Prøv avisen
Debat

Gymnasieelev: Jeg vil derhen, hvor jeg lærer både mig selv og andre at indse, at livet er skuffende

"Da jeg var fem år, tænkte jeg, at livet ville begynde, når jeg skulle starte i skole. Da jeg kom i skole, tænkte jeg, at livet startede, når jeg blev teenager. Da jeg blev teenager, tænkte jeg, at livet startede, når jeg blev voksen. Og nu, da jeg lige er fyldt 18 år, føler jeg mig skuffet som aldrig før,” skriver Freja Gru Foto: Privatfoto

Livet er hverken en dans på roser eller fe-støv. Livet er derimod en dans på glasskår – sådan vil det i hvert fald føles, hvis man følger tidens toner og tror på både positiv psykologi og selvhjælpsbøger, skriver Freja Gru

SKUFFENDE. Sådan kan livet godt føles i en verden, hvor alt omkring dig virker rart, rent og glansbilledagtigt, men med et glansbillede du ikke kan genkende hos dig selv.

Følelsen af, at livet skuffer og aldrig lever op til drømmene, der er plantet i vores hoveder, oplever mange mennesker. Men denne skuffelse udvikles ofte til en følelse af, at man er forkert, og til at man prøver at gemme følelsen væk eller ligefrem kurere den.

HELE MIT LIV har jeg kigget fremad. Sigtet mod den lysende fremtid, som jeg virkelig troede på fandtes. Med hovedet godt plantet i den nordjyske, kedsommelige muld tilsat et strejf barnlig naivitet gik jeg rundt og filosoferede over, hvilken storhed jeg en dag skulle blive. Jeg var en drømmer.

Som 10-årig var jeg ovenud sikker på, at jeg vidste, hvad livet var, og hvad det gik ud på. Jeg vidste, hvad min plan var, hvordan livet skulle leves og svære livssituationer tackles – altså når livet startede. Jeg tænkte nemlig ikke, at livet var det, jeg levede. Tænkte mere, at livet lå lige om hjørnet og ventede med sine fine finesser og fe-støv drysset ud over det hele.

Da jeg var fem år, tænkte jeg, at livet ville begynde, når jeg skulle starte i skole. Da jeg kom i skole, tænkte jeg, at livet startede, når jeg blev teenager. Da jeg blev teenager, tænkte jeg, at livet startede, når jeg blev voksen. Og nu, da jeg lige er fyldt 18 år, føler jeg mig skuffet som aldrig før.

Når jeg blev 18 år, ville jeg selvfølgelig være i et forhold. Ikke et kompliceret, svært et af slagsen. Nej. Et forhold, som kørte på skinner, og med en mand, som jeg skulle have børn med, når jeg blev 20 år. For jeg blev ikke en del af statistikken. Nej. Jeg ville have børn, mens mine ægceller stadig var i tusindvis – og gerne samtidig med, at jeg studerede på universitetet. For det kan man nemlig sagtens. Alt andet er brok og dårlig planlægning. Og universitetet, dét skulle jeg på. For jeg havde selvfølgelig formået at forblive hende pigen med topkaraktererne, som jeg var i folkeskolen. Det kræver jo et svimlende højt gennemsnit at blive psykolog. Og dét skulle jeg være.

NU SIDDER JEG HER – i mine forældres sofa en tidlig morgen. Alene – fordi jeg ikke er i et forhold. Og med et karaktergennemsnit så dalende, forplantet af dovenskab, at det kun rækker til en af de universitetsuddannelser, ingen andre vil have. Det eneste, der kører på skinner, er mit tandsæt. For jeg har lige fået bøjle på og er derved blevet transformeret til en 12-årig af udseende. Jeg er skuffet.

Hvor vil jeg hen med al denne skuffethed? Jeg vil derhen, hvor jeg lærer både mig selv og andre at indse, at livet er skuffende.

Livet er hverken en dans på roser eller fe-støv. Livet er derimod en dans på glasskår – sådan vil det i hvert fald føles, hvis man følger tidens toner og tror på både positiv psykologi og selvhjælpsbøger.

For hvis man gør det, så bliver livet en stor og meget ubehagelig skuffelse. En skuffelse, man ikke vil acceptere, fordi man tænker, at den skal kureres. Men livet er ikke kun positivt, og du kan ikke hjælpe dig selv væk fra denne sandhed.

Hvis man lærer at acceptere, at livet er skuffende, så vil man måske finde glæde i skuffelsen. Finde glæde omkring det absurde at planlægge sit liv og blive skuffet 10 år efter og måske endda opdage de fantastiske ting, der alligevel kan opstå midt i al skuffetheden.

Man ville finde en større accept af, at livet nu engang er, som det er. Og i stedet for at udskyde livet, fordi nuet ikke er tilfredsstillende nok, ville man måske begynde at omfavne det.

Det har jeg i hvert fald tænkt mig at satse på, så jeg ikke ender i samme naive eksistentialistiske situation, når jeg bliver 28.

Freja Gru er gymnasieelev på Hjørring Gymnasium.

– Illustration: Rasmus Juul.