Prøv avisen

Højtiden sætter svigtet og skylden i relief i fænglserne

Følelserne farer rundt i fængselscellens nattemørke, skriver to fængselspræster Foto: Sofie Amalie Klougart

Julens frisættende budskab smugler vi åbenlyst ind i fængslet, skriver de to fængselspræster Hanne Storebjerg og Bjarne Lenau Henriksen

De sidder den ikke af. Tværtimod. De soner den af: skylden, brøden, forbrydelsen. Det går deres dag med. For det meste er det rimeligt nok. Der er god grund til afsoningen. De fleste indsatte ved det godt. Sentimentaliteten er ikke det mest fremtrædende hos dem. Det er derimod vreden, sorgen, skammen og skylden.

LÆS OGSÅ: Fangekoret i Vridsløselille: Det har vi misforstået ved julen

De driver den ikke af. Tværtimod. De har vældig travlt med at være vrede i særdeleshed på sig selv. Vreden er en passende måde at møde sig selv og verden på. Den ligger dybt. Måske helt tilbage fra de tidligste leveår. Men det er der ingen, der gider tale om. For til syvende og sidst er det ligegyldigt. Nu.

Mange er fulde af sorg, skam og skyld. Det gemmer de på, helt inderst inde. De siger det ikke alt for højt, og da slet ikke til andre. Sorg, skam og skyld er følelser, som svækker den ydre fremtoning, der helst skal være en fortælling om et menneske med styr på livets ultimative elendighed.

De er overbeviste om, at folk har ret, når de siger, at de selv har købt billetten til fængslets overskuelige velsignelser. Det er ikke samfundets skyld, at de er uden frihed. Det er deres egen. Derfor er de vrede på sig selv og skammer sig over sig selv. Men siger det ikke offentligt. Hverken til Gud eller hvermand.

Og så alligevel. Åbenheden vider sig ud i takt med, at adventstiden nærmer sig julen. Der er et eller andet med julen. Den får det sværeste frem i folk. Alt det, der ikke lykkedes. Alt det, der gik galt. Alt det, der blev et helvede for dem selv og de andre.

Følelserne farer rundt i fængselscellens nattemørke. Konen, børnene, forældrene og alle de andre, der er trukket med ind i det svigt og den skyld, de nu betaler af på. Skylden er dyrekøbt og skal afbetales med dyre renter.

Julen sætter svigtet og skylden i relief. De bøjes i rødt neon sammen med lysende juletræer og overvægtige julemænd, som er nutidens umistelige symboler på decembers forventningsfulde familielykke. Selvfølgelig har de indsatte et familieliv. Det udmærker sig ved at leve sig ud in absentia. Kommer det endelig tæt på, sker det brudstykkevist. Korte besøg. Enkelte udgange, hvor de får en lille mundsmag, der risikerer at slutte med en bitter eftersmag.

MEN OKAY. De har som sagt selv købt billetten til ensomheden. Der er ikke noget at pive over, siger de trodsigt, når vi lukker celledøren og ønsker glædelig jul. Tabet af friheden og tabet af kontakten til familien danner tilsammen en ubodelig ensomhed. Selvom familieforholdene kan være uudholdeligt komplicerede, kan tabet af dem være endnu værre. Hellere være midt i dem end langt væk fra dem. Men når man er så langt væk fra hinanden, dukker angsten op. Angsten for at miste. Ikke angsten for ikke at slå til, for det ved de godt, de ikke gør. Men angsten for at blive væk, overflødig og ligegyldig.

Fantasierne vokser med masser af usikkerhed og mistillid. De vil mig ikke. De vil ikke være mig bekendt. Fuldt forståeligt. Så fantasierne bliver hurtigt værre end virkeligheden. Når fantasierne overtager virkeligheden, er følelserne og tankerne for alvor kommet i fængsel.

Som præster præsenteres vi for en forstærket sorg over det mistede liv, især over at man ikke kan være hos børnene. Svigt avler svigt. Et gavekort på 150 kroner til Fætter BR fra De små glæders legat står man i kø ved præstens kontor for at få, så børnene måske føler sig lidt mindre svigtede.

Som præster præsenterer vi dem for julens vanvittige budskab, at Gud i den grad blev fængslet af sit umulige skaberværk, at han blev rigtigt menneske. Af kød og blod. Uden indsigelse. Uden forbehold. Med en tro, et håb og en kærlighed, der endte med en dødsdom, hvor Guds Søn følte sig svigtet af Gud og hvermand. Fanget i en total ensomhed. En aparte form for solidaritet. Men under alle omstændigheder solidaritet. Afmagtens solidaritet.

Det er den, vi præster kommer anstigende med. Vedblivende, vedholdende, påståelige. Julens frisættende budskab smugler vi åbenlyst ind i fængslet. Til diskussion, til trods, til hovedrysten. Men inderst inde til den tro, der får et fritsvævende håb til at bære den svigtende kærlighed igennem de låste døre og ud i virkeligheden. Ud i fængslets virkelighed. Ud i verdens virkelighed.

Hanne Storebjerg og Bjarne Lenau Henriksen er præster i Horserød Statsfængsel