Gymnasielærer: Vi kan ikke forhindre teknologien i at blive klogere. Men vi kan forhindre den i at gøre os dummere

Jeg oplever dagligt, hvordan skærmene nedsætter de unges koncentration, udholdenhed og kreativitet og ødelægger udbyttet af deres skolegang. Hvorfor siger ingen stop, spørger gymnasielærer

Nogle steder, som her på Rødovre Gymnasium, afleverer eleverne deres telefoner, men der mangler telefonpolitik mange steder, skriver gymnasielærer. Arkivfoto.
Nogle steder, som her på Rødovre Gymnasium, afleverer eleverne deres telefoner, men der mangler telefonpolitik mange steder, skriver gymnasielærer. Arkivfoto. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

En såkaldt chatbot med navnet chatgpt imponerer i disse uger med sin kunstige intelligens, der i højt tempo skriver digte, analyserer tekster og svarer på spørgsmål i formfuldendte helsætninger. Samtidig diskuterer mange om den kunstige intelligens i fremtiden bliver et supplement til den menneskelige eller en erstatning.

Jeg er lærer i gymnasieskolen, hvor chatgpt i øjeblikket er på alles læber, fordi robotten kan skrive elevernes afleveringer uden at afsløre sig selv. Heldigvis kan den også hjælpe læreren med at rette. Vi kan i nær fremtid ende i en situation, hvor afleveringer bliver skrevet og læst af robotter, uden at opgaven på noget tidspunkt sætter et aftryk i en menneskehjerne. Og hvad så? Hvad med skolen? Hvad med de unge? ”Giv dem nogle stoffer og videospil," lyder svaret fra den israelske historiker Yuval Harari, da han bliver spurgt til menneskets tidsfordriv i en fremtid baseret på overlegen kunstig intelligens. Med den rette dosis lykkepiller og computerspil skal mennesket nok føle sig både glad og underholdt.

Som gymnasielærer er chatgpt ikke min største bekymring i øjeblikket. Lanceringen af platformen har karakter af varselsskud, og varselsskud har den fordel, at de gør folk opmærksomme. Langt værre er det med den diskret summende baggrundsstøj, som man kun sporadisk tildeler opmærksomhed, og som kun få reagerer på. Sådan har smartphones gennem knap 15 år været en del af børn og unges hverdag, uden at der er kommet klare retningslinjer for hvordan og hvor meget, de må bruges. Heller ikke i gymnasieskolen, og det undrer mig, for jeg oplever dagligt, hvordan skærmene nedsætter de unges koncentration, udholdenhed og kreativitet og ødelægger udbyttet af deres skolegang.

Chatbots er lærenemme og bliver kun mere intelligente i de kommende år, hvilket vi uden tvivl kan udnytte til mange formål. Men udviklingen risikerer at ske parallelt med en nedgang i menneskelig intelligens, som ikke så meget skyldes opkomsten af den kunstige pendant, som den skyldes elevernes håndholdte multimaskiner, der gør skolen til et sted, hvor det er meget svært at lære nyt.

Vi ved fra studier, at skærmbrug mindsker evnen til koncentration. Det gælder i øjeblikket, hvor skærmen bliver brugt og derved gør, hvad skærme nu engang gør: Skærmer brugeren fra, hvad der foregår på den anden side. Men hyppig skærmbrug nedsætter også koncentrationsevnen, selv når skærmen ikke bliver brugt. Skærmens hurtige skift i billeder vænner hjernen til hurtig omstilling i stedet for fastholdelse af fokus. Det er velkendt, at brugen af sociale medier aktiverer hjernens belønningscentre og derved skaber afhængighed. Flere har sikkert hørt om hjernescanningerne af såkaldt ”Facebook-afhængige”, hvor synet af Facebooks logo stimulerer samme område i hjernen som kokain hos stofmisbrugere.

Skolens udfordring er, at hverken naturvidenskab, kildestudier eller skønlitteratur er udtænkt af californiske tech-giganter for at tillokke kunder med hurtig og gentagen belønning. Der findes bøger – mange – hvor læseren først føler sig belønnet på side 87, og så langt kommer man kun, hvis man udstår de foregående kapitlers kedsomhed. Den udholdenhed har man næppe, hvis man har vænnet sin hjerne til hurtig belønning. I stedet lader man sig overmande af modløshed og giver op, mens teksten er tør og uappetitlig, længe inden åbenbaringen folder sig ud.

Samme negative motivationsspiral gælder for skriftlige opgaver og projektarbejde. Men vi har brug for stædige og fokuserede elever, som formår at holde snuden i sporet, selvom vejen til viden er kringlet og lang. Vejen bliver uoverkommeligt lang, hvis man viljeløst lader sig lede på vildspor ved mødet med modstand og som trøst forfølger den mindste lugt af hjernesukker og stiller sig tilfreds med tomme kalorier fra onlinespil og sociale medier.

Jeg kender til voksne mennesker, som nedtoner betydningen af mediebrug i skoletiden. De er selv glade for deres iPhone og mener ikke, at deres samliv med den har gjort dem dummere. Disse voksne var børn i højtlæsningens og de kastede papirkuglers tid. Deres hjerner var færdigudviklede adskillige år, før de fik deres første telefon i hånden, og de sidder i dag i jobs, hvor de ikke på daglig basis skal lære nyt, men i stedet replicere færdigheder, de har lært for længe siden. Anderledes er det for en skoleelev. Elevens hjerne er stadig under udvikling og er derfor langt mere sensitiv over for ydre påvirkninger, som tilmed risikerer at give varige følger. Og elevens daglige indlæring kræver en koncentration, som er en langt større åndelig præstation end voksenarbejderens daglige replikationer. Disse voksne bør ikke overføre deres egne erfaringer til de unge.

Der findes også selvdisciplinære typer, som mener, at vi kan løse koncentrationsproblemet i skolerne ved at bede eleverne om at lægge telefonen i tasken, når de møder ind. Så ligger den der og frister inden for rækkevidde, og man må mobilisere store tankekræfter alene for at modstå trangen til at tjekke de syv indløbne notifikationer. Eller også giver man efter og tjekker, når underviseren alligevel bliver urimeligt kedelig. Jeg har selv siddet på skolebænken i smartphonens tid, så jeg tør godt lægge personlige erfaringer oven i mine observationer.

Lokale oplysningstiltag er også afprøvet og med tilsvarende begrænsede effekt. Det er en velkendt floskel, at unge ikke ved, hvad de vil. Men lige så menneskeligt er det, at man ikke vil, hvad man ved. Rygere vidste gennem årtier, at inhalering af tobaksrøg medfører stærkt øget risiko for sygdomme. Alligevel dalede rygerkurven først betragteligt, da staten indførte omfattende forbud og prisstigninger. Ryge- og telefontjekketrang er nærmere beslægtet med vilje end med viden, og derfor trænger fornuftsargumenter ikke igennem.

De rette forbud kan til gengæld bremse de dårlige vaner, som har tag i vores vilje. Jeg tænker, at modviljen mod at begrænse adgangen til skærmmedier i skolen udløber af et fordrejet frihedsideal, som får ethvert indgreb i den enkeltes selvbestemmelse til at ligne et overgreb. Der er flere problemer ved denne tilgang. For det første at omsorg og overgreb nemt kan ligne hinanden, tænk bare på tandbørstning af en overtræt toårig. Vi bør ikke give de unge, hvad de tror, de gerne vil have, men hvad vi ved, de har godt af.

For det andet er trang en form for tvang. Skærmen er i den forstand det frihedsberøvende element, som invaderer vores hoveder og dikterer retningen for vores opmærksomhed. Og frihed er derfor noget eleverne får, idet nogen befrier dem fra skærmen.

For det tredje er gymnasiet et frivilligt tilbud, hvor staten er investor, og eleven er modtager. Selvfølgelig kan investoren stille modkrav for at få mest muligt ud af sine penge i skolen ved at begrænse elevens adgang til skærme. Vi kan investere nok så meget i undervisning; pengene er spildte, hvis eleverne til at begynde med befinder sig i en tilstand, hvor de er dårligt modtagelige for viden.

Når myndigheder i den kommende tid skal overveje tiltag mod brugen af chatbots, så bør de huske, at der er to årsager til, at skærmene bliver mere intelligente end os. Den ene er, at skærmen selv bliver klogere. Det kan og skal vi ikke hindre, men vi må arbejde for, at det sker på præmisser, som gavner os mere, end de skader. Den anden er nedgang i menneskelig begavelse. Det må vi for alt i verden hindre, hvis vi ønsker at se os selv i rollen som dem, der betjener teknikken. Ellers er det os, der bliver et supplement til den kunstige intelligens.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.