Engang stod jeg sammen med en bekendt og kiggede på en avisoverskrift, der meddelte, at en ny undersøgelse viste, at børn foretrækker at leve i en familie med både en far og en mor. ”Nå”, sagde min gode ven tørt. ”Så har også forskerne omsider fundet ud af det.”
Medierne er fulde af den slags historier om undersøgelser, der viser det, som almindelig sund fornuft altid har vidst. Forskning har for eksempel afsløret, at det gavner indlæringsevnen at lære at synge og spille et instrument, hvilket jo ikke kommer som en bombe.
Og forskningen er nu også i gang med at påvise, at noget går tabt, når så mange mennesker stort set ikke længere skriver i hånden, idet man tænker og koncentrerer sig bedre, når man forlader maskinen og former sine egne bogstaver i det tempo, hånden dikterer.
Også det er elementært, men det kom nu alligevel bag på værten i DR’s ”Aftenshowet”, der mandag aften havde besøg af forfatter Merete Pryds Helle, der skriver sine romaner i hånden. Hun kunne fortælle alt det, som forskere nu bruger tid og skattekroner på at undersøge, efter at man i årtier på hovedløs vis har fyldt folkeskolen med teknik og kun underviser børnene i håndskrift frem til 4. klasse.
Merete Pryds Helle kunne fortælle, at man skriver langsommere og mere grundigt, når man skriver i hånden, der kommer flere nuancer med, og ”jeg’et” er dybere involveret i processen. Vi er nogen, der kunne have sagt nøjagtig det samme, for Merete Pryds Helle er ikke den eneste, der stadig skriver i hånden, og det forekommer desværre indlysende, at børn i dag berøves en central kilde til selverkendelse og fordybelse, ved at man tager håndskriften fra dem.
”Aftenshowets" værter, der begge kunne afsløre, at også de har mistet håndskriften, præsenterede den håndskrivende forfatter som lidt af en særling i et omrejsende tivoli, hvilket blot beviser, hvor voldsom udviklingen er. Det har også medierne nu opdaget, fordi forskningen lidt gumpetungt begynder at indse det store tab med håndskriftens død. Og sådan fungerer fødekæden.
Forskerne leverer stof, og journalisterne tager imod det, som var det uhørt nyt, og får en dag eller to til at gå med det. Hver uge sin forskertype. I sidste uge var det en kvinde med en teori om, at den hårde tone i den politiske debat påvirker indvandrere negativt. Ikke ligefrem et banebrydende standpunkt – undskyld, forskningsresultat – men den akademiske titel skaber adgang, uanset hvor banalt og tendentiøst budskabet er. Nu er det håndskriften, der er i centrum, og det er til gengæld vigtigt.
Det var i øvrigt denne avis, der bragte den artikel, der fik DR til at vågne op, og man kan kun opfordre til fortsat journalistisk aktivisme ud i dette ærinde. Kampen for håndskriften hører til blandt dem, der ubetinget skal kæmpes, for den har at gøre med selve vores oplevelse af at være forankret i verden og leve som tænkende væsener uafhængigt af de altædende maskiner. Før eller siden vil selv forskerne sikkert begribe det fulde omfang af det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.