”Hæng kvinder for abort”: Abortmodstander deler vandene i USA

Fremtrædende meningsdanners skarpe udsagn udløser polemik om, hvor grænsen går i den amerikanske abortdebat

Den konservative kommentator Kevin Williamson har delt vandene i USA efter, at han har udtalt, at abort er lig med mord og burde straffes med hængning. Det er ikke første gang, at forslag om at kriminalisere abort vækker røre i USA. Hvert år er der ”March for Life”, hvor abortmodstandere demonstrerer sammen. –
Den konservative kommentator Kevin Williamson har delt vandene i USA efter, at han har udtalt, at abort er lig med mord og burde straffes med hængning. Det er ikke første gang, at forslag om at kriminalisere abort vækker røre i USA. Hvert år er der ”March for Life”, hvor abortmodstandere demonstrerer sammen. – . Foto: Tasos Katopodis/AFP/Ritzau Scanpix.

DER GIK KUN FÅ UGER, fra den højt profilerede konservative kommentator Kevin Williamson blev hyret som klummeskribent på det venstredrejede nyhedsmedie The Atlantic, til han blev fyret. Det var kommet frem, at Kevin Williamson flere gange på Twitter og i en podcast uden omsvøb havde talt for, at abort er lig med mord og burde straffes med hængning, og dette kontroversielle synspunkt var for meget for The Atlantic.

Sagen har udløst en polemik om, hvor grænserne går i den altid ophedede amerikanske abortdebat. Mens nogle debattører anklager The Atlantic og dem, der opfordrede til fyringen af Kevin Williamson, for intellektuel censur og manglende frisind, så fremfører andre, at hans udsagn er så ekstreme, at de diskvalificerer ham fra den offentlige debat.

I et indlæg i onlinemediet Medium skriver feministen og forfatteren Jessica Valenti, at Kevin Williamsons opfordringer til, at abort skal udløse dødsstraf, er med til at give de mest ekstremistiske abortmodstandere blod på tanden. Balladen om den konservative meningsdanner handler ikke bare om intellektuel rummelighed i den offentlige debat, men også om kvinders grundlæggende ret til en tryg eksistens, skriver forfatteren.

”Hver gang, jeg har skrevet eller talt offentligt om mine aborter, er jeg blevet truet med døden – og jeg er langtfra alene. Kvinder terroriseres over deres reproduktive valg – hvad enten det er trusler online eller den stadig mere oppiskede vold mod abortudøvere og -klinikker,” skriver Jessica Valenti, der også minder om, at cirka en fjerdedel af alle amerikanske kvinder ifølge statistikkerne har fået en abort og dermed i princippet ville være kandidater til dødsstraffen.

ORGANISATIONEN Naral Pro-Choice America, som bakker op om abortretten, og som på Twitter opfordrede til fyringen af Kevin Williamson, er enig.

”Ekstremister som Kevin Williamson fortjener fordømmelse – ikke en byline til at udgyde racistisk, kvindefjendsk, højreorienteret ekstremisme. At normalisere vold mod kvinder, der træffer disse vigtige afgørelser om deres egne kroppe og liv, er uacceptabelt,” lyder det i et tweet fra Naral Pro-Choice America.

Fyringen af Kevin Williamson udløser imidlertid forargelse blandt konservative meningsdannere, der anklager The Atlantic og venstrefløjen for at undertrykke ytringsfriheden og indsnævre grænserne for, hvad der udgør stueren diskurs.

”Kære progressive: Nu må I afgøre, om I ønsker noget som helst rum i de seriøse intellektuelle medier, hvor konservative og progressive idéer støder sammen,” skriver seniorskribent David French i det konservative nyhedsmedie National Review, hvor Kevin Williamson var ansat inden skiftet til The Atlantic.

ANDRE PÅPEGER, at Kevin Williamsons holdninger udstiller den amerikanske antiabortbevægelses inkonsekvente moralske argumentation. Kevin Williamson er i modsætning til mange af sine meningsfæller i det mindste ”intellektuelt ærlig”, skriver klummeskribenten Ruth Marcus i avisen Washington Post.

”I modsætning til Kevin Williamson foretrækker Det Republikanske Parti og antiabortaktivister at undgå konsekvenserne af deres overbevisning om, at livet begynder ved undfangelsen. Hvis dette var deres grundlæggende, ubøjelige holdning, så ville mange republikanske politikere ikke støtte en undtagelse, der tillader abort i tilfælde af voldtægt eller incest. Hvis dette var deres grundlæggende, ubøjelige holdning, så ville de overveje, som Williamson gør det, at straffe i det mindste nogle af de kvinder, der vælger at afbryde et svangerskab,” skriver Ruth Marcus.

Det er ikke første gang, at forslag om at kriminalisere abort vækker røre i USA. Under præsidentvalgkampen i 2016 sagde den daværende republikanske kandidat Donald Trump eksempelvis, at ”der bør være en form for straf” for kvinder, der får en abort. Senere trak hans kampagne i land og forklarede, at straffen for en abort – i det tilfælde, at indgrebet ulovliggøres – skal tilfalde den udførende part.