KÆRE CHRISTOFFER KOCH ANDERSEN. Jeg kan kun nikke genkendende til din frustration. Men min erfaring er imidlertid ikke, at det er hverken præstations- eller karakterræset, der er de store syndere. Problemet er facaderæset. Ræset, der handler om at have den bedst bevarede facade. Du skal helst synes, at ungdomslivet er lutter lagkage og fødselsdagsfest, og at gymnasiet er let som en leg. Og hvis ikke det er tilfældet, er du stresset – eller endnu værre – deprimeret.
Da jeg startede i 0. klasse, glædede jeg mig også til at lære. Jeg glædede mig også til at blive klogere på verden og til at komme ud og gøre en forskel en dag. Men da jeg kom i 3. klasse, gad jeg ikke længere gå i skole. Jeg var så at sige blevet godt gammeldags skoletræt. Jeg var træt af lektier, og jeg drømte om at komme ud og gøre en forskel, få et arbejde eller blive sanger. Men der var ingen, som gad ansætte en 10-årig, og mine forældre var heller ikke vilde med planen, så jeg forblev folkeskoleelev. På dette tidspunkt var der ingen, som troede, jeg var hverken deprimeret eller udkørt – og det var jeg egentlig heller ikke.
I dag går jeg i 2. g. Da jeg startede på gymnasiet, glædede jeg mig også til at lære. Jeg glædede mig også til at blive klogere på verden og til endelig at komme ud og gøre en forskel en dag. Men det begyndte hurtigt at gå ”den forkerte vej”. Jeg blev igen skoletræt og begyndte igen at gruble på store planer om at droppe ud, men jeg blev ved, og jeg har tænkt mig at blive ved endnu, selvom mine mange påtagede diagnoser på mine dårlige dage skriger, at jeg ikke kan gennemføre det.
FORSKELLEN PÅ MINE KRISER i folkeskolen og dem i gymnasiet er, at vi i dag lever i et sygeligt samfund, hvor der ikke skal meget til, før vi diagnosticerer hinanden med depressioner og stress. Da jeg gik i folkeskole, var der ikke nogen, som kaldte mig stressramt, bare fordi jeg ikke orkede at lave mine lektier i en periode. Og hvis jeg kom hjem, grædende, fordi jeg ikke gad gå i skole længere, var der ingen, som kaldte mig deprimeret.
I dag er det en anden sag, og hvis ikke man kan følge med i gymnasiets heftige hamsterhjul uden at have den lykkelige facade i orden, er man pludselig psykisk syg – og hvem har lyst til at være det? Problemet er, at vi gør os selv mere syge, end vi er.
Man kan ikke være glad for at lære og samtidig komme grædende hjem. Man kan heller ikke blive klogere på verden og samtidig synes, at de mange afleveringer kan blive for meget en gang i mellem. Og hvis du er en sortseende teenager med hang til ikke at ”føle sig god nok”, kan du i hvert fald slet ikke gå ud og gøre en forskel en dag. Eller kan du? Er det virkelig enten/eller?
Gymnasiet er hårdt, og det har det altid været. Min mor græd også, da hun gik i gymnasiet, og hun syntes heller ikke altid, at afleveringerne var sjove, men det er det, man siger ja til, når man træder ind i gymnasiets hamsterhjul.
Det er ikke gymnasiet, der er blevet hårdere. Det er vores høje forventninger om vores egen og hinandens lykke, der er blevet hårdere. Men vi er, som mennesker, ikke fuldendte. Vi kan ikke kun elske, ikke kun hade, vi er ikke enten/eller. Og man er ikke kun lykkelig, bare fordi man har en flot facade.
Jeg drømmer om et sted, hvor jeg bare kan få lov til at være mig. Et sted, hvor jeg kan få lov at græde og grine over ungdomslivet, og et sted, hvor det er helt i orden både at hade og elske gymnasiet – uden at blive set som psykisk ustabil.
Freja Gru er gymnasieelev.