Hamas får renoveret facaden

Vestlige politikere og journalister jublede, da den palæstinensiske terrororganisation Hamas tidligere denne måned udsendte et nyt charter med et bud på løsningen af krisen i Mellemøsten. Hamas er tilsyneladende blevet en normal politisk aktør, man kan forhandle med

I et nyt charter tales ikke længere om fjernelsen af Israel fra landkortet, så Hamas er tilsyneladende blevet en normal politisk aktør, man kan forhandle med. Her ses terrororganisationens leder i Gaza-striben, Yahya Sinwa.
I et nyt charter tales ikke længere om fjernelsen af Israel fra landkortet, så Hamas er tilsyneladende blevet en normal politisk aktør, man kan forhandle med. Her ses terrororganisationens leder i Gaza-striben, Yahya Sinwa. . Foto: Adel Hana/AP/Ritzau Foto.

Vestlige politikere og journalister jublede, da den palæstinensiske terrororganisation Hamas tidligere denne måned udsendte et nyt charter med et bud på løsningen af krisen i Mellemøsten.

Her tales nemlig ikke længere om fjernelsen af Israel fra landkortet, så Hamas er tilsyneladende blevet en normal politisk aktør, man kan forhandle med.

Israel selv forblev skeptisk og kaldte udspillet fra Hamas for et forsøg på at stikke Vesten blår i øjnene.

Den tyske historiker Michael Wolffsohn, forfatter til en række bøger om Israel og mellemøstkonflikten, har for magasinet Cicero nærlæst dokumentet og deler Israels vurdering.

Allerede chartrets forord søsætter en myte, konstaterer han: Palæstina defineres som det arabisk-palæstinensiske folks vugge. Hamas vil hævde en førstefødselsret. I virkeligheden kom palæstinenserne i 1200 f.Kr. fra Balkan til Mellemøstens kyster og blev til Bibelens filistre (der staves med ’p’ på de europæiske hovedsprog. Philistine/Palestine).

Chartrets artikel 1 fastslår, at Hamas hviler på islam. Det er legitimt, men sådan spiller klaveret ikke i vores politiske rum, hvor de demokratiske principper er religionsneutrale. Og man ved jo, at ikke-muslimer a priori er andenklassesborgere, bemærker Wolffsohn.

Palæstina kaldes for ”hjertet i den arabiske verden” – hvad ellers den arabiske halvø med Mekka regnes for – mens israelerne ikke nævnes med et ord i chartret. Der sendes derimod en venlig hilsen til de kristne: Palæstina er også ”Jesu Kristi fødested”, hedder det.

At Jesus kaldes Kristus, er kontroversielt. Koranen regner ham jo ikke for Guds søn, men blot en profet. Enten er der tale om forbavsende uvidenhed, skriver Wolffsohn, eller et nøje kalkuleret forsøg på at høste sympati hos kristne. ”Ganske vist på jødernes bekostning, der, som bemærket, ikke nævnes.”

Palæstina kaldes et forbillede for sameksistens, tolerance og civilisatorisk fornyelse, og det hedder andetsteds, at islam står fremmed for enhver religiøs, etnisk og sekterisk ekstremisme. Den slags fraser er så åbenlyst usande, at de mest minder om newspeek i Orwells roman ”1984” – krig er fred, frihed er slaveri – bemærker Wolffsohn.

Jerusalem kaldes ”Palæstinas hovedstad”, og her menes hele byen, udelt. Også byens kristne helligsteder ”tilhører udelukkende det palæstinensiske folk og det arabisk-muslimske fællesskab”.

Ikke en sten i Jerusalem kan afgives.

Her bejles der pludselig ikke længere til de kristne. Og hvorfor nævner chartret overhovedet ikke jødernes helligsteder i Jerusalem? Derimod taler det om ”besætternes forsøg på at judaisere Al-Aqsa-moskéen.” Det er en gammel og usand traver; jødedommen er som bekendt en ikke-missionerende religion, bemærker Wolffsohn.

Bestandigt sættes anførselstegn om ”Israel”, hvad der er en foruroligende detalje. Og i den gemmer Djævelen sig som bekendt.

Den tyske historiker, der selv er jøde, konkluderer: ”Facit: Hamas’ terror-hus er kun saneret med et lag maling.”

Den rigtige vej til fred går over anderledes ægte beviser på fredsvilje, som samtidig kan tage vinden ud af sejlene på hardliner-partierne i Israel. Man skal ikke længere tilstræbe nogen tostatsløsning, tilråder Wolffsohn, men en føderal model: en forbundsstat, der omfatter Israel, Vestjordan, Gaza og tilmed selve Jordan, hvor de fleste palæstinensere bor.

Om håndtering af anderledes klare antisemitiske og krigeriske tekster drejer det sig i Le Figaro, hvor den franske islamekspert Myriam Benraad skriver om de udfordringer fra islamismen, Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, står over for.

Han forlænger den undtagelsestilstand, som François Hollande dekreterede, og vil derudover forsøge at bekæmpe den jihad-propaganda, som florerer på internettet. Macron vil tage kontakt til de store platforme, Twitter, Facebook og YouTube, som faktisk allerede er meget bevidst om problemet og har iværksat egen bekæmpelsespolitik. Men problemet løses ikke ved at censurere, bemærker Benraad.

For det første finder jihadisterne konstant nye kanaler at udtrykke sig og sprede budskabet gennem. For at imødegå overvågningen har de etableret deres egne sociale medier. Det opdagede Europol for nylig.

For det andet bliver islamismens giftige verdensbillede ikke ordentligt imødegået og kritiseret. En overbevisende afmontering af jihadismens fortælling skal være en hovedhjørnesten i striden, skriver Benraad.

I USA er man allerede begyndt at supplere kampen mod ”cyber-kalifatet” med denne dimension. Man jager arkitekterne og ideologerne bag hjemmesiderne og eliminerer dem en efter en, men samtidig udøver man nu mod-oplysning – såkaldt counter-messaging.

Foreløbig er resultatet dog ikke opmuntrende. Kampagnerne er endnu ikke tilstrækkeligt sofistikerede til, at de for alvor kan diskreditere og dekonstruere det radikale budskab, som for tiden mobiliserer mange muslimer i Vesten.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.