UNGDOMSUDDANNELSERNE, i særdeleshed det almene gymnasium (stx), kan fremadrettet tilbyde dine børn en uddannelse af betydeligt ringere kvalitet for dine skattepenge.
Til gengæld skal du betale lidt færre af dem. Vor tids omvendte Robin Hood handler ikke kun om at omfordele midler mellem samfundsklasser, men i høj grad mellem generationer.
Af debatten omkring besparelsesplanenerne fornemmer man, at man skal være venstreorienteret for at se problemet. Men hvorfor er det blevet en særskilt ”rød” sag at sikre vores børn kvalitetsuddannelse?
Hvor er for eksempel ”partiet for klassisk dannelse”, Det Konservative Folkeparpti, når betingelserne gør det umuligt at opretholde selv samme? Og hvad forestiller Venstre og Liberal Alliance sig, at Danmark skal ernære sig ved i fremtiden, hvis vidensarbejdspladserne ikke kan finde kvalificeret dansk arbejdskraft?
Man kan have forskellige holdninger til den ny gymnasiereform. Man kan til gengæld ikke diskutere, at reformen er ufinansieret. Faktisk er den minusfinansieret. Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) siger gang på gang, at der medfølger 400 millioner kroner til efteruddannelse, men det bliver ikke sandt af at blive gentaget.
Pengene er en generøs politisk gave betalt af sektoren selv ved at ændre tælledagen for taxameteret. Personligt er jeg i øvrigt ikke optaget af, hvor mange kurser med kagebord og reformpædagogik, jeg får lov at komme på. Jeg er optaget af at fastholde kvaliteten af undervisningen i faglig såvel som relationel forstand, som frem for alt handler om tid til forberedelse, menneskelig kontakt og faglig feedback. Og det lader sig ikke gøre med de varslede besparelser: 1,6 milliarder kroner.
Det skorter imidlertid ikke på de opgaver samfundet i almindelighed og politikerne i særdeleshed mener, at vi skal løse. Vi skal skabe ”kulturel tydelighed” (jævnfør Haarders åndelige 2025-plan) og demokratisk dannelse, forberede til studie og arbejdsmarked, tilvejebringe digital dannelse og kvalitetssikre karaktergivning, opgavefeedback, trivsel og løfteevne. Og det gør vi så.
Hovedparten kan vi oven i købet se meningen med, når vi først har fået det gennemarbejdet og tilpasset den praktiske virkelighed, som politikerne ikke kender meget til. Det kræver imidlertid ressourcer, ikke mindst tid, dvs. præcis det vi allerede nu mærker at have for lidt af.
Selvom besparelserne unægtelig kommer til at ramme elever fra uddannelsesfremmede hjem hårdest, så er der ingen, der ikke kommer til at mærke konsekvenserne. Alle mennesker har brug for tid til faglig fordybelse for at blive dygtige og dannede. Alle unge mennesker har brug for voksne fagpersoner, der ikke alene møder velforberedte op til undervisningen, men også har overskud til at se og lytte. Tab, sorg og psykisk sårbarhed kender ikke klasse, og har vi ikke råd til at tage os af det, så finder der ganske enkelt ikke læring sted.
SELV UNDERVISER JEG i samfundsfag og religion og skal være evigt indstillet på at imødegå det aktuelle. Vi skal hjælpe eleverne til at forstå alt fra Brexit over implikationerne af henholdsvis Trump eller Clinton til årsagerne til Scientologys antipsykiatriske kampagner. Når der sker et terrorangreb, skal vi bidrage med den baggrund og refleksion, der skal til for, at eleverne ikke bare vandrer rundt i frugtesløs frygt og meningstab.
Det burde være indlysende for politikerne uanset ideologisk tilhørsforhold, men indtil videre er det kun den yderste værdipolitiske venstrefløj samt Dansk Folkeparti, der har opdaget problematikken, og de er tilsyneladende mere optaget af den evige diskussion om danskhed. Hvor er de klassiske dannelses- og åndspartier? Og hvor er ”borgerligheden” henne?
I mellemtiden står det hen i uvished, hvad vi overhovedet skal leve af i Danmark i både økonomisk og menneskelig forstand, hvis vi fortsætter minusinvesteringerne i landets fremtid; dine, mine og vores børn.
Mai Møller Nielsen er adjunkt i samfundsfag og religion, Aurehøj Gymnasium i Gentofte.