Prøv avisen

Høflighed fremmer dialog

Symbolfoto Islam. Muslimische mit Burka ist verschleiert. Foto: Erwin Wodicka.

Med det nye, kritiske brev har islamofobien igen taget evangeliet som gidsel i noget, der måske i virkeligheden er en indenrigspolitisk dagsorden

Så er vi på den igen-igen. Gruppen af renfærdige præster og teologer uden bjælke i eget øje en del af dem fra Islamkritisk Netværk, andre blot med i denne runde har fundet grund til at lufte deres frygtsomhed over for islam og deres angst for at komme til at give ved dørene og deres villighed til at lade det perfekte stå i vejen for det gode.

Der står jo ellers i Bibelen, at sandheden Jesus Kristus skal gøre os frie, ikke frygtsomme. Der er ingen grund til at være så angst for den imødekommenhed, som brevet er blevet modtaget med af kristne ledere og organisationer verden over.

Der er jo ikke nogen af de kristne ledere eller råd, som har svaret på brevet A Common Word fra de nu 245 muslimske lærde, som ikke har deres treenighedslære present, og som ikke påpeger nødvendigheden af, at handling efterfølger ord og intention, hvad angår kristnes sikkerhed i muslimske lande og områder.

Jeg har aldrig mødt nogen kristne, der gik ind for andet, end at vores søstre og brødre i Kristus skal leve og tilbede i fred, uanset hvor de bor. Det er faktisk også et ønske, som kommer til udtryk hos de nu 245 muslimske lærde. Og ikke mindre vigtigt i Danske Kirkers Råds svar på deres brev.

Men i dette svar er det unægtelig formuleret med større diplomati eller høflighed kunne man fristes til at sige. Høflighed er ligesom luft i bilens dæk. Måske ikke absolut nødvendigt for at køre, men det fremmer fremdriften og øger aktionsradiussen.

Ønsker man videre dialog, er høfligheden derfor nødvendig. Ønsker man derimod blot at afskrive den anden part som useriøs, er der jo ingen grund til at ulejlige sig med den slags pjat. Er det igen frygten, som styrer? Er der ingen tillid til, at folkekirken har noget at byde ind med i en gensidig dialog?

Hvorfor denne frygtsomhed over for de islamiske lærde? Det, der truer folkekirken og for den sags skyld dens ære, er ikke islam eller kristne teologers forskellige tilgange til dialog med islam, men det, at vi ikke i eget hus kan forkynde den treenige Gud på en måde, så det kristne fællesskab blomstrer og vokser i alle kirker landet over. Eller er det bare et udslag af, at islamofobien igen skal tage evangeliet som gidsel i noget, der i virkeligheden er en indenrigspolitisk dagsorden?

Frygt kan være svær at styre. Men øvelse gør mester, og man kan jo passende begynde med ikke at mistænke de muslimske lærdes gode intentioner og udstrakte hænder brevet hedder dog blot A Common Word ikke A Final Word.

Det indikerer kun med en historisk imødekommenhed, at kan vi starte med at tage udgangspunkt i det, vi har tilfælles i den abrahamæiske tradition, så åbnes mulighederne for, at vi også kan adressere alt det, der skiller os som kristne og muslimer, på en konstruktiv måde. Men det kræver, at vi gider at gøre os besværet med at lære hinanden at kende, som vi er, og ikke først vil være med, når den anden part har rettet ind.

Christina Rygaard Kristiansen,
sognepræst,
Tingbanken 27, Nykøbing F