Finder vi nogensinde tilbage, eller frem, til en bedre verden igen?

Engang var der fred og retfærdighed i riget og værdig omgang mellem mennesker. Og nu – nu er alt dette vredet af led og fordærvet. Krige hærger, landet lægges øde. Således i Shakespeares Hamlet, men således også i vores tid. Finder vi nogensinde tilbage, eller frem, til en bedre verden igen?, spørger Jens Smærup Sørensen

Tegning: søren Mosdal
Tegning: søren Mosdal.

I Shakespeares version af Saxos krønike om kong Amled er den unge prins Hamlet i total vildrede om, hvad der er virkeligt. Om der længere findes noget som helst i verden, der er, hvad det giver sig ud for at være, eller om det alt sammen er indbildninger, drømme, kimærer, lutter bedrag. Han blev jo allerede svigtet af sin mor og af sin egen fornuft, sine egne sanser, da de engang ville fortælle ham, at hun levede i et inderligt, ubrydeligt kærligheds- forhold til hans far – hun som var sin svogers, sin ægtemands morders elskerinde.

En hæslig løgn viste det sig alt sammen at være, hvad han selv havde bildt sig ind, og hvad hans nærmeste havde foregøglet ham. Og langt mindre burde han vel nu tro på et spøgelsessyn ved nattetide? Et genfærd af hans far, der vil have ham til at hævne sig, hævne det brodermord, der frarøvede ham hustru og kongerige.

Eller skulle det mon netop være sådan et i mørket svævende fantom, han i denne svigefulde og løgnagtige skinverden kan fæste lid til?

Hamlet forsøger sig med mere uvirkelighed at nå til bunds i uvirkeligheden. Han lader, som om han har mistet sin forstand – hvad han indimellem føler, han faktisk har – og han hyrer en skuespillertrup og beder den opføre hans forestillinger om det uhyggelige mord – giftdråber hældt i den sovende konges øre – i håbet om, at gerningsmanden, der sidder blandt publikum, vil røbe sig. Og han opnår, hvad det angår, den vished, han har ønsket; men hans fortsatte psyko-komedie driver hans elskede Ofelia ud i et fuldkommen reelt og dødeligt vanvid.

Shakespeares stykke er blevet læst på tusind måder, men blandt andet altså også som et drama om et tidehverv, mellem middelalderen og renæssancen med dens optakt til det moderne, som vi siger. Velordnede forhold herskede førhen. Fred og retfærdighed i riget, sanddru oprigtighed og værdig omgang mellem mennesker, ægte og bestandig kærlighed. Og nu – nu er alt dette vredet af led og fordærvet. Krige hærger, landet lægges øde. På borgen drikkes og hores der skamløst, løgn og forræderi og alskens forbrydelser er blevet dagligdag.

Finder vi nogensinde tilbage, eller frem, til en bedre verden igen? Den første mulighed synes stedse at ligge nærmest for hånden, den anden kommer hen ad vejen til at stå tilbage som den eneste.

Gennem det seneste århundrede har modernitetens fuldbyrdelse nedbrudt en gammel orden så gennemgribende, at mangen en Hamlet har mærket grunden forsvinde under sine fødder. Ægteskab, børneopdragelse, alder, tro, køn og så videre – ja, hvad er hvad, og hvorfor pludselig ikke, og hvad så?

Bevidstheden vil til enhver tid skabe uholdbare begreber om sig selv og sin omverden, men når også tidsånden tager ved disse begreber og fra den ene dag til den anden vender op og ned på deres indhold og betydning, så kan spørgsmålet, om man stadig er ved sine fulde fem, melde sig. Eller om nogen andre er ved deres.

Realitetsflimmeret er så blevet yderligere accelereret ikke mindst af såkaldte realityshows, hvis iscenesættelser af det allerbagerste hjerneslam i kombination med titlens ordlyd kan sprede de konvulsiviske symptomer også til maveregionen. Hvortil kommer, at en mediemagnat som Rupert Murdoch og andre på det seneste, ganske åbenlyst og for egen absurde og hadske vindings skyld, anvender systematisk virkelighedsforvrængning til støtte for omfattende katastrofer som Brexit og Trump.

Der er jo en sammen- hæng mellem den enkelte samfundsborgers vaklende fodfæste og onde magters muligheder for at triumfere. Som også altid hos Shakespeare – de nære relationer aftegner statens og den store verdens øjeblikkelige styrke og brist. Hans konger er billeder af Mennesket, som bedst og værst: De inkarnerer en tids højeste og stærkeste idealer eller dens afgrundsdybeste kynisme og råddenskab. De gale konger kommer naturligvis til magten i gale tider, og således så vi i det 20. århundrede en håndfuld af historiens hidtil ondeste despoter.

Vi må frem for alle stadig nævne Adolf Hitler og Josef Stalin, der midt i en ny tids fødselskvaler og på hver sin vis satte ind med et makabert miskmask af sentimentale og nostalgisk forrykte fantasier om folkelige fællesskaber, der gennem vild industriel ekspansion skulle åbne portene til gyldne riger med dem selv tronende som udødelige guder.

Millioner af menneskeliv blev for disse drømmes skyld ofret. I kampen mod de virkelighedsfornægtende uhyrer omkom andre millioner.

Der findes heller ikke i Shakespeares tragedie nogen ublodig vej ud af sølet. Vi når nok – antydningsvist – så vidt; men den unge mand, vi dér i teatret har levet og åndet for og med, er da død. Prins Hamlet har imidlertid, og her ligger trøsten, i sin kamp for at få fast grund under fødderne og for retfærdighed vist frem mod et sandere liv, og han kan – også i sin rådvildhed og med sit splittede hjerte – stå tilbage som en ny tids menneske. Helt alene kæmpede han dog heller ikke – Horatio, den trofaste ven, han var med ham – og fuldstændig smuldrede aldrig hans tillid til et forsyn.

Held dem af os, der har en trofast ven! Hertil tør vi vel fra vores og Europas nylige historie regne heltemodige modstandsfolk, og i fangelejrene de hjælpere, der havde barmhjertighed til overs, hvor udsatte de end selv var. Erindringen om dem kan vi leve på. Og måske har vi derudover, som vores danske prins, en gennem blændværket glimtende tro på, at vi til syvende og sidst må være her som andet og mere end sprællemænd i løgnes og illusioners snoretræk.

Nå ja, vi har da endelig også skuespil. Vi har fortsat en kunst som med vilje til at trænge igennem uvirkelighedernes vildnis kan hjælpe os til klarhed over, hvor vi i virkeligheden står.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.