øvrigt virker biskoppernes holdning ude af trit med den virkelighed, der møder præster, som arbejder med mission blandt nydanskere og asylsøgere. Lad mig illustrere med en anektdote: For fire år siden døbte jeg en ung afghansk asylsøger, Hussein, efter at han havde gået til dåbsundervisning i frikirken, hvor jeg er præst.

Få uger efter blev Hussein hjemsendt af de danske myndigheder til Afghanistan, og jeg mistede forbindelsen med ham.

Men Guds veje er som bekendt uransagelige.

For godt en måned siden var jeg gæstelærer på en bibelskole for farsitalende kirkeledere i et land i Mellemøsten. Da jeg blev introduceret for gruppen af studerende genkendte jeg pludselig et ansigt, der strålede af gensynsglæde. Det var Hussein. I de samtaler, vi havde i løbet af kurset, berettede han om, hvordan den tro, han havde fundet i Danmark, havde været hans styrke og fundament igennem år med forfølgelser og problemer, der igen havde tvunget ham på flugt.

LÆS OGSÅ: Biskop: Mission er en krævende opgave

Husseins ønske er nu at dygtiggøre sig til at kunne dele kristentroen med sine landsmænd. Enhvert kan se det absurde i, at jeg som præst i Husseins tilfælde skulle have fastholdt, at dåben nødvendigvis skal føre til medlemskab i mit trossamfund.

Kernen i biskoppernes holdning er at forhindre en sognepræst i også at tjene Gud i et andet trossamfund. Church of Love begyndte for år tilbage som en frikirke under pinsekirkerne i Danmark og har senere fungeret som en uafhængig frikirke.

At den nu defineres som en missionsbevægelse og er på vej til at blive en valgmenighed, må skyldes biskoppernes insisteren. Det er naturligvis folkekirkens ret at sætte grænser for præsternes mellemkirkelige engagement, men spørsmålet står tilbage om, hvad det reelt gavner at presse Church of Love ind i en ny identitet.

Guds rige er som bekendt større end folkekirken, og det er hans kirke også. I Danmark har vi derfor vi brug for biskopper, der ser sig som tjenere for kirken først og så for folkekirken. Vi har brug for kristne ledere med en vision om at være til velsignelse, ikke alene for det specifikke trossamfund, de tilhører, men generelt for den hellige og almindelige kirke i vores land og videre ud til verdens folk og nationer.

Kenneth Kühn er præst i netværkskirken Metropol