Medier og mediefolk er vigtige. De har en afgørende formidlings- og oplysningsopgave. Gennem dem kommer verden og nyhederne til os. De sætter dagsordenen, de løfter op, og de bringer til fald. De beriger, chokerer, forarger og underholder.
Dette ikke være sagt for at indynde mig hos redaktionen, men som indledning til et radioprogram, hvis vigtighed kan få alt andet til at blegne. En ting er nemlig at være et almindeligt nyhedsmedie, noget andet at være medie for et menneskeligt medie med særlig privilegeret adgang til den oversanselige verden. Og just den rolle fik Emil Rothstein-Christensen i P1-programmet ”Satans syndsforladelse”.
Satans varemærke plejer ellers at være syndstilladelse frem for syndsforladelse, men udsendelsen gav ny mening til det gamle udtryk, at da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Det viser sig nemlig, at Satan angrer alt det onde, han har forvoldt, og nu søger han tilgivelse fra samtlige menneskeånder.
Det skulle være ganske vist ifølge det pendulsvingende medie Hanne Leffler fra Høje Gladsaxe. Hanne Leffler modtog også et brev fra Gud adresseret til Emil Rothstein-Christensen, hvor Gud fortæller, hvor vigtigt det er, at radiojournalisten får ”denne kvinde frem i lyset”. Hun ”bærer på sine skuldre al den viden, som mennesker i dag og i fremtiden kan tage til sig”. Man kan dårligt sige, at Gud er beskeden på Hanne Lefflers vegne, og Emil Rothstein-Christensen fik også at vide, at han nok var inkarneret til sin gerning. Så virker optagelsesprøven på Journalisthøjskolen pludselig en kende overflødig.
”Satans syndsforladelse” var opstået, fordi Emil Rothstein-Christensen tilfældigvis var stødt på Hanne Lefflers hjemmeside med de hilsner, budskaber, abstraktioner, åbenbaringer og sange, som Hanne Leffler skulle have modtaget gennem de seneste 22 år. En hjemmeside, der også fungerer som et mødested mellem ofrenes og gerningsmændenes ånder, hvor de sidstnævnte kan angre og renses via Hannes Leffler og hendes veninde Kirsten Pedersen, som i al spiritistisk undselighed regner sig for ”de vigtigste mennesker på Jorden”.
Det var ganske forbavsende, hvad Gud havde meddelt Hanne Leffler. I oktober 2017 meddelte Gud således, at han ønskede at være overdommer i ”Vild med dans”. Den almægtige havde i øvrigt aldrig set bedre underholdning end det populære danseprogram. Vorherre er åbenbart også mediekommentator, men altså ikke på Kristeligt Dagblad, hvor oplagt det ellers kunne synes.
”Satans syndsforladelse” er en af P1’s såkaldte radiofortællinger, som vil fortælle ”krøllede, storslåede og hemmelige historier”. Det kan også være ganske underholdende, men ærligt talt, fire udsendelser om dette parallelunivers og de to ganske vist rare damer med det alternative selvbillede?
Vel skal der rapporteres fra den brogede forestillings- og trosverden, alligevel forekommer ”Satans syndsforladelse” noget af en overeksponering. Skal DR være medie for alle medier og pendulsvingere, bliver der i hvert fald nok at gøre.