Det er ikke ligestilling mekanisk at forsøge at ligestille kvinden med manden ved at tvinge hende væk fra sit barn, så hun kan komme tidligere på arbejdsmarkedet. Vi bliver først ens den dag, mænd får livmoder, som et barn kan vokse i. Vi lader, som om vi er ens, men det er vi ikke, og indimellem skal vi behandles forskelligt for at behandles lige.
Mor har et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring i forældreskabet, fordi kun hun har båret barnet i ni måneder, overlevet en fødsel og for de flestes vedkommende ammet. Selvom symbiose mellem mor og barn er fyord i ligestillingsideologien, er barnet blevet til i symbiose med mors krop, og det betyder noget.
Far kan meget, som mor ikke kan, men far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Barnet kender allerede sin mors duft, bevægelser og stemme, når det kommer ud, og det læner sig særligt ind i hendes nervesystem, når det skal finde ro og regulere sine følelser. Mødre har en særstilling i forældreskabet, om de vil det eller ej. Dette forklarer også, hvorfor den biologiske mor i de fleste tilfælde tager den fulde barsel, når der i stedet for en far er en medmor.
Dette betyder ikke, at tilknytningen til far er mindre betydningsfuld. Det siger alene noget om mors betydning og de millioner af års evolution, der ligger forud. Det betyder også, at far har en naturligt forsinket start i tilknytningen til barnet og derfor bærer et ansvar for at prioritere relationsdannelsen højt. En opgave, som nemt mislykkes, når arbejdsmarkedet kræver vores bedste timer, der forstærkes gennem en anskaffelseskultur og forbrugsmani. Det er arbejdsmarkedets krav på vores tid, der er problemet, men det løses ikke med 11 ugers øremærket barsel.
Idéen om, at kvinder først er ligestillet med mænd den dag, de har samme momentum på arbejdsmarkedet som mænd, er unuanceret. Den er vokset ud af en kvindefrigørelsesproces, der fik vind i sejlene med rødstrømpebevægelsens fokus på at befri kvinderne fra moderskabets undertrykkende åg. Grene inden for bevægelsen var af den overbevisning, at moderinstinktet var en myte, og de anså amning som en ideologi, der tvang hende i en symbiose med det nyfødte barn, som var en trussel mod hendes frihed. Ved at adskille sig fra barnet og opnå adgang til arbejdsmarkedet kunne hun blive frigjort fra symbiosen.
Selvom intentionen er god, opstår problemet, når idéen om ligestilling alene baseres på kvindens tilknytning til arbejdsmarkedet og underkender symbiosens værdi. For det, der i sin tid skulle frigøre kvinden fra hjemmet, tvinger hende med øremærket barsel til fædre til at adskille sig fra sit barn endnu tidligere og modarbejde signaler fra sit og barnets tilknytningssystem, der har millioner af år bag sig. Hvis dét er ligestilling, så afslører vi os selv i et enormt unuanceret syn, der ofrer både barn og mor på ligestillingens alter.
Det egentlige frigørelsesprojekt bør handle om at frigøre os fra den åbenlyse underkendelse af omsorgsarbejdet og den ukritiske hyldest til arbejdsmarkedet og konkurrencestaten som værende det eneste, der har værdi i ligestillingsideologien. Ligestilling bør nuanceres til også at omfavne omsorgsarbejdet som en værdi, også selvom det ikke kan måles i kroner og øre.
At kvinder først er ligestillet med mænd, når de arbejder fuldtid, afslører en idé om, at kvinder, der ønsker at gå hjemme med deres små børn, ikke bidrager til ligestillingen eller samfundet. En idé om, at du først er en succes og noget værd, hvis du præsterer og realiserer dig selv på arbejdsmarkedet, og at barsel er en omsorgsbyrde. Dette undergraver det afgørende stykke arbejde, det er at tage sig af et lille barn, mens dets hjerne, som bør anses som noget af det mest værdifulde i samfundet, er i rivende udvikling.
Øremærket barsel forbedrer ikke nødvendigvis kvinders ligestilling. Vi kan kaste et blik på Norge, hvor barslen er tredelt, således at mor og far får tre måneder hver og tre måneder til deling. Undersøgelser viser godt nok, at de norske fædre tager den øremærkede barsel, men de viser også, at det har haft nærmest ingen effekt på mødrenes karriere, mulighed for forfremmelse og lønniveau.
Det norske jordemoderforbund advarer mod øremærkning, fordi det har omkostninger for mor og barn. Desuden har barselspolitikken ført til, at hver tredje norske kvinde holder selvbetalt orlov, der forringer hendes økonomi. Ammerådgivere kimes ned, fordi norske kvinder har brug for hjælp til at stoppe amningen tidligere, end barn og mor er klar. Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefaler fuldamning i seks måneder, og WHO anbefaler delvis amning i minimum to år med sundhedsfremmende fordele for både mor og barn. At tvinge moderen tidligere tilbage på arbejdsmarkedet vil unægtelig påvirke barnets mulighed for amning.
Norske kvinder i alderen 25-35 år har desuden næsten verdens højeste sygefravær. Vi kan ikke afvise, at dette kan skyldes den tidligere adskillelse mellem mor og barn. Nyere forskning viser desuden en sandsynlighed for, at fædres øremærkede barsel vil bortfalde i hver fjerde familie, hvilket er en forringelse af barselsorloven, der øger arbejdsudbuddet.
Dette har som konsekvens, at barnet sendes endnu tidligere i institution. Danmark er i forvejen det land i verden, som sender sine børn tidligst i institution, og intet barn har brug for socialisering i store, dårligt normerede institutioner, som kulturen tillægger. Det har brug for indfølende samvær med sin mor og far i dets første leveår. Institutioner er først og fremmest til for at sikre forældres tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke tilknytningen til børnene.
Ligestillingsprojektet virker altså ikke efter hensigten i Norge, så hvorfor skulle det virke i Danmark?
Der er heldigvis en anden form for barselspolitik, vi kan gøre brug af for at forbedre kvinders ligestilling. Først og fremmest bør den afspejle en respekt for kvindens mulighed for at restituere fysisk og mentalt efter fødslen samt den biologiske symbiose mellem mor og barn.
Vi kan belønne omsorgsarbejdet ved at forbedre de økonomiske rettigheder under barsel og hjemmepasning. Dette kan gøres ved at give forældre ret til at optjene pension under barsel og gøre det obligatorisk at dele pensionen ved skilsmisse.
Forældre bør have ret til at bevare dagpengeretten, hvis de for en periode tager sig af deres børn hjemme. Arbejdsmarkedet kan gøres mere fleksibelt ved at give småbørnsfamilier større fleksibilitet gennem lovfæstning af begge forældres ret til at arbejde deltid, mens børnene er små. Vi kan gøre det muligt at arbejde deltid og samtidig modtage hjemmepasningstilskud, så man ikke ekskluderes fra arbejdsmarkedet, og vi kan sørge for større barselsfonde, der kan udligne virksomhedernes udgifter med barsel. Vi kan udvide barselsorloven og øremærke den ekstra tid til fædre, så de eksisterende rettigheder til mødre som minimum ikke forringes.
Det vil være vidunderligt, hvis faderen kom mere på banen, men det må ikke blive på bekostning af moderen. Ligestilling bør alene opnås ved at forbedre den dårligst stillede parts rettigheder, som i dette tilfælde er faderen. Når der ikke er ligestilling, er det, fordi faderens rettigheder er dårligere end de burde være, ikke fordi moderen har bedre rettigheder, end hun burde.
Hvis dét er ligestilling, så afslører vi os selv i et enormt unuanceret syn, der ofrer både barn og mor på ligestillingens alter.