DET STÅR SKIDT til med danskkundskaberne hos indvandrerbørn, og det er synd. Seneste sprogscreening af børn med anden etnisk baggrund foretaget af Aarhus Kommune viser, at stort set ingen af børnene taler et alderssvarende dansk i børnehaven.
Når de starter i skole, taler to ud af tre ikke ordentligt dansk. Endelig er det kendt, at over halvdelen af tosprogede drenge forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter.
På den baggrund kan det undre, at nydanske børn stadig har eksempelvis arabisk som primært sprog.
Det bekymrer faktisk, når jeg hører en lille pige snakke arabisk med sin far. Selvfølgelig skal hun have lov til at tale forældrenes oprindelige sprog, men hvad nu hvis pigen havde brugt kræfterne på at blive bedre til dansk? Man kan altså ikke komme ind på arbejdsmarkedet med flydende arabisk, tværtimod.
Naturligvis spiller sociale og økonomiske problemer ind, når det handler om dårlige sprogkundskaber, men en vej ud af problemerne kunne netop være mindre arabisk, mindre tyrkisk og mere dansk. Man ville skrive bedre, klare sig bedre i skolen, få en uddannelse, et godt arbejde og endelig kunne sige farvel og tak til ghettoen.
Hvor langt ville vi nå i Tyrkiet med dansk? Hvordan kan man lære dansk kultur at kende, hvis man knap taler sproget?
Der er brug for politiske tiltag, sprogkundskaberne bliver ikke bedre af sig selv. Og der er brug for bedre tiltag end Dansk Folkepartis urealistiske forslag om tvang og kommunal kontrol med, at der bliver talt dansk i hjemmet.
DET MÅ VÆRE TIL at forstå, at det går ud over børnenes fremtid, hvis de først lærer dansk at kende, når de kommer i institution. Når børnene bliver holdt derhjemme og opdraget med arabisk som primært sprog, så er det svært at se gevinsten i det. Det gælder børnenes bedste og ikke mindst samfundets bedste. Ingen er tjent med at sakke bagud, og alle ressourcer skal udnyttes bedst muligt. Ja, det kræver, at indvandrerforældre giver slip på en del af deres kultur, men for børnenes skyld.
Det kan godt være, at man finder tryghed i parallelsamfundet, når folk omkring en snakker arabisk. Der eksisterer sikkert også fine fællesskaber, men det ændrer ikke på, at børnene, deres skolegang og uddannelse bliver påvirket af de manglende sprogkundskaber. Jeg har boet i Københavns nordvestkvarter, hvor der sjældent snakkes dansk på gaden eller i de etniske butikker, og det er svært at se det som andet end et problem.
Hvis undertegnede var indvandret eller flygtet til et andet land og holdt fast i dansk som primært sprog, på trods af at hele uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet fordrede, at man talte værtslandets sprog, så kunne jeg da aldrig drømme om at holde fast i modersmålet. Tanken om, at ens barn klarede sig dårligt i de første skoleklasser, fordi sproget ikke var på plads, den er jo skrækkelig. Er den ikke?
Til nydanske forældre, der måtte læse dette, tal dansk, det er så vigtigt, for børnenes skyld.
Thomas Johannes Erichsen er gymnasielærer i dansk.