Prøv avisen

Høflighed virker faktisk. Danmark bør opgradere på området

HØFLIGHED DUKKER OP som tema fra tid til anden. Det er noget, de fleste kan forholde sig til. Hvem rejser sig for ældre mennesker i bussen? Hvem holder døren for kvinder anno 2009? Og hvad blev der af det velmente tak?

I disse uger er tusindvis af studerende startet på en ny uddannelse. De nye studerende møder nye ansigter på alle niveauer. Nye undervisere, nye sekretærer, nye pedeller. Kultur-og kommunikationsmøder med en ganske særlig smag. Nu efter et par uger: Hvordan står det så til med høfligheden, belevenheden, de gode manerer, ordentligheden i den sammenhæng?

Symbolerne på høflighed, det faste håndtryk, øjenkontakten og fokus på den anden, er væk. Udgangspunktet for de fleste er mig selv. Det meste handler om eget projekt, egen fremtid, egne udfordringer. Hvordan ved man så det? Man kan se det. På kropssprog, holdning, udstråling og på det verbale plan. Det handler først og fremmest om mig.

Studerende kommer i mange varianter. Tre hovedtyper: den studerende, der er selvbevidst, ser godt ud og god holdning. Men som også er så optaget af egen udstråling, at der er begrænset plads til andre.

Så er der den slaskede og lidt fod slæbende type. Form indgår ikke som del af det personlige image. Bevægelser lidt langsomme, træge, med modhager. Papirer modtages med en vis indolent og træt selvfølgelighed. Ikke noget med: "Ih, tak skal du have. Det er jeg virkelig glad for."

Endelig er der den glade blanding – de studerende, der kombinerer form og indhold. Der ved, det gælder om at kunne noget og samtidig se godt ud. Akkurat som tennisspilleren Wozniacki. De tre typer har en fælles udfordring: fokus på de andre, på udtrykt taknemlighed og aktiv belevenhed.

VI VÆNNER OS TIL fravær af belevenhed. Det er nok sådan, det skal være. Indtil manglen på smøring af de personlige relationer bliver for tydelig. En mangel på smøring, der hæmmer de flestes lyst til at yde noget for fællesskabet.

Individualiteten træder frem. Fælleskabet lider.

Finanskrisen har bragt behovet for en vis ydmyghed, taknemlighed og høflighed tilbage på dagsordenen. Mange er ramt af krisen. Den rykker tættere og tættere på ens egne relationer. Venner fyres, og virksomheder lukkes. Forventningerne til den nye situation justeres. Vi revurderer de værdier, der bærer fællesskabet og vores social samvær.

Hvis vi skal videre med høfligheden, belevenheden og nærværet, hvad skal vi så gøre? Vi må have håndtryk, øjenkontakt og det smilende nik tilbage. Hvad hvis en hel uddannelsesinstitution – studerende, undervisere, administration, pedeller – kollektivt indførte dette som faste ingredienser i dagligdagen? Hvad ville det mon betyde for virksomhedskulturen, for tilegnelsen af viden, for dialoger, diskussioner og meningsudvekslinger i de teams, der gennemsyrer undervisningssystemet nu om dage?

HVAD NU, HVIS VI som en ekstra bonus opgraderede denne kommunikationsstrategi med det lille ord tak. "Tak, fordi du hjalp mig, tak for indsatsen, tak for i dag." Små ord med den store virkning.

Fremtiden handler om mødet mellem mennesker. Mødet på tværs af personligheder, fagkulturer og nationale kulturer. Mødet mellem forskellige måder at kommunikere på, reagere på og gøre tingene på.

Vi bliver nødt til at træne det på alle kanaler. Der stilles enorme krav til vores sociale intelligens. Vi skal kunne begå os. Hurtigt, effektivt og med elegance. 24 timer i døgnet. Og vi skal gøre det med dyb forståelse og respekt for andres måder at agere på.

Men hvis vi gør det, vil vi brande Danmark og danskere som et spændende folk. Viden kombineret med antitautoritær fandenivolskhed og social intelligens og charme. Slaget skal slås på mange fronter. I familier, på skoler og højere uddannelsessteder og i virksomhederne. Nogen må gå i spidsen. Gerne virksomhedsledere, rektorer, undervisere af enhver art samt fædre og mødre. Vi bliver et gladere folk. Det bliver mere spændende at være sammen med os. Og det koster ikke noget!

Povl Christian Henningsen,
cand.ling.merc.,
Sondrupvej 39,
Hundslund