Haagensen har aldrig troet på gralen

DA VINCI MYSTERIET: Den bornholmske forfatter Erling Haagensen har aldrig troet på gralen som en fysisk genstand og beskæftiger sig i det hele taget ikke med det okkulte

Den bornholmske forfatter Erling Haagensen er blevet kendt i brede kredse for at have foreslået, at tempelherrerne har været på Bornholm, og at de skulle have gemt den hellige gral på øen. Det fremgik blandt andet af et stort interview i Kristeligt Dagblad den 16. maj 2006. Det har jeg betegnet som rent gak i samme avis samme dag, hvad der forståeligt nok stødte Haagensen og har medført en længere korrespondance.

Heraf fremgår det, at Haagensen aldrig har troet på gralen som en fysisk genstand, der kan være skjult noget sted, eller på bogen Det Hellige Blod og den Hellige Grals teorier om Jesus og Maria Magdalena og deres påståede efterkommere, og at Haagensen i det hele taget ikke beskæftiger sig med det okkulte. Hvis nogen skulle have fået det indtryk, skyldes det udelukkende, at journalister igen og igen har fejlciteret Haagensen.

Jeg mener stadig, at den slags forestillinger er gak, men når Haagensen ikke hylder dem, er det udtryk selvfølgelig ikke møntet på ham. Dermed har jeg ikke taget stilling til Haagensens ideer om en særlig geometri for de bornholmske rundkirker.

For én gang for alle at få rammet en pæl igennem gralen og Bornholm er korrespondancen med Haagensen offentliggjort på www.kurtvillads.dk

Kurt Villads Jensen,

Høm Møllevej 14 A,

Ringsted