Han har forstået det helt centrale ved arbejdets værdighed

Sidste år mod slutningen af ferietiden skrev jeg på denne plads om arbejdets værdighed og om alle de (migrant-)arbejdere, som holder hjulene i gang, mens vi andre holder ferie: stuepiger på hotellerne, plejepersonale, køkkenmedarbejdere, rengøringsfolk, håndværkere og så videre.

Jeg har selv været tilbage på arbejde de seneste uger i et stille København, hvor jeg har haft god tid til at meditere over alle dem, der uden stor ståhej passer deres arbejde, tjener deres medmennesker og får samfundet til at ske. Dem, vi alle bør være taknemmelige for og have øje for på alle deres mange forskellige pladser i samfundet.

Vendingen ”nu trækker vi i arbejdstøjet” er i årevis blevet brugt og misbrugt af politikere. Og nu, hvor regeringen, som jeg i denne klumme vil afholde mig fra at mene noget om, måske synger på sidste vers, tillader jeg mig hermed at fremhæve udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) som en mand i arbejdstøjet, en ydmyg slider og en sand tjener af samfundet.

Da jeg nævnte for min mand, at jeg ville skrive om Flemming Møller Mortensen, var hans svar: ”Hvem er det?”. Min mand er ikke specielt ignorant, og jeg tror i dette tilfælde, at han repræsenterer flertallet af danskerne, for der er ikke mange, der har opdaget, at Danmark har en enestående god udviklingsminister. Ministeren har nemlig lige fra begyndelsen haft travlt med at passe sit arbejde, og hvad han mangler i store armbevægelser og politikersnak, har han til gengæld i arbejdsmoral og sand iver efter at tjene verdens fattigste.

Blandt udviklingsministre er der en tradition for at tage en alternativ titel og kalde sig noget andet end det, man er, tidligere udviklingsministre har for eksempel kaldt sig ”frihedsminister” og ”solidaritetsminister”. Som om det ikke var fint nok at være udviklingsminister.

Flemming Møller Mortensen er gudskelov udviklingsminister, han kalder sig ikke andet, og han er en stille slider, som selv har haft fingrene i bolledejen og tjent de syge, de fattige og udstødte i Danmark og i verden. Han tillader sig desuden at involvere sig følelsesmæssigt i arbejdet og have hjertet med, uden at hans hjerne af den grund står af. Alt sammen kvaliteter, som er mere værd end store ord og tomme løfter.

For nogle måneder siden besøgte Flemming Møller Mortensen min kollega Tetiana Stawnychy, generalsekretæren for Caritas Ukraine. Hun og hele Caritas Ukraine knokler i døgndrift og har gjort det siden krigens udbrud, og selvom et ministerbesøg er en stor ære og en mulighed for at fortælle om krigens realiteter, så er det også en betydelig arbejdsmæssig belastning i en i forvejen presset situation.

Jeg var derfor lidt tøvende, da jeg bad Tetiana Stawnychy om at tage imod vores minister. Jeg sagde til hende, at han var en venlig sjæl, og at jeg troede, at hun ville finde det en fornøjelse at møde ham.

Og ganske rigtigt: Efter mødet fik jeg begejstrede tilbagemeldinger om ministerens empati, evne til at tale med folk og hans tydelige respekt for menneskets værdighed. Han havde været lyttende og indgydt stolthed og håb i de mennesker, han havde talt med, og besøget havde været en gave snarere end en belastning. Samme oplevelser ved jeg, at andre organisationer har haft, når ministeren har besøgt partnere i udlandet. Så han er bestemt en, man godt kan sende i byen og være stolt af som dansker.

Det officielle Danmark har jo et noget anstrengt forhold til religion, og derfor er det så meget desto mere en fornøjelse at have en minister, som er erklæret kristen og dermed har en forståelse for trossamfundenes særlige kvaliteter.

Han kender og forstår de psykosociale aspekter i trossamfundenes arbejde, at bøn, gudstjenester og ritualer kan være en stor hjælp i pressede situationer, hvor man står ansigt til ansigt med krigens rædsler og naturens hærgen, og at det i øvrigt er det, cirka 90 procent af verdens befolkning tyr til, når lokummet brænder. Det er der ingen grund til at se ned på, og helt personligt synes jeg, det er betryggende at vide, at en minister i sit tankesæt refererer til noget større, end den til enhver tid siddende danske regering.

Det er mit indtryk, at Flemming Møller Mortensen har forstået det helt centrale ved arbejdets værdighed, nemlig at kaldet til arbejde (uanset hvilket arbejde, man har) ikke handler om en selv, men om det, man kan skabe sammen med andre og for andre.

Herrens veje er som bekendt uransagelige, og at et sådant menneske i ydmyghed har fundet vej til regeringen Mette Frederiksen er en sand velsignelse for Danmarks arbejde for verdens fattige og udsatte.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh .