Prøv avisen
Debat

Gymnasieelev: Karaktererne har alt for meget at sige

”Som elev har man lige fra starten fået kastet i hovedet, at gode karakterer er lig med en lys fremtid, skriver gymnasieelev Caroline Rossmeisl. – Foto: Janus Engel/ritzau

En usund tendens om, at karaktererne er det vigtigste, har bredt sig som en smittende epidemi blandt gymnasieeleverne. Og den har grådigt fortæret elevernes motivation for at lære, skriver gymnasieelev Caroline Rossmeisl

DA JEG STARTEDE på gymnasiet, var jeg fyldt af forventning. Forventning om, at jeg nu skulle lære noget, udvikle mig som individ både socialt og fagligt. Jeg havde en forventning om, at når huen endelig blev trykket ned over mit hoved, var det over et hoved, der efter tre års gymnasietid var blevet rigere på viden. Huen ville være beviset på, at jeg var blevet uddannet. Men nu her, tre års erfaring i gymnasiet rigere, kan jeg skuffende konkludere, at det ikke er det, som er fokus i gymnasiet.

Gymnasiet er blevet en uddannelsesinstitution, der måler og vejer eleverne op i tal og derfor lægger et tungt pres på gymnasieelevernes skuldre. En usund tendens om, at karaktererne er det vigtigste, har bredt sig som en smittende epidemi blandt gymnasieeleverne. Og den har grådigt fortæret elevernes motivation for at lære. Karaktererne dækker over alt det, som uddannelse egentlig burde handle om. Tallene er vigtigst, mens den reelle viden dumper ned i den i forvejen fyldte glemmebog. Man kan jo alligevel ikke bruge den viden, som man får, til noget. Den sætning har nærmest været daglig kost for mine ører i gymnasiet.

DET ER OVERRASKENDE FÅ ELEVER, der drives af motivationen for at lære. Jeg har foruroligende tit hørt spørgsmålet, om det var en opgave, vi ville få karakterer for. Og hvis læreren forsikrede, at der ikke ville blive givet karakterer, forsvandt alt interesse for at gøre sig umage med et stykke arbejde. Karaktererne har overtaget. Fra at have været måleinstrumentet har de nu udviklet sig til at blive det fuldkomne mål for eleverne. Men hvor blev motivationen af, lysten for at dygtiggøre sig og lære noget?

Vores uddannelsessystem drejer sig om tal, om at sige det rigtige og ikke lave nogen fejl. Er det ikke en fuldstændig misforstået tilgang til uddannelse? For at blive klogere er man jo nødt til at lave fejl, tænke skævt og kreativt og lære af det. Det tør eleverne ikke på gymnasiet. Hvis man ikke har forstået undervisningen, er det bedre at klappe i som en østers og gå efter smil og nik-taktikken. For det er jo bedre at være dum end at se dum ud.

Det kan godt være, at taktikken afføder det bestræbte snit, men afføder det også, at vi gymnasieelever bliver kvalificerede, uddannede unge? Det spørger jeg mig selv om. Og jeg må sige, at jeg har min tvivl. Det er desværre muligt at kunne prale af et papir, der myldrer med tocifrede tal i den gode ende, selvom evnerne inden for adskillige fag i virkeligheden ikke kan nå længere end til et 4-tals sokkeholder.

Det jo ikke, fordi jeg ikke forstår, hvorfor gymnasieelever har fokus på karaktererne. Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at de ingen betydning havde for mig. Og jeg er nok, om jeg vil det eller ej, også selv i høj grad en af dem, der kæmper for at nå målet om høje karakterer. Men for os elever, er der ikke andet at gøre. Som det ser ud nu, har karaktererne en afgørende betydning for, hvilken videregående uddannelse man kan få adgang til, og dermed for, hvordan ens fremtid vil forme sig.

SOM ELEV HAR MAN lige fra starten fået kastet i hovedet, at gode karakterer er lig med en lys fremtid. Har du topkarakterer, kan du vælge og vrage mellem alle uddannelser. Det er da noget af et privilegium at besidde. Og så er det da åbenlyst, at de små tal så pludselig fylder så meget i gymnasieelevens hoved.

Vores uddannelsessystem er ganske enkelt forkert skruet sammen. Karaktererne har alt for meget at sige i forhold til, hvilken videregående uddannelse man kan få adgangsbilletten til. Jeg mener ikke, at sølle tal er nok til at bedømme et menneskes kvalifikationer og kompetencer.

Det må måles på andre parametre, eventuelt på den viden, man er indehaver af. Karaktererne skal selvfølgelig ikke afskaffes helt, men de videregående uddannelser må også bedømme på andre grundlag end de blotte tal.

Hvis der blev indført flere optagelsesprøver og samtaler, kunne man måske formå at vække elevens ellers så tungt sovende interesse for at lære noget i gymnasiet, da flotte tal så ikke ville være nok for at nå drømmeuddannelsen. Ved at indføre andre adgangskrav kan vi få stoppet karakterræset og atter sætte læring på skoleskemaet.

Caroline Rossmeisl er gymnasieelev på Allerød Gymnasium