Det er slut med åndsfriheden i folkekirken, hvis den kirkelige højrefløj får magt som den har agt. Det må være konklusionen på Kristeligt Dagblads kronik den 15. juni, der vel er det nærmeste, man kommer den konservative fløjs kollektive udmeldelse af folkekirken.
Man kan konstatere, at den kirkelige højrefløj er ude af stand til at mobilisere blot en smule af den generøsitet, der ligger i det kirkelige frihedssyn, som den selv trækker store veksler på. Med til generøsiteten hører netop gensidigheden: At den frihed, man selv forventer, den giver man også andre. Lev og lad leve.
LÆS OGSÅ: Biskopper slår igen mod vielsesmodstandere
Hvad får vi i stedet? Åndelig omklamring, grænseoverskridende selvretfærdighed og donatistisk dyneløfteri og det handler vel at mærke ikke om præsters civilstand, som der eufemistisk står; sig det dog lige ud: Det handler om forkert og rigtig seksualitet, homofobi, altså.
Kronikørerne advarer mod alle os, der ikke mener som det højrekirkelige kollektiv, vi er jo både vranglærere og løgnere mon sortlisten skal være offentlig eller cirkulere i det skjulte? At kirkehistorien er fuld af klassisk kristendom, der ligger meget langt fra det indsnævrede kristendomstolkning, som kronikskriverne repræsenterer, går de naturligvis let og uelegant hen over.
REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Lise-Lotte Rebel: Bevar kirkens frihedstradition
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn
- Fordærvet kærlighed: Store teologiske dilemmaer ved vielse af homoseksuelle
Den kirkelige højrefløj har meldt sig ud af gudstjenestefællesskabet, men bedyrer at ville deltage i den teologiske samtale. Personligt har jeg det stik modsat: Jeg finder gudstjenestefællesskabet vigtigt, her er det dog Vor Herre, der er i centrum. Det er i gudstjenesten, man får proportion og perspektiv på både tilværelse og kirkelige uenigheder og Jesus havde det jo som bekendt helt anderledes end den kirkelige højrefløj: Han lagde afstand til farisæisme og spiste med både toldere og syndere.
Til gengæld savner jeg motivationen til at deltage i en samtale, hvis formål er at gøre folkekirken til det, den aldrig har været: en kirke for de få og rene af hjertet. Tværtimod er der brug for en samtale om, hvordan folkekirken også i fremtiden skal have både bredde og rummelighed, være til stede i den moderne verden. Hvis man mener noget med folkekirken, som den er indskrevet i Grundloven, så må dét faktisk være en kvalitet.
Birgitte Stoklund Larsen, akademileder på Grundtvig-Akademiet, Vartov, Farvergade 27, København