Gymnasielærer: Omsorg glemmes i kampen for ligestilling

Den nye barselsmodel er kun blevet en realitet, fordi omsorg ikke regnes for livgivende i opfostringen af små børn: Fædre holder længere barsel, men barslens hovedperson, det lille barn, starter tidligere i institution. Ligestilling udkæmpes på bekostning af omsorg, skriver gymnasielærer  

Mænd og kvinder med barnevogne med børn på shopping på Købmagergade.
Mænd og kvinder med barnevogne med børn på shopping på Købmagergade. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Den nye barselsmodel har nu eksisteret i lidt over et år, siden august 2022. Dens hensigt er, at begge forældre skal barsle med det lille nye familiemedlem. Delvist skal kvinden frigøres, delvist skal det gøres mere socialt acceptabelt for mænd at tage barsel. Barselsmodellen skal gøre plads til forandringer, men til syvende og sidst blev den ikke skabt for at tilgodese barnet. Den er med andre ord et bevis på, at ligestilling bliver udkæmpet på bekostning af børn.

Modstandere af den nye barselsmodel frygtede netop det, som resultaterne nu viser: Små børn begynder nu tidligere i institution end før august 2022. 

Forslag lød på, at de øremærkede uger til faderen blev lagt i forlængelse af den eksisterende barsel, således at barnet også fik gavn af den forlængede barsel ud over tid med sin anden forælder. Andre talte for, at familierne selv skulle have lov at råde over barslen og fordele ugerne efter behov og gavn for barnet. 

Selvom vi i Danmark har tradition for og rekord i tidlig institutionalisering af børn, bør det være logik for burhøns, at jo mindre børn er, jo mere hører de sammen med deres forældre. Det er en yderst negativ konsekvens, hvis der fjernes barsel fra barnet. En konsekvens, som vi, ved barselsmodellens indførelse, endnu ikke kendte de konkrete konsekvenser af, men kun turde gisne om.

Indtil i år i august, hvor forskning fra Rockwoolfonden, Aarhus Universitet og Københavns Universitet, peger på, at jo kortere barsel, jo større er risikoen for mistrivsel senere i livet hos børn. 

Når barslen nu slutter før tid, begynder barnet i en af landets hårdt pressede vuggestuer, hvor man i vores samfund har outsourcet omsorgsarbejdet af de mindste. På trods af loven om minimumsnormeringer og hårdtarbejdende pædagoger, har kritikken af vuggestuerne været til at få øje på. Og med et allerede hårdt presset pasningsområde før barselsmodellen, vil vi i den kommende tid formentlig kun se en større udfordring. 

Det at være i en vuggestue, selv hvis der ingen mangler var, er ikke det samme at være hos en primær omsorgsperson, og det er der en biologisk grund til. Den form for omsorg, som kommer fra en primær omsorgsperson, kaldes også med et mere biologisk fagsprog for yngelpleje og defineres som “adfærd over for afkom, med det formål at sikre den kommende generation de bedste overlevelsesmuligheder”. Det ligger i os og er en naturlig del af at videreføre arten. Jo mere nyfødt barnet er, jo mere yngelpleje kræver det. Denne opgave har vi med den nye barselsmodel flyttet tidligere ned i de hårdt pressede vuggestuer.

For at blive helt klar på, hvordan barselsloven er i tråd med opfattelsen af omsorgsarbejde, skal man bare kigge sig omkring: pædagoger, sygeplejersker, jordemødre – stillinger som overvejende bestrides af kvinder, er presset i knæ. 

At der ydermere publiceres artikler om, at kvinder er en underskudsforretning, vidner om, hvor lidt vi anerkender andet, end hvad der har værdi i kroner og øre. Og forstår man underskud i den forstand, at det er en situation, hvor “noget nødvendigt mangler”, så er det jo faktisk nærmest latterligt at antyde, at kvinder er en underskudsforretning, i et samfund, hvor der for eksempel fødes for få børn, og hvor omsorgen ser ud til blandt andet at være udslagsgivende i forhold til trivsel eller mistrivsel i børn og unges liv. 

Vi er nødt til at anerkende den enorme værdi, der er i omsorg, yngelpleje og tryghed. Vi er nødt til at anerkende omsorg som det livgivende arbejde, det er. Det er kærlighed, nærvær og værdighed. Det er det, som vi giver til hinanden, og som gør, at mennesker forbliver mennesker. 

Sofie Møller Enevoldsen er gymnasielærer og hjemmegående. 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.