Hæv cigaretpriserne! Så giver vi unge friheden til et langt liv

Prisen på cigaretter bør fordobles, mener radikales sundhedsordfører Marlene Borst Hansen. Færre vil ryge, når prisen sættes op. Det har man set i Norge, Canada, Hongkong, Brasilien og Californien

Hæv cigaretpriserne! Så giver vi unge friheden til et langt liv
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

EN PAKKE CIGARETTER koster stort set det samme i dag, som da jeg var ung i begyndelsen af 1990’erne. Konsekvensen er, at antallet af rygere står bomstille. I dag ryger cirka 22 procent af befolkningen, og jeg er dybt bekymret over, at så mange unge ryger. For unge mennesker, som begynder at ryge og forsætter med det, vil i halvdelen af tilfældene dø af sygdomme, som er relateret til deres rygning. En fjerdedel vil blive ramt, før de fylder 70 år, og de vil i gennemsnit miste 23 år af deres liv. Alligevel er der i dag faktisk flere unge rygere på trods af de seneste års initiativer.

Det gør mig, rent ud sagt, meget ked af det, både som politiker og som mor til to unge teenagere. Jeg forstår godt, at mange mener, vi politikere bør blande os udenom. Men det kommer vi ikke til.

I Radikale Venstre mener vi, at prisen på cigaretter bør fordobles. For vi insisterer på, at unge fortjener et langt og godt liv. Problemet er, at Danmark er det land i Europa, der har de næstlaveste priser på cigaretter målt i forhold til forbrugerpriser generelt. Vi ved også, at færre vil ryge, når vi sætter prisen op. Det har vi set i Norge, Canada, Hongkong, Brasilien og Californien.

JEG HØRER OFTE et argument mod prisstigninger om, at staten ikke skal ikke blande sig i det enkelte menneskes liv. Den personlige frihed er ukrænkelig.

Men vi ved, at fire ud af fem daglige rygere faktisk fortryder, at de nogensinde startede med at ryge. Det siger noget om, hvor svært det er at give slip, når man er startet med at ryge i sin ungdom.

Når vi ved, at nikotin gør unge mennesker afhængige af den næste smøg, hvordan kan man så hævde, at unge rygere, der ønsker at kvitte smøgerne, faktisk oplever frihed?

Hvordan kan man hævde, at unge rygere, der står til at miste 10 år af deres liv, har mest frihed, hvis blot de kan købe cigaretter til 40 kroner og vedligeholde en dødsensfarlig vane?

Jeg mener ikke, at frihed bare er frihed fra staten. Jeg mener, at frihed er frihed til livet. Frihed til et langt, sundt og godt liv.

Et andet argument, jeg ofte hører, går på, at flere vil køre til grænsen for at købe cigaretter, hvis cigaretter pludselig koster 80 kroner i kiosken i Danmark. Men hvor mange 16-årige vil mon køre ned over grænsen, når de skal købe deres første pakker cigaretter? Man starter jo med at gå ned i kiosken og købe sine første smøger. Én pakke ad gangen. Man starter ikke med at køre over grænsen efter en karton.

Hvis bekymringen i øvrigt er, at den danske stat mister skatteindtægter, fordi flere kører ned til grænsen, skal man have rettet op på sit moralske kompas. Unges ret til et langt og røgfrit liv er vel vigtigere end statens indtjening på afgifter?

VI HAR SIDEN 2007 stort set ikke set lovgivning, når det gælder rygning. Det gælder også den tidligere regering med radikal deltagelse. Det er ikke godt nok, må vi bare sige.

Men vi kan heldigvis alle blive klogere og træffe bedre beslutninger. Det var faktisk en borgerlig regering, som indførte den første rygelov, og lad det gerne blive en borgerlig regering, som laver flere restriktioner.

Jeg er ligeglad med, hvilken farve regeringen har. Vi vil meget gerne samarbejde med alle, som deler vores utålmodighed for handling på området. Lad os få hævet de cigaretpriser nu. Hvis vi gør det, så kan vi faktisk godt nå målet om en røgfri generation i 2030. Vi skal handle for de unges skyld.

Marlene Borst Hansen er folketingsmedlem og sundhedsordfører for Radikale Venstre.