Hans Hauge: Hvor mange håndtryk er jeg fra Jesus?

Forfatter Hans Hauge er tre håndtryk fra både Donald Trump og Fidel Castro, blandt andet fordi han har hilst på dronning Margrete, som har hilst på Castro. Nu har han har sat sig for at undersøge, hvor mange håndtryk der forbinder ham med Jesus af Nazaret

Alle i hele verden er som bekendt forbundet med hinanden. Vi er kun seks led adskilt fra alle andre. ”Six degrees of separation” hedder det i netværksteorien.

Eller sådan hed det i hvert fald, før Facebook-netværket kom til. Brugere af Facebook er i gennemsnit kun 3,5 led adskilt – eller forbundet – med alle de andre 1,7 milliarder daglige brugere. Det med at være forbundet på den måde i kæder eller netværk blev opdaget af den ungarske science fiction-forfatter Frigyes Karinthy (1887-1938) i 1929. Han skrev en novelle, ”Kæder”, om det. Han opfandt de seks kæder, der forbinder os alle. Men der er også kæder, der forbinder os med fortiden.

I den forbindelse kan man spørge: Hvor mange håndtryk er jeg helt bogstaveligt fra Jesus af Nazaret? Det er en del, men de kan faktisk tælles. Jeg er kun tre håndtryk fra Donald Trump. Jeg har hilst på Anders Fogh Rasmussen, der har hilst på George W. Bush, som har hilst på Trump. Min kone har ikke hilst på Anders Fogh Rasmussen, så hun er fire håndtryk fra Trump. Jeg er også kun tre håndtryk fra Fidel Castro, for jeg er to håndtryk fra dronning Margrethe, der har hilst på ham. På den måde er verden meget lille og hyperforbundet.

Sådanne kæder, links og netværk er meget populære inden for snart sagt alle videnskaber. Verden består af et netværk af netværk, som Jens Mogens Olesen så fint har beskrevet det i Tænkepausebogen ”Netværk”. Paulus etablerede et netværk, som han beskriver. Reformationen var et netværk, der bredte sig i de områder, der lignede datidens Tyskland. Men netværk er også homofile, hvilket her vil sige, at de består af dele, som ligner hinanden. Derfor bredte netværket sig ikke i de landlige, katolske områder. Netværk forbinder sig med andre netværk gennem venskaber. Det hedder med et kendt udtryk: ”Weak links are strong links” (svage led er stærke led). Sådan som mellem Luther og den danske konge. Shia-islam bygger på et netværk fra Muhammed til Ali ibn Abi Talib og videre derfra via kaliffer og op til i dag. Og var Grundtvigs mageløse opdagelse ikke netop opdagelsen af et netværk, der strakte sig fra de første menigheder til i dag, og som forbinder urmenigheden med enhver dansk valgmenighed?

Artiklen fortsætter under annoncen

Men nu til Jesus.

Min datter hilste engang på Pave Johannes Paul II. Ham er jeg dermed kun to håndtryk fra. Der er vel omkring 300 paver før ham, der alle har hilst på hinanden, eller hvis der har været et brud i kæden, er der måske to håndtryk mellem dem. Den apostolske succession er en typisk kæde og er dermed en ubestridelig realitet. Håndspålæggelse er en kæde helt tilbage til Jesus.

Når en dansk præst ordineres, lægger andre præster deres hænder på hans eller hendes hoved, og mange af de hænder har hilst på en, der har hilst på Dronningen, der har hilst på en pave. Således forbinder disse håndspålæggelser enhver præst med omkring 300 led til Jesus. Med det gælder ikke kun præster: Jeg er cirka 300 håndtryk fra Jesus, for ham har Peter jo hilst på. Det er faktisk ikke et ret stort tal.

Hans Hauge er dr.phil. og forfatter.