DR 3 har siden sin fødsel i 2013 lanceret den ene originale reality-serie efter den anden. Kanalen rammer sin målgruppe, de 15-31-årige, og har i sin korte levealder udviklet dokumentaren som genre og reality-dokumentaren i nye og eksperimenterende retninger til stor inspiration for et dokumentarhungrende publikum. Jagten på det autentiske menneske i det autentiske miljø har været omdrejningspunkt for DR 3’s titler.
Med blik for den undersøgende journalistik har flere serier på næsten antropologisk vis forsøgt at skildre mennesker i miljøer, seeren ikke er bekendt med – og for de flestes vedkommende ikke har adgang til i det daglige. Døre er blevet åbnet for et ungdomspublikum til ukendte ungdomsmiljøer og har vist skæve og spændende eksistensers hverdag. Særligt hverdagen er netop i fokus i DR 3’s dokumentarprogrammer.
Men måske kan man argumentere for, at DR 3’s programflade gennem de seneste år har udviklet sig mod en leflen for laveste fællesnævner. Er hverdagsdokumentaren, som er DR 3’s særlige varemærke, ved at udvikle sig til ren underholdning, hvis fremmeste mål er høje seertal? Dokumentarserierne på DR 3 synes i stadigt højere grad at lave tv ud fra tre forhold, som kan være problematiske:
1) Det stærke fokus på skildringen af de medvirkendes hverdag i serierne flytter grænserne for genren. Når hverdagen er i fokus, som vi ser det i mange serier, flyttes det genremæssige tilhørsforhold fra den traditionelle tv-dokumentar til i højere grad at kunne karakteriseres som reality-dokumentar. Reality-dokumentaren har i højere grad end den traditionelle tv-dokumentar fokus på at ville underholde. Det betyder, at formålet for reality-dokumentaren er på underholdning og dermed høje seertal.
2) DR 3 laver tv, der skildrer unge kvinder og mænd temmelig stereotypt. Når DR 3 skaber stereotypt tv i sin skildring af mænd og kvinder, betyder det, at målgruppen, der er de unge, ikke får specielt nuancerede portrætter af unge at spejle sig i. Bevares, der findes enkelte programmer på DR 3, der åbner op for ungdomstemaerne. Men det er ikke mange.
3) DR 3 fokuserer massivt og ensporet på at lave tv om underklassen, hvor den enkelte unge medvirkende står udleveret tilbage, efter at serierne er vist. Hverdagsfortællingen og det stærke fokus på den medvirkendes synsvinkel bliver ikke nuanceret af perspektiver, der peger på det strukturelle i de medvirkendes udfordringer. Tværtimod efterlades de unge medvirkende alene tilbage.
En søgning på DR’s hjemmeside på titler, hvori ordet mænd indgår, viser en tydelig stereotypisering af manden. ”Rigtige mænd”, ”Sådan er mænd” og lignende. Søger man på ordet kvinde, er det igen tydeligt, at ordet kvinde karakteriseres stereotypt i titlerne: ”Mænd ifølge kvinder”, ”Når kvinder slår ihjel”, ”Når mænd slår kvinder ihjel”, ”Kvinder tilovers”, ”Kvinder, islam og mig”, ”Hvorfor fattigdom” og ”Kvinder med power”. Kun den sidstnævnte titel fremhæver kvinder som stærke. To titler sætter ordet kvinde sammen med ordene slå ihjel.
Gennem de seneste år har DR 3 lavet en del reality-dokumentarer, hvor ordet piger indgår som del af titlen: ”De perfekte piger”, ”De dyre piger”, ”De smukke piger”, ”Vrede piger” og senest ”Våde veninder”, hvor ordet piger erstattes med veninder. Flere af de ovennævnte titler dykker ned i ”pigeliv” i udfordrede miljøer, særligt i underklassen – også selvom der er tale om ”dyre piger”.
Særligt er er det værd at dykke ned i DR 3’s seneste skud på stammen, ”Våde veninder”, som en problematisk serie. Måske trækker titlen seere ind, som er uden for DR 3’s traditionelle målgruppe?
Dokumentarserien, der reelt er en reality-dokumentar, udstiller ”de våde piger”: De har det svært, de kæmper i en hverdag i en verden, der presser dem. De presses af ensomhed. De er psykisk sårbare, vi ser dem hente medicin mod deres lidelser. De er økonomisk udfordrede. Alligevel ser vi dem i temmelig intime situationer. Alt sammen forhold, der burde få alle alarmklokker til at bimle på DR’s redaktionelle niveau. Serien er tro mod ”pigernes” synsvinkel, hvilket er seriens særkende. Samtidig åbner serien ikke for perspektiver, der kan nuancere pigernes liv. Fremstillingen af pigerne forekommer iscenesat og udleverende.
Der er flere helt fundamentalt problematiske og presseetiske forhold i DR 3’s udlevering af pigerne. DR må spørge sig selv, om kanalen rent etisk kan stå inde for at lade de marginaliserede ”piger ” medvirke i landsdækkende tv. Kan der være risiko for, at ”pigerne” efterlades stigmatiserede og traumatiserede af deres oplevelser både i deres levende liv og nu også i iscenesættelsen og i udleveringen af dem på landsdækkende tv? Har pigerne reelt mulighed for at kunne gennemskue de mulige konsekvenser, deres medvirken i serien kan få?
Det er fint, at DR generelt laver kontrakter, men kan unge mennesker overskue de kræfter, mediemøllen sætter i sving? Har DR 3 reelt kompetencer til efterfølgende at hjælpe pigerne med at finde sig selv efter seriens eksponering af dem? Udleverer DR reelt de medvirkendes privatliv? Hvem tager stilling til det? Er det acceptabelt, at DR 3 for at skaffe høje seertal eventuelt overskrider de presseetiske grænser for, hvordan de udleverer medvirkendes privatliv?
Det sidste perspektiv, jeg vil pege på, er, hvorvidt DR 3 udleverer sine medvirkende, eller om publikum rent faktisk efterlades med en følelse af solidaritet med de medvirkende.
Skal DR producere underholdnings-tv, der er potentielt udleverende for unge medvirkende – i værste fald med traumatiserende følger?
Desværre er der en tendens til, at DR 3’s reality-serier oftest ses af unge og andre i middelklassen. Måske dette er det allerstørste dilemma, som DR mangler at tage stilling til. De unge medvirkende iscenesættes som marginaliserede og efterlades, mens det unge publikum, primært fra middelklassen, sidder tilbage med en spejling, der blot bekræfter et i forvejen stereotypt billede af underklassen. De unge seeres oplevelse af at være stærke nok til at træffe egne valg forstærkes potentielt af fortællingerne om de marginaliserede unge.
Når DR 3 ikke undersøger de strukturelle forhold, opstår der ganske enkelt en risiko for, at seeren sidder tilbage med en følelse af ikke at kunne identificere sig med de medvirkende. Tværtimod er der en risiko for, at narrativerne fra underklassen bekræfter succesen i publikums eget liv som modsætning til de medvirkendes. De står tilbage som stigmatiserede ”tabere” i vores samfund. Frem for at skabe solidaritet mellem ungdomsgrupper ved at fokusere på og udfolde en mangfoldig og indlevende forståelse for levet liv skaber DR tabere og vindere.
DR 3 er public service-tv, der i sit opdrag har som vilkår at skulle tilgodese mange målgrupper, skabe bred repræsentation i sit udbud af fortællinger og dermed inddrage mange grupper af medvirkende – på tværs af køn og klasse. DR 3 er i stærk konkurrence med et globalt mediemarked, hvor særligt Youtube, Netflix og sociale medier dominerer. Bør DR ikke overveje sin public service-rolle? Skal DR producere underholdnings-tv, der er potentielt udleverende for unge medvirkende – i værste fald med traumatiserende følger?
Line Arlien-Søborg er cand.mag. i litteratur, medier, æstetik og kultur og gymnasielærer i dansk og mediefag.