Gymnasieelev: Hvorfor ligger vi under for drenges mening om, hvordan vi piger skal gå klædt?

Drenge og mænd har gennem tiden haft masser af holdninger til, hvordan piger skal gå klædt. Problemet opstår, når vi piger sluger reglerne råt, mener gymnasieelev

Vi er i teenageårene så usikre på os selv og har så evigt travlt med at passe ned i en boks, at vi glemmer at tænke over, hvad der er rigtigt og forkert. Altså er vi bevidst eller ubevidst med til at fastholde nogle absurd bizarre normer og regler, som bestemt ikke gør det at være teenager meget lettere, skriver gymnasieelev Christine Winther.
Vi er i teenageårene så usikre på os selv og har så evigt travlt med at passe ned i en boks, at vi glemmer at tænke over, hvad der er rigtigt og forkert. Altså er vi bevidst eller ubevidst med til at fastholde nogle absurd bizarre normer og regler, som bestemt ikke gør det at være teenager meget lettere, skriver gymnasieelev Christine Winther. Foto: JOACHIM ADRIAN/Ritzau foto.

”Jamen, vi må jo ikke have bukser på,” lød det chokeret fra min veninde, efter jeg havde fortalt, hvad jeg ville tage på til vores gymnasiums årlige gallafest. Månederne op til vores gallafest havde der floreret rygter om, at pigerne (specielt os 1.g’ere) ikke måtte have bukser på.

Vi fik altså kun lov at komme med til festen, hvis vi var iført kjoler, og de skulle være lårkorte – ellers ville de blive klippet i. Jeg grinede af rygterne, da jeg hørte dem, for det lød som en vanvittigt absurd ”regel”, at piger ikke måtte have bukser på til en gymnasiefest. Vi lever trods alt i et land, hvor ligestillingsdebatten kører på, hvorvidt der overhovedet findes kønsdiskrimination.

Rygterne kunne jeg kun trække på skuldrene af, men dét, der forargede mig, var, at flere af pigerne troede på dem. Tænk, at mine intelligente klassekammerater, som anser ligestilling som en selvfølge i et moderne samfund, selv er med til at håndhæve den form for kønsdiskriminerende regler og normer. De var bange for, at hvis de kom i bukser eller en kjole, der var længere end til lige under ballerne, ville de blive udelukket fra festen.

Vi er i teenageårene så usikre på os selv og har så evigt travlt med at passe ned i en boks, at vi glemmer at tænke over, hvad der er rigtigt og forkert. Altså er vi bevidst eller ubevidst med til at fastholde nogle absurd bizarre normer og regler, som bestemt ikke gør det at være teenager meget lettere.

For selvfølgelig er denne ”regel” både forkert og kønsdiskriminerende. Jeg må da tage lige præcis, hvad jeg har lyst til, på til mit eget galla. Hvis jeg vil troppe op i en flyverdragt, skal jeg have lov til det. Jeg ville nok få nogle blikke med på vejen, men der var jo heller ikke tale om, at jeg ville have noget vildere på end bukser. Det er den slags uskrevne regler, der er med til at skabe indtrykket af, at det vigtigste, man som ung pige har at byde på, er ens udseende.

Disse tanker lever stadig livligt videre i hovedet på unge gymnasieelever som mig selv, fordi vi accepterer dem. I stedet for at grine af rygterne, håndhæver vi dem, og i stedet for, at vi hver især gør, hvad vi har lyst til, vogter vi piger over hinanden og holder øje med, at alle nu håndhæver de regler og normer, der er lagt for dagen. Vi piger giver sexismen lov til at leve videre, når vi undlader at tænke selv og gøre oprør over vanvittige påfund som dette og i stedet adlyder uden tøven.

Drenge og mænd har gennem tiden haft masser af holdninger til, hvordan piger skal gå klædt. Det skal de være velkomne til. Problemet opstår først, når vi piger sluger reglerne råt.

Christine Winther går i 1.g. på Rysensteen Gymnasium.