Reinkarnation, forholdet til islam, åbenhed over for flygtninge – eller ej? Der er jævnlig og hård kritik af folkekirken for tiden.
Mange beklager, at folkekirkens tolerance, åbenhed og rummelighed har nået et omfang, hvor det er svært at forstå, at det er kristendom, der forkyndes. De savner passion i folkekirken. Det nytter ikke, at præster er imødekommende over for islam, og hvordan kan man som kristen kirke være åben for reinkarnation? Folkekirken afmonterer sig selv i ren behagesyge, lyder kritikken.
Gode spørgsmål. Men det er jo den enkelte, der skal tage kampen. Kirken som institution må nødvendigvis have en vis rummelighed, hvis den fortsat vil være kirke for det store flertal. Og det er den jo faktisk i Danmark – knap 80 procent af befolkningen er medlemmer, selvom de nemt kunne slippe for både medlemskab og kirkeskat.
Kirken kan godt være åben uden at være præget af tandløshed. I ”Den danske statskirke upartisk betragtet” pointerer Grundtvig igen og igen, at tro forudsætter frihed, gensidig frihed. Derfor muligheden for sognebåndsløsning, valgmenigheder med videre.
Kirken skal være en fri kampplads, så ”striden kan holdes vedlige, om muligt til verdens ende!”. Det tilfredsstiller ganske vist ikke de ”dorske” og de ”herskesyge” (som vil have staten til at holde orden), men det er kun godt, at de dorske og herskesyge befinder sig ilde i kirken, siger Grundtvig.
Også jeg ser gerne mere passion, diskussion og uenighed i folkekirken. Det er livgivende. Lad os bruge ordets magt, sådan som en del kritikere heldigvis gør.