H.C. Andersens ”Tællelyset” er delvis Kristus-figur

Det nyfundne H.C. Andersen-eventyr "Tællelyset" er fuld af evangeliske motiver, og viser forfatterens tro. Det mener Monica Papazu, forfatter til en bog om kristne motiver hos H.C. Andersen.

Afskriften af det nyfundne H.C.Andersen eventyr ''Tællelyset'', som er skrevet i ca. 1822, og som nu ligger på Odense Bys Museer. Eventyret er fuld af kristendom, mener Monica Papazu
Afskriften af det nyfundne H.C.Andersen eventyr ''Tællelyset'', som er skrevet i ca. 1822, og som nu ligger på Odense Bys Museer. Eventyret er fuld af kristendom, mener Monica Papazu. Foto: Odense Bys Museer .

OPDAGELSEN AF H.C. Andersens eventyr Tællelyset er en begivenhed. Ikke fordi ethvert barndomsskribleri af en stor forfatter nødvendigvis har anden værdi end det beløb, det eventuelt kan indbringe på en auktion, men fordi det drejer sig om en kunstnerisk frembringelse, som i eminent grad hænger sammen med fortællerens modne univers.

Deri ligger betydningen af Tællelyset. Skønt H.C. Andersen på det tidspunkt kun var en halvvoksen dreng, bærer eventyret både præg af det talent, som senere vil udfolde sig, og af de temaer og motiver, som er ham karakteristiske.

Eventyret bygger på det evangeliske billede af lyset, som skinner i mørket, og som verden ikke vil kende. Tællelyset er en delvis Kristus-figur. Guds lam, som bærer verdens synd-motivet er til stede: Tællelysets mor var et lille Faar. Tællelyset bliver sort af verdens synder, men idet det brænder i selvopofrelse, dækker det syndens sorte skorpe med sine hvide dråber. Samtidig er tællelyset et symbol på det kristne liv, på mennesket som et lille vidne, der er kaldet til at vidne om lyset.

Som i andre af forfatterens eventyr skildres her et prøvelsesforløb, hvor hovedpersonen konfronteres med verden. Det er verden, der ligger i det onde, hvilket i hans forfatterskab vil kulminere med Skyggen; verden, som søger sit eget (den brød sig kun om sig selv), og som misbruger lyset til Fordeel for sig selv. Dette er egenkærlighedens synd (philautia): at vende sig bort fra Gud og dyrke sig selv.

I denne konfrontation med verden, som både udnytter, skænder og forkaster lyset, mister tællelyset sit hvide udseende, det bliver mørkt ligesom sine omgivelser, selvom dets indre ikke forandres en modsætning mellem det ydre og det indre og en understregning af det indre menneske, som vil fylde meget i H.C. Andersens senere tekster (inderligheden hos den stumme lille havfrue eller hos den blinde datter i De Vises Steen). Og alligevel er tællelyset ved at falde for den alvorlige synd, som hedder akedia, Mismod, fortvivlelse (som igen findes i for eksempel De Vises Steen).

Efter et mønster, som er noget af det mest typiske for H.C. Andersen, kan tællelyset ikke frelse sig selv ved egne kræfter (husk Kay i Sneedronningen). Redningen kommer udefra i form af fyrtøjets lille Flamme. Der er tale om et skabningernes fællesskab, hvor den ene ved selv at adlyde sin bestemmelse hjælper den anden til at gøre det samme.

Således kan tællelyset til sidst fuldbyrde sit telos, det vil sige det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel, og hvortil det egentlig var skabt, og kommer til at lyse længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger, oplyse Veien for de andre og give det lys, i hvilket de kan søge Sandheden.

Det er klart, at eventyret også har en selvbiografisk dimension. Det fortæller om H.C. Andersens bevidsthed om sit kald og de prøvelser, han går igennem. Kaldet er ikke selvcentreret. For det drejer sig om at udfylde sin bestemmelse, en bestemmelse, han har fået skænket, og som han ikke selv har opfundet, og denne bestemmelse ligger i at have del i det lys, han ikke selv skaber, og således bringe det videre til de andre.

Af disse grunde er dette eventyr bestemt ikke ligegyldigt. Det indeholder kimen til H.C. Andersens eventyr-univers og viser, i hvilken grad han forblev tro mod sin mest grundlæggende forståelse af livet.

Monica Papazu er mag.art. og forfatter til bogen I Guds klare solskin: H.C. Andersens kristne eventyr og historier