Det var en smuk sløjfe, der tirsdag aften blev bundet i den canadiske hovedstad, Ottawa, da de to udenrigsministre fra henholdsvis Canada og Danmark samt landsstyreformanden fra Grønland underskrev traktaten om deling af den iskolde og forblæste klippeknold Hans Ø - eller Tartupaluk, som grønlænderne kalder den.
121 år efter, at Hans Ø blev opkaldt efter den grønlandske fanger og ekspeditionsdeltager Hans Hendrik Suersaq, der var med på det skib, der i august 1879 passede forbi den lille ø, har den endelig fundet sin plads i de formelle dokumenter. Traktaten er ikke blot resultatet af et fredeligt kompromis mellem Canada og Kongeriget Danmark, men også et signal om, at det er vigtigt at finde fælles løsninger i Arktis, hvor fællesskabet mellem de lokale inuit folkeslag altid har været stærkere end de nationale interesser.
På den måde bliver aftalen også en fin gestus til den mand, der var med til at opdage den og var kendt for sin store omsorg og vilje til at omgås alle mennesker, uanset oprindelse og baggrund. Hans Hendrik Suersaq var oplært fanger, men deltog i en række ekspeditioner, hvor han ikke blot jagede, fiskede og fungerede som tolk, men også indsamlede egne resultater. Der går ry af hans evner til at overleve under de barske vilkår - og hjælpe andre til at gøre det samme. Adskillige briter og amerikanere såvel som lokale inuit kan takke ham for deres liv.
"Det er en sjov historie med Hans Hendrik. Han er den første inuit polarforsker og får Hans Ø opkaldt efter sig," siger Michael Böss, dr. phil i historie og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.
Michael Böss har gennem en årrække interesseret sig for historien og forholdene i Arktis og arbejder netop nu på en bog med titlen "Vest for Hans Ø" om området, hvor den femte Thuleekspedition fandt sted, 100 år efter. Sammen med en canadisk kollega og arktis-ekspert, professor ved universitetet British Columbia Michael Byers, fremlagde han allerede i 2015 et forslag (Aarhus-erklæringen) om, hvordan striden om Hans Ø kunne løses i mindelighed.
Forslaget gik ud på, at Hans Ø/ Tartupaluk skulle være et territorium under fælles autoritet, som inddrog inuit befolkningerne i Nunavut (Canadas nordligste territorium, red.) og Grønland. Et såkaldt condominium, fælleseje. Der er nogle få fortilfælde for den type administration. Storbritannien og Egypten gjorde det med Sudan i første halvdel af 1900-tallet, og Frankrig og Spanien har siden 1659 ladet en ø, Bondeøen, midt i grænsefloden Bidasoa administrere af de lokale samfund på begge bredder.
"Vi ville gerne sætte skub i processen omkring Hans Ø med et lidt ukonventionelt forslag, og i al ubeskedenhed synes jeg godt, at vi kan tillade os at være stolte af, at vi måske har bidraget til løsningen ved at få landene til at tænke utraditionelt. Selvom det danske udenrigsministerium ikke brød sig om ideen i første omgang," siger Michael Böss.
Både han og Michael Byers glæder sig i dag over, at det er lykkedes at få en aftale, som alle parter, ikke mindst inuit i både Nunavut og Grønland, er med på. Også selvom det endte med en grænse ned gennem øen i stedet for fælleseje.
"Lidt af poesien er gået af det, men sådan er det. Der er ikke meget poesi i udenrigspolitik," småler den aarhusianske historiker.
"Det vigtigste er, at ideen om fællesskabet stadig står stærkt. Det er en aftale til gavn for de oprindelige folk."
Aftalens perspektiver
Selvom Hans Ø i sig selv blot er en lille ubetydelig knold, er der andre langt større og mere pressende udfordringer, som vil kunne nyde godt af et stærkere dansk-canadisk samarbejde. Det gælder først og fremmest havmiljøet og den internationale sikkerhed. Arktis er trods de isnende temperaturer blevet et varmt midtpunkt for stormagtsinteresser, det sig være Rusland, USA eller Kina.
Derfor udmærker aftalen om Hans Ø sig ved at være et kompromis, der lægger mere vægt på de fælles fordele for Canada og Kongeriget Danmark end et forsøg på at tilfredsstille de to parters behov for territoriel suverænitet, mener Michael Böss.
"Striden om, hvem der havde mest krav på Hans Ø eller Tartupaluk, er blevet løst fredeligt. Og det vil gøre det meget lettere for Canada og Danmark at løse nogle af de andre udfordringer, som man står overfor i området," siger han.
"Øen i sig selv har ingen stor betydning. Der er ingen værdifulde mineraler eller olie i havbunden rundt om, men det har politisk betydning, at Canada og Danmark har kunnet blive enige om at dele den. Der eksisterer langt større territoriale konflikter rundt om i Europa, og her sender den nye aftale et vigtigt signal om, at det kan lade sig gøre at løse grænsekonflikter fredeligt."
Også i Arktis selv kan aftalen i bedste fald være med til at vise vejen i forhandlingerne om, hvordan retten til havbunden skal fordeles mellem de arktiske stater; først og fremmest USA, Rusland, Canada, Danmark/Grønland og Norge. Landene blev i 2008 enige om, at udviklingen i Arktis skal ske med fredelige midler (Ilulissat-erklæringen), og det er FN's Havretskommission, der tager stilling til de enkelte landes krav, men alle fem lande vil gerne have så stor en mundfuld af havbunden som muligt, hvilket rummer stof til adskillige konflikter.
"Det er en fordel, at striden om Hans Ø er bilagt, før de øvrige forhandlinger går i gang. Så kan de øvrige lande ikke bruge den konflikt mod Canada eller Danmark," siger Michael Böss.
Rusland udgør dog et selvstændigt problem. Landet overvejer at udvide sit krav på havbunden helt frem til Grønlands 200-sømilegrænse, hvilket overlapper med de danske krav på havbunden ud for Grønland, og Michael Böss tror ikke meget på russernes vilje til at tage erfaringen fra Hans Ø med i et kompromis.
"Der er ingen i Kreml, der vil respektere en præcedens fra aftalen om Hans Ø. Man kan ikke overbevise Putin om noget som helst med den her aftale," fastslår han.
Nordvandet kræver nytænkning
Til gengæld håber Michael Böss, at aftalen kan blive springbræt til at løse de udfordringer, som havmiljøet står over for. Han sigter især til Nordvandet (The North Water) - det kæmpestore havområde mellem Nordvestgrønland og Ellesmere Land i Canada i toppen af Baffinbugten, som trods sin arktiske beliggenhed er isfrit hele året eller blot dækket af ganske tynd havis.
Denne havåbning, kaldet en polynja, vrimler med fisk, havfugle og pattedyr og er som sådan et fantastisk biologisk reservoir og en vigtig kilde til føde i regionen. Forskere taler om en "arktisk oase". Blandt andet overvintrer titusinder af hvaler, sæler og andre pattedyr i Nordvandet. Nordvandet har derfor også været afgørende for den lange bosættelseshistorie i regionen og for et relativt stabilt samfundsliv.
Men området er truet af den voksende skibstrafik, som klimaforandringerne har ført med sig, fordi havisen smelter, og efter Michael Böss' mening er det nødvendigt at frede Nordvandet, hvis man vil beskytte de mange arters overlevelseschancer.
"Der er brug for nytænkning i området. Inuit i Grønland og Nunavut (det største og nordligste af Canadas tre territorier, som har en mindre grad af selvstyre end landets 10 provinser, red.) har altid haft et fællesskab på tværs af de formelle grænser. Og der er et ønske om større mobilitet på tværs af Arktis. Man kunne forestille sig en form for samarbejde mellem Grønland og Nunavut i stil med Nordisk Råd," siger Michael Böss.
Derfor blev Hans Ø et problem
Når Hans Ø blev "fundet" under en af de polarekspeditioner, som fandt sted i slutningen af 1800-tallet i farvandet mellem Canada og Grønland, var det med det formål at udforske polarregionens geografi, snarere end at plante flag. Et af de store spørgsmål var, om der var passage hele vejen mellem Canada og Grønland - om Grønland var en ø - og en række ekspeditioner forsøgte med skibe og slæder at trænge længere og længere mod nord op gennem først Smith Sund og senere det, der blev til Nares Strædet, opkaldt efter den britiske polarforsker George Nares.
Det svar, at Grønland er en ø, blev først fundet i 1909 - mere end 25 år efter, at Charles Francis Halls ekspedition spottede den lille massive Hans Ø eller Tartupaluk. Til gengæld skulle det vise sig at tage adskillige årtier mere at fastlægge Danmarks tilknytning til de 0,65 kvadratkilometer klippe end Grønlands 2166 millioner kvadratkilometer.
Selvom knolden i sig selv ikke repræsenterer nogen værdi, har den været omgærdet med følelser - som selv de mindste og ydmyge steder kan være det, når de taler til den nationale selvfølelse. Og følelser er svære at forhandle med.
Da danske og canadiske embedsmænd og politikere i 1960'erne begyndte at fastlægge den præcise grænse mellem Canada og Grønlands nordvestlige kyst, gik det fint, så længe begge lande kunne gå ud til deres respektive 200-sømilsgrænser. Men efterhånden som farvandet blev snævere, overlappede de to nationers 200-sømil grænse hinanden. Meter for meter måtte man derfor forhandle, hvor grænsen skulle gå, og det lykkedes stort set også i god ro og orden, indtil man kom til Hans Ø, der lå stort midtvejs mellem Grønland og Canada. Den ville begge parter gerne have fingre i, og derfor var 1370 meter farvand ved Hans Ø ikke med i den aftale, der blev indgået i 1973 om knap 3000 kilometer havgrænse.
Det er de nu, og de rituelle udvekslinger af henholdsvis canadisk whisky og dansk snaps (første gang var det nu en flaske cognac, som Michael Böss bemærker), som fandt sted i en lang årrække, når de to lands flådefartøjer lagde til for at hejse deres nationale flag og tage modpartens ned, er slut.
"Hans Ø har været en pinlig historie i mange år. Det er meget glædeligt, at den har fundet en løsning, som sikrer, at al aktivitet skal ske i fællesskab," siger Michael Böss.