En gang imellem fortæller jeg mine ikke alt for interesserede børn om forne tider hjemme i Midtjylland, hvor hverken tysk eller svensk tv kunne nå os, og vi derfor var henvist til én enkelt tv-kanal i form af DR. Det er egentligt utroligt, at det trods alt ikke er længere siden. Hvad ville man sige om et land, hvor der kun var adgang til én enkelt avis, som i øvrigt var drevet af staten? Nå, det var dengang, og nu kan man tage på kanalrundfart i et nærmest uendeligt TV-univers, og Kristeligt Dagblads Radio&Tv-tillæg er en lille tabloidavis, hvor der nu også henvises til udvalgte streamingpremierer.
Takket være hint tillæg blev jeg opmærksom på filmen ”Fantasy Island”, som kan ses på Netflix’ streamingtjeneste. Den handlede om en fantasiø og i fast tillid til, at nærværende avis ikke ville fremhæve noget decideret usædeligt, som titlen ellers kunne antyde, satte jeg mig for at se filmen om den mystiske ø.
Mange vil nok kende Ønskeøen fra fortællingen om Peter Pan, den utopiske lokalitet, hvor der hersker evig barndom og leg, og ”Blumhouse´s Fantasy Island” viste sig at være en slags voksen udgave af Ønskeøen. Men i Dødningebugten på Ønskeøens skyggeside ligger Peter Pans dødsfjende Kaptajn Klo også for anker, og der viste sig ligeledes en skyggeside af den fagre fantasiø, ligesom der heller ikke manglede morderiske Kaptajn Klo-typer, som handlingen skred frem.
En række tilfældige mennesker vinder et ophold på en paradisisk tropeø, hvor de modtages af den mystiske vært Mr. Roarke, som ikke bare byder på hvide sandstrande og farverige drinks, men hvor gæsternes dybeste fantasier kan opfyldes. For sine gæster præsenterer Mr. Roarke sig som ”jeres inderste længslers/begærs ambassadør” og erklærer: ”Alt er muligt på øen”.
I Det Nye Testamente siger Jesus: ”Alt er muligt for Gud”, så fantasiøen går faktisk Vor Herre i bedene. Der er bare to betingelser på fantasiøen. Der er kun én fantasi per gæst, og fantasien skal udleves til sin naturlige slutning,
Først går det godt. Gæsterne får fest og farver, møder den kærlighed, som aldrig blev til noget, den far, som døde i krig, og en gæst får lov at tage hævn over en plageånd fra skoletiden.
Siden går det selvfølgelig helt galt, men handlingen og skuespillerpræstationer er egentlig temmelig middelmådige, og ikke værd at skrive mere om.
Teamet var derimod dybere end som så. Det slog mig, at den fiktive fantasiø faktisk rækker ind i vores virkelighed. Vi lever jo i en verden, hvor fantasier i stigende grad behandles som realiteter. Hvis for eksempel en mand siger, at han er en kvinde, selv om han biologisk og fysisk er en mand, så skal der ikke bare lyttes til det, men den fantasifulde selvopfattelse skal også anerkendes socialt og juridisk. Hvor går grænsen? Og hvad er egentlig den naturlige slutning på den fantasi, at vi skulle være fri af biologi?