EN FREDAG eftermiddag i foråret 2005 er Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, på besøg i den berømte Abou Nour-moské i Damaskus i Syrien. Her er 4000 mennesker samlet til fredagsbøn.
Sheikh Salah Kuftaro, søn af stormuftien over Syrien, sheikh Ahmad Kuftaro, der døde året før, byder biskoppen velkommen og fremhæver Jesus som en stor og betydningsfuld profet og det fælles ansvar for fredelig sameksistens. Derefter opfordrer han biskoppen til at holde en tale for dem, der er forsamlet til fredagsbøn.
LÆS OGSÅ: Kirke inviterer imam til at tale ved pinsegudstjeneste
I den improviserede tale siger biskoppen blandt andet: Som kristen er jeg overbevist om, at Gud har skabt os alle i sit billede, så vi ligner ham, og at vi derfor er hinandens søstre og brødre. Alligevel ser vi forskelligt på mangt og meget, også på, hvem Gud er . Alligevel har vi et fællesskab som Guds børn (...). Samtidig vil jeg fortælle jer, at for os kristne er Jesus langt mere end en stor profet. Han er Guds søn, ja, Gud selv. Hans ord og gerninger har derfor afgørende betydning og autoritet for os kristne, uanset hvor vi lever og bor. Også i Damaskus. (Margit og Erik Norman Svendsen, Menneske først. Religionsmøde på kryds og tværs (side 35-38).
Da jeg læste om nogle af reaktionerne på, at sognepræst Louise Britze Kijne havde indbudt imam Abdul Wahid Pedersen til efter gudstjenesten anden pinsedag i Hellig Kors Kirkes have at holde en tale, kom jeg til at tænke på Erik Norman Svendsens oplevelse i en moské i Damaskus og blev dybt beskæmmet.
Retsteolog Kristine Garde mener ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad, at det nærmer sig en provokation at lade en muslim tale i en kirke i pinsen, og at det sår tvivl om selve gudstjenestens væsen. Kenneth Kristensen Berth, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti, kalder i et læserbrev i Kristeligt Dagblad det en besynderlig provokation og sætter spørgsmålstegn ved, om sognepræsten overhovedet mener noget med sin kristendom, eller hun blot er en en slags lommepsykolog med teologisk fernis, der ser det som sin opgave at forvandle kirkerummet til en tværreligiøs basar.
LÆS OGSÅ: Præst skulle holdes væk fra kirke af hensyn til muslimer
EGENTLIG VIL JEG give både Kristine Garde og Kenneth Kristensen Berth delvist ret. Det, som sognepræsten i Hellig Kors Kirke gør, kan ganske rigtigt opfattes som en provokation. Men netop en provokation, der er i overensstemmelse med de provokationer, som Jesus for at kommunikere evangeliets radikalitet udsatte sin samtids retsteologer og politikere for. Dem, som de andre ikke ville lege med, dem, der hørte til det dårlige selskab, dem ville Jesus gerne lege med. Det gjaldt samaritanere, toldere og syndere og mange andre ekskluderede grupper. Han tog imod dem med åbne arme, og han tog imod deres gæstfrihed som et udtryk for, at Guds rige i ham var kommet nær.
Hvis kirken eller i dette tilfælde Hellig Kors Kirkes have bliver til en religiøs basar, når en muslim får lov til at bringe en hilsen eller holde en tale, ja, så må kirken en gang imellem blive til en religiøs basar, hvor mennesker med forskellig livsanskuelse og religion får mulighed for at tale sammen på kryds og tværs om det, der ligger dem på hjerte.
LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard: Kirken mister sin eksistensberettigelse
Hvis sognepræstens indbydelse af imamen er et udtryk for en teologisk fernis, er der bestemt brug for en omfattende fernisering i folkekirken, for i overensstemmelse med evangeliet viser hun gæstfrihed, der netop er en af de praksisser, som Jesus lægger vægt på, sammen med eksempelvis barmhjertighed, tilgivelse og gavmildhed.
Derfor: Tak til sheikhen i Abou Nour-moskéen i Damaskus, for at han sammen med hele menigheden viste gæstfrihed over for biskop Norman Svendsen og lyttede til, hvad han havde på hjerte. Tak til sognepræsten i Hellig Kors Kirke på Nørrebro, for at hun sammen med hele menigheden viser gæstfrihed over for imam Abdul Wahid Pedersen og vil lytte til, hvad han har på hjerte.
Mogens S. Mogensen, interreligiøs konsulent, N.J. Holms Park 55, Christiansfeld